Kirken og medierne – et tilbageblik på fremtiden.                                                16.01.2008

Da jeg for 35 år siden satte mig i en mediestol, bestod kontakten mellem kirke og presse af præster, der også ville være journalister og pressefolk, der på en eller anden måde var i familie med kirken. Der var spændende folk iblandt. Rachel Bæklund, der var redaktør af Ekstra Bladets Kærlighedskarrusel. Hjalmar Havelund, der var god for en stabel præstehistorier og Helge Rasmussen, der var den første, der skrev en præste-klumme i et dameblad.

Så var der selvfølgelig Kristeligt Dagblad og Kristelige Lytter- og Fjernseerforening. Men de havde med deres navne placeret et kors på taget, og blev derfor kun besøgt af folk med særlig interesse for sagen. Mig har det altid forekommet mest interessant, når kirken er i medierne uden særlige kendetegn. Når kirken skal i medierne gælder det ikke om at for-kynde, men at for-midle, ikke om at over-sætte, men at om-sætte.

For resten var det pressen selv, der tog initiativ til, at kirken kom ind på min gamle arbejdsplads, Danmarks Radio, eller som det dengang i 20-erne hed: Statsradiofonien. Det var pressens folk, der sørgede for, at der blev transmitteret gudstjeneste i den spæde radio. Kirkens folk var imod. Og KLF var ikke opfundet!

I det hele taget må jeg konstatere, at det jeg kender bedst til, de elektroniske medier, har haft et langt bedre forhold til kirken, end det kirkelige rygte normalt fortæller. Danmarks Radio mødte kirken og dens budskab med positiv særbehandling. Og min erfaring siger mig, at det ikke er kirkens skyld. Eller for sen sags skyld til kirkens fordel.

Hvad ville der dog ikke være sket af skade, hvis man havde gjort som kirkens folk ville det? Først på det seneste er præster og kirkefolk begyndt at forstå, hvad det vil sige at skifte platform, som det hedder i dagens mediesprog. Det er det med at omsætte, der er sagen. Når kirken er i medierne, er det fordi medierne mener, at kunderne er fælles. Men måden, vi er fælles på, er forskellig. Jeg fik i 1974 ansvaret for to gudstjenester i radioen hver søn- og helligdag.

Det varede ikke længe, før jeg forstod, at det var galimatias med to gudstjenester. Jeg foreslog noget andet i stedet for den ene af dem. KLFs formand gjorde hvad han kunne for at forhindre, at det unge menneske fik sin vilje. Min ugudelige chef tænkte derimod professionelt, og vi fik således søndag morgen mulighed for at lave et samtaleprogram om os selv og det vi tror på. Det var ikke en elektronisk kirke, en sådan tror jeg ikke på, men det var (og er, for det eksisterer stadig) et program, der viste hen til kirken og dens gudstjeneste. Et brev fra dengang står stadig for mig som udtryk for det rette forhold mellem kirke og medier: ”Jeg er ikke religiøs, kunne ikke drømme om at gå i kirke, men jeg sætter vækkeuret til kl. 8 søndag morgen for at høre, hvad I i en åben og ligefrem form har at sige om det med tro,” skrev lytteren. Havde vi sendt en gudstjeneste, ville pastoren have talt for døve ører. For pointens skyld kan jeg ikke undlade at tilføje, at programmet stadig er det mest aflyttede på Program 1!

Jeg var ansat i Danmarks Radio som fagmand på lige fod med andre programmedarbejdere og var medlem af kulturredaktionen. Det var en god ordning, som også bekræftes af internationale erfaringer. Kirken skal ikke have sine egne folk placeret i medierne, men, så længe det er muligt, være en del af en almindelig medie-helhed.

Dengang var der en slags fælles overenskomst mellem kirken og medierne omkring det kirkelige. Religion var kristendom. I det daglige blev jeg kaldt kirkelig medarbejder, og ingen stillede spørgsmålstegn ved, at sådan en havde et positivt forhold til den sag, han skulle formidle. På en måde var kravet om objektivitet ophævet.

Men globaliseringen, den snart gammeldags ny-religiøsitet og den stigende indvandring af mennesker med anden tro har betydet, at kristendommen har fået en anden status i dagens medier. Det nye er altid det spændende for medierne, og derfor er det egentlig en naturlig konsekvens, at man ikke længere taler om en kirke-redaktion men om en tros-redaktion. Det har skabt store og nye udfordringer, som kirken knapt har opdaget.

Dertil kommer at i hvert fald DR nærmest har afskaffet begrebet fag-medarbejder. Alle skal kunne alle ting. Hvilket meget let fører til, at ingen kan nogen ting. Sådan rigtigt. Det er desværre en almen udvikling i medierne, som vi skal holde øje med. Udfordringen bliver større grundet det faktum, at chefredaktioner af enhver art nu om dage blander sig i alle detaljer. Naturligvis har en sådan ikke mulighed for at være vidende om alle programmernes emner.

Historien lærer os, at kirken i medierne har bedst af at være i faglige, professionelle hænder. Før var problemet mest kirkens. Nu er der meget der tyder på, at det er medierne, der skal holdes i ørerne. Det farligste for kirken nu er, at sagen bliver afhængig af folk, hvis forhold til tro stammer fra en bedstemor, der gik i kirke. Ingen sag tåler usaglig og ufaglig formidling.

I 80-erne og 90-erne var religion i medierne noget, der foregik i et hjørne af arenaen. Men dér i nichen kunne man til gengæld arbejde frit og uafhængigt, hvilket naturligvis lagde et stort ansvar på medarbejderne. Det får mig til at konstatere, at det væsentligste vi nu om dage kan gøre fra kirkens side i forhold til pressen er, at sørge for, at unge med viden om og kærlighed til kirken opfordres til at dygtiggøre sig i medieverdenen. Tiden for positiv særbehandling er forbi.

Tiden er også forbi, hvor det er gratis. Alle medier er overtaget af kapitalen, mange af dem er en del af underholdnings-industrien. Det betyder, at kirken bliver nødt til at satse både folk og penge, hvis den fortsat vil være med. de seneste tiltag rundt i stifterne er for intet at regne i den sammenhæng. Den glade amatørismes tid er også forbi.

Måske ligger fremtidens medie-muligheder bedre til for kirken og dens budskab. Hvorfor sende en gudstjeneste på landsdækkende TV, når den lokale gudstjeneste kan streames eller podcastes. Er det for avanceret, kan en DVD fra sognets gudstjeneste bringes ud til dem, som måtte ønske det. Det ville oven i købet medføre menneskelig kontakt. Gudstjeneste i TV er i sig selv et teologisk  problem, idet medierne gør os til tilskuere. Find en gospel-kanal i TV-pakken og bliv advaret!   

Hvis ellers det er rigtigt, at religion er kommet ind fra kulden (eller ringhjørnet), så tror jeg ikke det betyder, at forholdet mellem kirke og medier bliver bedre eller nemmere. Nærmest tværtimod, for nu vil alle være med. Selv Politiken har fået en kirkelig medarbejder!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s