Tale ved dåbsgudstjeneste i Helligtrekonger-tiden       

Det er farligt at gå i kirke. Og i dag er den helt gal. Ikke bare fremturer kirken med julens påstand om, at det mindste er det største. Julen siger, at Gud, den største af alt, har været som den mindste, et barn! Gud har fået menneskelivet ind med modermælken! Hvilken uhyrlig påstand i en verden, hvor religion handler om at finde en gud, der er stor, og stærk og lydig, og som man kan bruge til noget.

I dag fortsætter kirken med at vende alting på hovedet. I dag får vi ikke alene at vide, at Gud har været et barn. Dagens historie hævder, at Guds rige kun er for børn.

Guds rige begyndte som en have. Paradisets have. Hvor alt var som det skulle være og mere til.

Men mennesket ville mere. Vi gjorde oprør og gled i æblet. Lige siden vi blev sat på porten, har vi og Den store Gartner haft en gensidig længsel efter hinanden og det, der engang var vores fælles liv og de glade dage i den have.

På et tidspunkt blev det Gud for meget. Fordi Gud var ude af sig selv af kærlighed til denne besynderlige jord og dens syndige mennesker, glemte han, at han – med rette – var vred på os.

Gud gik i sin mor. Thi således elskede Gud verden, at han blev med barn. Gud forlod sin sikre, ophøjede herlighed, det vi i mangel af bedre ord kalder Himmelen, og blev som et barn!

Sikke en nedtur: Fra Gud til baby! Fra himmel til jord, af bar kærlighed!

For den normale religiøse tanke er det en umulighed, at Gud kan være som et menneske.

Det modsiger alle vore forestillinger. Min far er stærkere end din far! En Gud, der er et lille barn?!  Hvad er det for en Gud??

Svaret er, at det er kærlighedens Gud. Et barn er frugten af kærlighed. Barnet rummer i sig kærlighedens mulighed. Og et barn kan på en mærkelig måde få kærlighedens gerninger frem i selv det goldeste og koldeste menneske.

Det paradoksale ved kristentroen er, at man skal være som et barn, for at kunne forstå, at der ikke er noget at forstå. Det eneste man skal, er at tage imod. Lige præcist det, som børn er verdensmestre i.

Børn er kære, det er alle enige om. Og det bliver vi ved med at mene, selv om børn er besværlige, De skal ha’ opmærksomhed og kærtegn og det har vi ikke rigtig tid til. Så vi afleverer dem til fagfolk i dagtimerne. Og i resten af tiden står vi selv på hovedet for at passe dem op og passe på dem. Børn er livets gode gave.

På Jesu tid var børn slet ingenting, de var ikke engang mennesker. De befandt sig i en ventesal, hvor de måske – for dødeligheden var kæmpehøj – engang blev det, de skulle være, nemlig voksne.

Derfor er det i dobbelt forstand oprørende, at Jesus siger: Lad de små børn komme til mig….

Det er endnu et eksempel på Jesu opgør med almindelig menneskelig tænkning og opførsel.

Bemærk: Han sagde ikke, at man skal opføre sig som et barn. Barnagtigheder af enhver art er langt fra at være adgangstegn til Guds rige. Nej, pointen er børns evne til at tage imod. Måden de modtager på. Eller sagt på en anden måde: Det faktum, at børn KUN kan ta’ imod, det er den evne, eller rettere altså den mangel, der gør dem guddommelige!

Historien om Jesus og børnene er altså det modsatte af sentimentalitet. Jeg beklager meget, men der er ingen leverancer at hente hos Jesus til opbyggelse af tidens almindelige børnepyssenysseri. Nærmest tværtimod. Betingelsen for adgang til Guds Rige har INTET med børns påståede uskyldighed at gøre, men det er på grund af alle barnets mangler og alle barnets behov, at barnet er den himmelske rollemodel. Barnets totale hjælpeløshed og barnets totale afhængighed af omsorg, DET er adgangstegnet.

Barnet hviler trygt i, AT man får. Mad, drikke, omsorg og kærlighed. Uden bekymring. Uden videre. I tillid til livet og i tillid til den eller dem, der gi’r hvad der er brug for.

Vi andre, vi voksne, vi mener alt for ofte, at man skal gøre sig fortjent til, det man modtager. Vi lever efter gengældens lov. Straf for forbrydelse, venlighed for venlighed, invitation for invitation, afvisning for afvisning og gave for gave.

Vi har frygtelig svært ved at forstå, at Gud er forudsætningsløs og betingelsesløs i sin kærlighed til os. Men glem al religiøs præstationsangst og moralsk ”go’-nok-hed”. Kun barnets ubekymrede, uoverlagte og helt igennem tillidsfulde tagen imod er kvalifikation. Pointen er, at der ingen kvalifikationer skal til!

At blive døbt er en begivenhed, der sprænger den gamle verdensorden. Dåben er en alliance mellem Gud og mennesket, et totalt brud på al verdens partivæsen med dens snak om lov og orden og regler og op og ned og rettigheder og krav og selvoptagethed.

Det er en alliance, der har spædbarnet som idol. ”Den, der ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, kommer slet ikke ind i det!” sagde Jesus. Fuldstændigt urimeligt og totalt verdensomstyrtende er det. Gud er som din far og mor. Og forholder sig til dig, som din mor og far forholder sig til dig.

DU kan godt vende dig fra dine forældre. Og ikke ville vide af deres kærlighed.  Men du kan ikke forhindre dem i at elske dig. Hvad du end gør, så er du dog deres barn.

Sådan også med forholdet mellem dig og Gud. Hvor du end er. Og hvordan du end er. Gud har adopteret dig. Det kan DU måske nok løbe fra. Men HAN vil aldrig løbe fra det. Gud gør sig til. Han ønsker at gøre dig til sit barn.

Det hele begynder med Guds urimelige, uretfærdige og ubetalelige kærlighed, Alle begreber om rimelighed og retfærdighed, aftjenelse og optjenelse i religionernes opføre-sig-pænt-verden ophæves af den kærlighed. Det forholder sig nemlig sådan, at kærlighed ikke er en følelse men et forhold. Kærlighed er en måde at forholde dig til hinanden på. Kærlighed er holdning og handling.

Det, du er i Guds øjne, det er ikke det, du kan præstere eller ikke præstere, alt det er ingenting. BEGGE DELE er ingenting, såvel på debet- som på kredit-siden. Det er det, der er befrielsen.

Det eneste, vi kan og skal gøre i forhold til det, er at tage imod. Det JA, som gudmor på barnets vegne om lidt skal sige, det er et JA TAK. At blive døbt er at sige ja tak til og tage imod Guds kærlighed. Den bedste måde at sige tak på er at bruge resten af sit liv på at leve af og i den kærlighed. Dåben er begyndelsen på et livslangt kærlighedsforhold. Og kærlighedens frugt er kærlighedens gerninger. 

Vi døber fordi vi har tiltro til Gud. Tro er ikke noget man HAR, tro er noget man ER. Det gælder om at VÆRE tro. Hvad skal vi være tro? Livet … ganske enkelt! Livet er det, vi har fået forærende. Når det kommer til stykket har vi ikke andet, end det vi har fået forærende, ganske uden egen indsats og egen fortjeneste.

Barnedåben er indgangen til den forståelse af verden. Dåben er en huskeseddel, der for altid minder dig om, at du ikke er dig selv og slet ikke dig selv nok.

Det udtrykkes i dåben tydeligt, når jeg – ligesom cowboyderne i filmene brændemærker kalvene – mærker barnet med korsets tegn… ”så alle kan se, at du skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus!” som det hedder med de gamle ord. Det er sådan set barske sager. At blive døbt er at blive en andens. Det døbte menneske er ikke sig selv! Det døbte menneske er Guds elskede barn.

Til lykke med, at I forældre har valgt, at det tilbud skal gælde jeres barn. Til lykke med, at I på jeres barns vegne tager imod Guds kærlighed.

Amen

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s