Nadverens ydre form – en misforståelse.

Det siges undertiden, at det ydre i en gudstjeneste er ligegyldigt, og at det afgørende er ordene. Det er næppe rigtigt.

Det æstetiske spiller en stor rolle, det smukke kirkerum, den fine udsmykning og den fine musik er alt sammen med til at sikre, at det guddommelige har så fine og rigtige rammer som muligt. Desuden er det helt afgørende, at intet i det ydre modsiger det indre budskab, og det er – desværre – netop det, der er tilfældet i den hidtidige, almindelige nadver-form i Danmark.

Det jødiske Påskemåltid.

Nadveren (ordet er gammelt dansk for ”aftensmad”) har først og fremmest sin baggrund i det måltid, som Jesus fejrede lige før sin henrettelse og opstandelse, sådan som det er overleveret i Det ny Testamente. Der var tale om det traditionsrige rituelle jødiske påskemåltid, men Jesus omtolkede ved den lejlighed betydningen af dette måltidsfællesskab.

Jesus tog bordets brød (som ved den lejlighed var ugæret brød, til minde om jødernes udfrielse fra Egypten), han takkede (han bad den traditionelle rituelle bord-bøn) og brød brødet (værten uddelte altid brødet, som man ikke skar i skiver, men brækkede i stykker). Samtidig sagde han, at brødet var hans legeme. Som brødet ”går i stykker”, når det brydes, går Jesus ”i stykker”, altså dør, og som det ene brød deles ud til de tilstedeværende, sådan skulle han blive en del af alle, og de skulle ved at spise af det samme brød, blive et fællesskab.

Dernæst sagde han, at når disciplene fremover gjorde det samme,  skulle de gøre det til hans ”ihukommelse”. Ihukomme er et gammelt dansk ord, der både rummer betydningen huske og mindes.

På samme måde tog Jesus måltidets vin, takkede og gav dem at drikke (man drak af samme bæger). Mens han gjorde det, sagde han, at vinen var hans blod (jøderne opfatter blodet som sæde for sjælen, altså blodet som udtryk for menneskets, og for resten også dyrenes, liv og identitet, deraf de særlige slagte-regler hos både jøder og muslimer). Dernæst sagde han endnu engang, at de skulle gøre det til hans ihukommelse.

Det kendte påskemåltid (der kan sammenlignes med vores juleaften) og den kendte festmad  (brød og vin) anvender Jesus altså til at skabe et nyt ritual. Et ritual er en ceremoni, hvor noget håndgribeligt får et indre, religiøst indhold ved at en handling ledsages af tydende ord.

De kristnes fællesskab

I kirkens først tid udviklede menighedens gudstjeneste sig med et fællesskabs-måltid som den centrale del. Man tog forskellige madvarer med hjemmefra, og afleverede dem til præsten. Efterhånden kaldte man det Offertorium, der betyder ”det der bli’r båret frem”, og noget af brødet og vinen blev indviet og anvendt ved selve nadver-ritualet (der efterhånden blev kaldt Communion, der betyder ”fællesskab”).

Den mad, der blev til overs, spiste man bagefter ved en slags kirkekaffe (efterhånden blev det kaldt Agape, der betyder ”kærlighed”). Man sørgede altid for, at der også fra dette måltid blev noget til overs, og det blev bragt ud til de fattige og syge i menigheden.

Oblaten

Omkring 1100-tallet begyndte menigheden i stedet for madvarer at medbringe mønter til gudstjenesten. Derved blev sammen-hængen mellem hverdagens fødemidler og det rituelle måltids ydre form svækket, indtil en eller anden fandt på, at det brød, der anvendtes ved Communionen, skulle have form af en mønt for at fastholde sammenhængen mellem det, menigheden bar frem ved gudstjenesten (offertoriet), og det, man modtog i nadveren. På denne måde opstod. oblaten. Ordet har igen med  ”det der bliver båret frem” at gøre og er det lille kiks-lignende brød, som er bagt af ugæret mel.

Men derved skete en markant ændring af symbolet i nadverens ydre form. Mens det ene, hele brød, brækket i stykker og uddelt til nadver-gæsterne, i sig selv udtrykker fællesskab, udtrykker oblaten i sig selv derimod det individuelle, personlige.

I vor tid er der yderligere sket det, at de oblater, som normalt anvendes i danske kirker, og som bages på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, er præget med et kors eller krucifiks. Begge dele har medført, at nadverens betydning af fællesskab er blevet svækket og nadver-brødet er i sig selv blevet ”religiøst”.

Nadveren som sjælden og privat begivenhed

Det private ved nadverforståelsen udviklede sig så meget, at man i Danmark helt op til begyndelsen af 1900-tallet skulle tilmelde sig hos præsten 24 timer før deltagelse i nadveren, dels for at nadvergæsten kunne forberede sig ved faste og bøn, dels for at præsten kunne holde styr på, hvem der deltog, idet nadveren blev brugt som middel for kirketugt (den tanke, at menigheden kun må bestå af både kirkeligt og juridisk ustraffede, ”pæne” personer).

Det betød også, at gudstjenesten kun ved visse lejligheder indeholdt nadver, og at menigheden derfor kun kunne deltage i nadveren få gange om året.

Vi ved således, at en af kristenheden store personligheder og flittige kirkegængere således kun har deltaget i nadveren 13 gange i sit liv og det kun ved de særlige fredags-altergange i Vor Frue i København

Nadveren som udtryk for fællesskab

  I de seneste generationer har der i Danmark udviklet sig en ny, men i realiteten altså gammel og oprindelig forståelse af nadveren, sådan at nadveren fra den nuværende gudstjenesteordnings indførelse i 1992 er blevet en fast del af enhver højmesse, hvorfor deltagelsen i nadveren er steget kraftigt.

Det må få konsekvenser for nadverens ydre form, sådan at denne igen bringes i overensstemmelse med det, den skal udtrykke: fællesskab med Gud i Jesus Kristus og derved fællesskab med hinanden, på trods af og på tværs af alle former for skel, både mellem Gud og os og mennesker imellem.

Hertil kommer, at flere og flere kirker har det som kaldes tavs uddeling, hvor tydningsordene kun udtales een gang samlet for hvert “alterbord”. Og enkelte steder synges der salmer under selve uddelingen.

Brød og vin

Det er derfor Menighedsrådet i Vor Frelsers Sogn har vedtaget et forsøg med en meget beskeden ændring af nadverens ydre form.

Vi anvender et af hverdagens almindelige brød. Kordegnen vil søndag morgen bage et brød nogenlund i den størrelse, som svarer til det vi har brug for. Præsten, “bryder” d.v.s. brækker det midt over som billede på Jesu død, og kordegnen uddeler et lille stykke af det fælles brød til nadvergæsterne. Vi anvender en almindelig, god rødvin, fordi det er en sådan de fleste af os drikker til vore særlige og festlige måltider. Vi må nok konstatere, at tanken om at drikke af et fælles bæger giver vor tid for mange hygiejniske problemer, hvorfor vi fortsat normalt anvender kirkens smukke bægre.

Rent praktisk betyder det, at såvel det at spise det lille stykke af brødet som det at drikke en anelse større mængde af vin gør, at det tager lidt længere tid, og at nadvergæsten derfor kommer til at knæle lidt længere ved alteret, men det giver gudstjenesten et roligere præg, og vi har fortsat mulighed for at synge gode salmer imens.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s