Artikler

Gudstjenestens fælles sang – plads til forbedringer.

Aldrig har menneskeheden haft så megen musik mellem ørerne og ud af munden. I bogstavelig forstand. Vi er med-syngere, på såvel live – som mediesang, Musikken er livs-puls og forsangeren giver pulsen livgivende ord i fællesskabets rige.

Men når Guds Rigets nærvær skal fejres, synger vi ikke sammen. Knap nok hver for sig. Vi kan ikke længere give de gamle salmer skylden. Fællessangen er ikke blevet meget bedre med de nye salme. Hvorfor skal jeg gå ind i et musikmæssigt SÅ anderledes rum, når jeg er til gudstjeneste? Der er mer’ end nok, der er anderledes og uforståeligt derinde.

—————————————————————————————————————————————–

I fælles glæde

Journalen siger: 71 årig mand indlægges efter genoplivet hjertestop. Svedende, rystende, blussende, med åbne øjne, men reagerer ikke på tiltale.

Jeg indlægges direkte på Hjerteafdelingen, uden om Traumecenteret. I de næste tre døgn kommer og går en hær af engle i undersøgelsesrum 14, afsnit 2143 på Rigshospitalet. Læger, sygeplejersker, portører, rengøringspersonale.

Men først og fremmest mine nærmeste. De sidder der i døgndrift. Holder mig i hånd. Forsøger at kontakte mig. Forsøger at holde hinanden oppe. Og holde situationen ud.

—————————————————————————————————————————————–

En gammel kirkegængers ønskeseddel

Vi opdagede, at det er vigtigere hvad vi gør, end hvad vi siger. Liturgien – den fælles tjeneste – lever af sammenhængen mellem det vi siger og det vi gør. Men vi interesserer os næsten udelukkende for det vi siger. Ordet, der blev kød, men blev hurtigt ord igen.

Det drejer sig ikke om at hitte på noget nyt. Og slet ikke for at lokke inden for. Det drejer sig om at gøre det gamle nyt. En central kristen tanke.

—————————————————————————————————————————————–

Dåbsgudstjenesten – en folkekirkelig nødvendighed

Vi lever ikke længere i en enhedskultur. Den kirkelige situation i vor tid har mange lighedspunkter fælles med situationen i oldkirken. Hvad enten vi kan lide det eller ej består folkekirkens medlemmer af to hoved-grupper: De folke-kristne og de kirke-kristne. Begge grupper har lige berettigede krav på, at deres kultur og traditioner bliver taget alvorligt. Det er et af kriterierne for, at vi kan kalde vores kirke for en folkekirke, at der i mødet mellem folk og kirke er en rimelig balance mellem folkelige forventninger og teologisk nødvendighed. Det gælder f.eks. hvad angår genkendelighed og sangbarhed i valget af salmer. En folke-kristen dåbsmenighed vil gerne synge Nu titte til hinanden. En kirke-kristen højmessemenighed kan ikke holde til at titte til hinanden hver søndag.

Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er at tage vores folkelige situation alvorligt.

—————————————————————————————————————————————–

Tale til dåbsgudstjeneste

 Det hele begynder med Guds urimelige, uretfærdige og ubetalelige kærlighed, Alle begreber om rimelighed og retfærdighed, aftjenelse af værnepligt og optjenelse af point i religionernes opføre-sig-pænt-verden ophæves af den kærlighed. Det forholder sig nemlig sådan, at kærlighed ikke er en følelse men et forhold. Kærlighed er en måde at forholde dig til hinanden på. Kærlighed er holdning og handling.

Det du er i Guds øjne, det er ikke det, du kan præstere eller ikke præstere, alt det er ingenting. BEGGE DELE er ingenting, såvel på debet- som på kredit-siden. Det er det, der er befrielsen.

Det eneste, vi kan og skal gøre i forhold til det, er at tage imod. Det JA, som gudmor på barnets vegne om lidt skal sige, det er et JA TAK. At blive døbt er at sige ja tak til og tage imod Guds kærlighed. Og så bruge resten af sit liv på at leve af og i den kærlighed. Dåben er begyndelsen på et livslangt kærlighedsforhold. Og kærlighedens gerninger er kærlighedens frugt.

—————————————————————————————————————————————–

Bøn ved dåb

 Nu har vi lagt vort barn i dine hænder.

Giv aldrig slip på det.

Lad det vokse og udvikle sig, sådan som det er din vilje.

Giv vore hænder den ømhed og styrke, der skal til,

for at et nyt menneske kan blive til gennem os.

—————————————————————————————————————————————–

 Nadverens ydre form – en misforståelse

 Det siges undertiden, at det ydre i en gudstjeneste er ligegyldigt, og at det afgørende er ordene. Det er næppe rigtigt.

Det æstetiske spiller en stor rolle, det smukke kirkerum, den fine udsmykning og den fine musik er alt sammen med til at sikre, at det guddommelige har så fine og rigtige rammer som muligt. Desuden er det helt afgørende, at intet i det ydre modsiger det indre budskab, og det er – desværre – netop det, der er tilfældet i den hidtidige, almindelige nadver-form i Danmark.

—————————————————————————————————————————————–

Bøn ved begravelse

 Døden skræmmer os, forfærder, forskrækker og bedrager os…

Døden er…   Det kan vi se… men den er blind.

Døden er…. Det kan vi høre … men den er tavs

Døden er…   Det kan vi mærke… men den er is-kold.

Fortæl os, at den kun varer et øjeblik….et sekund…. at den kun er et skridt…

skridtet fra det, der skal forgå, til det, der ikke kan forgå.

Med dig, vor Gud og far i hånden, tør vi gå det skridt.

—————————————————————————————————————————————–

Tro og tvivl

Jeg har aldrig været grundlæggende i tvivl. Selvfølgelig er jeg i skiftende grad tillidsfuld over for livet og dets mennesker, jævnfør det jeg forstår ved tro. Men tvivlen bliver sjældent til mere end eftertanker, sådanne som er sunde og gode for at holde troen i live.

Desuden er jeg uforstående over for, at det skulle være særlig fint at tvivle. Nogen siger, at det er bedst at søge, at være på vej. Og at det værste, man kan være, er at være nået frem. Som så ofte er det den menneskelige praksis og udformningen af ideerne, der volder ballade. Mennesker, der er sikre på deres frelse, af hvilken art den end er, kan være ulidelige. De ved bedre, og skal nok sørge for at gøre dig opmærksom på det. Så du kan blive sat på plads. Og de beholde deres sikkerhed.

—————————————————————————————————————————————–

Når troen bliver elektronisk

 Kirkens folk må selv tage fat på den konstruktive eftertanke. Vi skal IKKE regne med, at DRs folk kan eller vil den slags. De tider er forbi, hvor Danmarks Radio gør kirkens arbejde!

Selvfølgelig har jeg visse ideer om fremtiden. Men som min gamle redaktør sagde med et smil: ´Dig gider vi ikke lytte til. Du er erfaringsramt

Før var udfordringerne mest kirkens. Nu er der meget der tyder på, at det er medierne, der skal holdes i ørerne. Det farligste for troen er, at sagen bliver afhængig af folk, hvis forhold til kirke og tro enten stammer fra en elsket bedstemor, der gik i kirke eller fra en dårlig oplevelse ved en barnedåb. Ingen sag tåler usaglig og ufaglig behandling.

—————————————————————————————————————————————–

 Kirke og medier – et tilbageblik på fremtiden

 Det får mig til at konstatere, at det væsentligste vi nu om dage kan gøre fra kirkens side i forhold til pressen er, at sørge for, at unge med viden om og kærlighed til kirken opfordres til at dygtiggøre sig i medieverdenen. Tiden for positiv særbehandling er forbi.

Tiden er også forbi, hvor det er gratis. Alle medier er overtaget af kapitalen, mange af dem er en del af underholdnings-industrien. Det betyder, at kirken bliver nødt til at satse både folk og penge, hvis den fortsat vil være med. De seneste tiltag rundt i stifterne er for intet at regne i den sammenhæng. Den glade amatørismes tid er også forbi. 

—————————————————————————————————————————————–

Kirken har udvist manglende omhu over for medierne

 Der er masser af andre muligheder for mediebårne gudstjenester til syge, handicappede og ”jeg-bliver-hjemme-i-dag’- kirkegængere. Sådan som teknikken har udviklet sig, er det ganske enkelt gammeldags med landsdækkende medie-gudstjenester. Alt fra telefon- til DVD-formidling af den lokale gudstjeneste er såvel billigere som teologisk langt mere relevant.

Verden går IKKE under, hvis Vor Frues klokker ikke kan høres på Skagen. Der er en verden af andre muligheder!

—————————————————————————————————————————————–