Kirken i en coronatid.

Menighed –  sammen hver for sig.

 

Med coronaen har kirkerne endelig opdaget radio og tv.

Hvordan forholder radio og tv sig til kirkens gudstjeneste?Det begyndte i 1925. To journalister henvendte sig til Københavns daværende biskop, Ostenfeldt, og spurgte, om de måtte sende en gudstjeneste i det nyopfundne radiomedie. Svaret var: “Nej, en gudstjeneste kan man ikke broadcaste. Den forudsætter et fysisk fællesskab!”

Slukørede gik de videre til kirkens store mand i tiden, Olfert Ricard, der efter nogen tøven sagde: “Så lader vi være med at spørge og gør det alligevel!”  Den 22. februar 1925 gik man i luften. Hvorefter samtalen sluttede , før den var begyndt. Så gik der næsten 100 år. Coronaen kom og kirkerne opdagede radio og tv.

Her er et par historiske kendsgerninger.

I starten satte teknikken begrænsninger for, hvilke kirker man kunne sende fra. Fire københavnske kirker lagde rum og stemmer til. I 40-erne blev det til otte københavnske kirker samt domkirkerne. I 50-erne kunne man komme rundt i landet. Prædikanterne var kirkelige kendisser.

I 1932 skruede man op for antallet. To er bedre end en, mente man. Om sommeren betød det to gudstjenester, med en times mellemrum!

Samtidig arbejde andre radiofonier med forskellige former for forkyndelse. Danmark bekræftede sin status som medie-teologisk u-land.

I de første 20 år fandt anden-tjenesten sted i Christiansborg Slotskirke. København biskop udvalgte prædikanterne.

I 1949 ændredes den til en studiegudstjeneste. I stedet for at tage ornat på i Slotskirken med en menighed i bænkene, gik de udvalgte præster til Radiohuset, hvor de i et studie indlæste dagens tekster og bønner samt en prædiken. En anden dag kom medlemmer af Radiokoret og sang salmerne.

Vi gamle husker navnet på den gennem årene faste organist: Bengt Johnsson.

Menigheden sad hjemme i stuerne. I 21 år! Ja, ikke de samme mennesker naturligvis, men fænomenet: Gudstjeneste uden menighed i samme rum.

Det må siges at være et afprøvet koncept!

I begyndelsen af 70-erne forsøgte man med egentlige studiegudstjenester. Indholdet var gudstjenestens, men formen var radiofonisk. Igen sad menigheden ude ved højttalerne.

I 80-erne tilrettelagde jeg udsendelser om gudstjenesten, både den i kirken og den i medierne. Det blev lysende klart, hvor stor betydning radiogudstjenesten havde. Ingen tvivl om, at brugerne opfattede sig som en del af et fællesskab. Som en skrev: “Det er som at sidde bag en søjle. Jeg kan høre, jeg kan synge med,  jeg  kan ikke se, men det gør ikke noget, jeg er med”.

Indtil 70-erne var en dansk højmesse oftest uden nadver. Nu begyndte nadveren at blive en del af normal-højmessen. Det betød, at radioen fik indstiftelsesordene med. Det var ikke godt, for selve nadveren kom ikke altid  med. Det ville jeg gerne gøre noget ved.

Men den grundlæggende opfattelse dengang var, at radioen var gæst og vi måtte ikke ændre på de lokale forhold. Jeg mindes en transmission fra Viborg Domkirke, hvor der var 7 dåb. Med fuld tilspørgsel!

På det punkt har tiderne ændret sig. Så vidt jeg ved, går samtalen fint mellem DR og transmissionskirkerne.

I 80-erne begyndte de nordiske teologiske radiomedarbejdere at overveje, hvad man kunne gøre ved situationen omkring nadveren. Det endte med, at vi opfordrede lytterne til at tage brød og vin frem og deltage.

Fra de mange breve ved vi, at det blev overordentlig godt modtaget. “Tak fordi vi får lov til det, vi altid har gjort.” ” Min mand døde et par dage efter at vi havde deltaget i nadveren i radioen. Det betød uendelig meget for os.”

Ved en fællesnordisk gudstjeneste fra Frederikstad i Norge prædikede biskop Per Lønning. Inden gudstjenesten havde vi radiofolk en samtale med ham om det med nadveren, og i alle fire radiofonier opfordrede vi til deltagelse, ligesom Lønning som afslutning på prædikenen overvejede såvel teologiske som sjælesørgeriske sider af sagen, inden også han opfordrede til deltagelse.

Senere den dag tænkte vi efter. Hvad var der sket? Transmissionen blev sendt direkte i Norge og Sverige kl. 11, deres faste gudstjenestetid. I svensk-finsk radio blev den sendt kl. 13 og vi sendte den i Danmarks Radio kl. 17!

Den kunne høres fra Nordkap til Gedser, fra Bergen og til den russiske grænse, og der var omkring 3 millioner lyttere, potentielle nadverdeltagere.

Teknikken havde sprængt gudstjenestens tid og sted. En gudstjeneste kan man ikke broadcaste – så gør vi det alligevel!

Nadver i radio og tv er ikke et spørgsmål om oblat contra kiks. Nadverens grundide med det ene brød vi deler, er i forvejen tabt ved indførelsen af den problematiske oblat. Ej heller drejer det sig om kirkens vin contra egen portvin. Og der bliver ikke noget tilbage. Kiksen bliver spist og vinen drukket.

“Problemet” er alene afstanden mellem en rettelig kaldet persons læber og det Jesu Kristi legeme og blod, som spises og drikkes af den troende. Ordet skaber hvad det nævner

Det handler ikke om privat nadver, sådan som det fejlagtigt hævdes, men om en udvidelse af kirkens rum og gudstjenestens fællesskab.

Hvis ikke det er ret nadver, så må vi give Ostenfeldt ret og bede DR standse transmissionerne. Det vil de vist ikke blive særlig kede af!

I disse uger giver kirkerne masser af bud – måske ligefrem bedre bud – på, hvordan moderne teknik kan og skal bruges i evangeliets tjeneste. Det var på tide!

Samtidig er det blevet tydeligt, at det er kontakt med egen menighed, man beder teknikken om at etablere. De landsdækkende medie-gudstjenesters tid er ved at være forbi. Nu må kirkerne selv tage sig af det.

Gudstjenester i tv er et større problem. Efter at have arbejdet med de her sager i 35 år og været ansvarlig for såvel radio- som tv-gudstjenester, er jeg ikke i tvivl: Tv er rigtig dårlig til gudstjenester.

Det skyldes mediets natur. Tv er en del af underholdnings-industrien. Selv nyhederne har underholdning som ideal, man kalder det infotainment.

Desuden kræver moderne tv hurtige billedskift, og det er tv-produceren, der bestemmer, hvad man skal se på – herunder mennesker i nærbillede. Vi andre er uden for og ser på. Ville de dog bare lade billederne vise det, det drejer sig om, og ikke alt muligt andet.

Siden 2005 har DR sendt for-producerede tv-gudstjenester. De sendes normalt fra samme kirke fire søndage, og optages i løbet af 2 dage, senest en uge før den første skal sendes.

Det var noget DR selv fandt på. Vi var to teologiske medarbejdere, som talte imod, og da vi ikke blev hørt, måtte vi sige farvel. Der var ikke plads til teologisk eftertanke. Sådan er det desværre stadigvæk.

Den båndede gudstjeneste er problematisk. Af flere grunde. Gudstjenesten nytårsnat det år med tsunamien blev optaget før vi vidste noget om omfanget. Gudstjenesten var uden ord i anledning af katastrofen. Det var pinligt. Sådan som det skete forrige søndag fra Sorgenfri kirke, fire dage efter at vi alle var gået i corona-hi. Præstens ord var tre uger gamle! Eneste trøst er, at der er under 10.000 seere til en tv-gudstjeneste

Inden vi blev bedt om at gå fra borde, gjorde Egon Lausen og jeg nogle forsøg på alligevel at finde frem til tv’s muligheder. Egon tilrettelagde en gudstjeneste, hvor kameramanden havde kameraet på skulderen, mens han sad på kirkebænken og under nadveren gik frem og knælede. Elementerne blev rakt frem mod linsen.

Fra Birkerød sendte jeg en gudstjeneste helt uden menighed, med kirkens mange skønne kalkmalerier som “tekst”, en præst læste tilsvarende bibeltekster, og et kor af høj kvalitet sang salmer. Menigheden sad foran skærmen. Her var ingen forstyrrende mellemled. Det var ikke noget man overværede. Man var en del af en menighed. Sammen og hver for sig.

Måske kan undtagelsestilstanden i denne tid få sat gang i dén teologiske samtale, der ikke lykkedes for os i fredstid. Ostenfeldt og Ricard har stadig meget de skal have sagt til hinanden.

Mogens Hansen

cand. teol og præst

tidl. programredaktør i Danmarks Radio

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google photo

You are commenting using your Google account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s