En gammel kirkegængers ønskeseddel                           Kronik Politiken 27. august 2018                          

Jeg har været kirkegænger hele mit liv. Mine forældre bar mig ind i Skjern kirke, da jeg var 3 uger gammel, Her begyndte jeg mit liv som kristenmenneske. Nu har jeg så i 75 år tilbragt langt de fleste søndage i menighedens forsamling.

Mens jeg venter på endnu engang at blive båret ind i kirken, denne gang til min sidste gudstjeneste på denne jord, er jeg begyndt at systematisere det, jeg synes de 75 år har lært mig angående den gudstjeneste, jeg holder temmelig meget af. Men jeg må med årene konstatere, at der er en del jeg gerne så var anderledes.

Jeg har et stille håb om at noget nu vil kunne ske. Biskopperne har nemlig nedsat tre faggrupper, der skal samle op på gudstjenestens indhold som oplæg til en debat.

Jeg har haft alle de embeder der skal til, for at man kan holde gudstjeneste. Jeg har været klokker, graver, kirketjener, rengøringsassistent, kordegn, kirkesanger, organist og præst. De seneste år har jeg passet menighedens væsentligste funktion, nemlig det hellige, almindelige kirkebænke-embede.

Jeg har deltaget i gudstjenester i mange, meget forskellige kirker.

I mine 15 år som ansvarlig for Danmarks Radios gudstjenestetransmissioner blev det vel til omkring 25 forskellige kirker om året. Jeg kender Danmarks kirker indefra.

Jeg har ofte spekuleret på, hvorfor vi gør som vi gør. Det der med et græsk ord hedder liturgi. Det betyder noget i retning af offentlig tjeneste. Men  hvis alle Guds børn skal kunne være med. så skal  der være faste regler. Jeg er så glad for, at præsten ikke behøver at stå på hovedet og danse can-can for at fange menighedens opmærksomhed.

Jeg har konstateret, at reglerne, ritualerne, har det med at stivne, eller gro til med mos, sådan at meningen ikke længere er tydelig. Vi har trods alt holdt gudstjeneste i 2000 år. Der er sket et og andet undervejs.

Jeg studerede teologi i det meste af 60-erne. I teori og praksis blev liturgien mit studieobjekt og min lyst. Katolikkerne var på den tid på vej med væsentlige ændringer af messen, og vi lod os inspirere. Vi afprøvede og udvekslede vores ideer på kryds og tværs af sogne og byer. Vi lavede noget vi kaldte Værkstedskirken, De “voksne” kirkefolk syntes det var fint at vi havde fundet en sandkasse at lege i. Så havde de fred for os så længe.

Efterhånden var der tre forhold, der mere og mere tegnede situationen for os

1. Vi opdagede, at historisk viden er en befrielse. Det forholder sig nemlig sådan, at tradition er en lumsk rettesnor. Ordet kommer af det latinske tradere, og ud over det med at videreføre fortiden, så kan ordet også betyde at forråde. At være tro mod traditionen er ikke nødvendigvis at gøre lige som de gamle. For vores verden er ikke som de gamles. Måske er det nødvendigt at gøre det anderledes.   

2. Vi opdagede, at kirkebygningen og dens indretning er afgørende for den måde vi holder gudstjeneste på. Langt de fleste kirker er indrettede enten som oldtidens kejsers audienssal, eller som en teatersal. På scenen agerer de optrædende. Og vi tilskuere ser på. Ofte på stor afstand. Og skulle vi finde på at synge med, så er nærmeste tilhører nakkehårene  på den foran siddende. Sjældent ser vi hinanden i øjnene. Vores gudstjeneste er et overfrakkefællesskab.

Vi opdagede, at anderledes indrettede kirkerum giver mulighed for anderledes liturgi. Alteret kan komme fri af bagvæggen og blive det bord, liturgien egentlig har brug for som rekvisit.

3. Vi opdagede, at det er vigtigere hvad vi gør, end hvad vi siger. Liturgien – den fælles tjeneste – lever af sammenhængen mellem det vi siger og det vi gør. Men vi interesserer os næsten udelukkende for det vi siger. Ordet, der blev kød, men blev hurtigt ord igen.

Det drejer sig ikke om at hitte på noget nyt. Og slet ikke for at lokke inden for. Det drejer sig om at gøre det gamle nyt. En central kristen tanke.

Her kommer så et uddrag af den gamle kirkegængers ønskeseddel. Tegnet med bred pensel.

Afskaf præstekjolen.. Den danske folkekirkes præster er – stort set – de eneste der bruger den  Præstekjolen var borgerskabets søndagstøj i 16 -17 hundredtallet. Også borgmesteren og bageren bar den. Den spøjse krave er for øvrigt en hagesmæk til at tage pudderet fra parykken. Men da borgerskabet tog noget mere behageligt tøj på, beholdt præsterne den sorte kjole. Når noget bliver gammelt, bliver det religiøst, det bliver noget særligt Det ærgrer mig.

Ritualbogen taler om rette præsteklæder. Der menes ikke præstekjolen. men derimod den hvide kjortel, albaen, og messehagelen. For øvrigt er præstekjolen aldeles upraktisk. Kold om vinteren, Varm om sommeren. Der findes mange udmærkede alternativer rundt om i kristenheden, for selvfølgelig skal præsten have en uniform, så det private tøj ikke distraherer.

Afskaf indgangsbønnen. I den klassiske messe begyndte gudstjenesten med at præsten bad en såkaldt trinbøn, mens han gik op til alteret, hvor han bad Gud om vi måtte begynde forfra igen, trods alt det der siden sidst var gået galt. Luther omskrev bønnen  til en salme. Af dybsens nød o Gud til dig vort bange råb vi vender. Den sang menigheden hver søn- og helligdag i 100 år. Så kunne man ikke mere. Der var bl.a. skrevet nye salmer med en noget lysere tone. Men pietisterne mente at det også kunne blive FOR lyst.  I 1680-erne indforskrev man derfor en bøn fra Tyskland. Tre hovedsætninger fordelt på 90 ord. Som kun tysken kan det. Men da kun få kunne læse, måtte degnen lære folket den ved at læse den højt. Indtil den sad fast. Men vi er åbenbart tungnemme. For på søndag læser degnen den igen.. Nogle steder med de gamle ord. De fleste steder med nye. Præsters hittepåsomhed er stor. Men det ændrer ikke på, at den er en misforståelse. Igen engang: Vi er den eneste kirke i kristenheden, der begynder gudstjenesten sådan. Der findes i det internationale liturgiske landskab mange udmærkede alternativer for at indlede gudstjenesten på.

Afskaf salutationen. Det betyder hilsen og er det første pastoren siger. Det opfattes som et goddag. Det er i den klassiske messe en slags jingle. Oprindelig anvendt 7 gange.nigheden skulle have nogle holdepunkter, for at kunne følge med. De forstod ikke de latinske ord.

Den indgår i gudstjenestens indledning. Hvis vi regner præludiet (forspillet) og den første salme med, er der fem begyndelser af gudstjenesten.

Den femte indledning er en bøn, kollekten. bøn. Der findes en række gamle og meget smukke, almene bønner. Samt en række, skrevet af en af Luthers medarbejdere, men de er oprindelig bønner EFTER en lang prædiken og henviser til bibelteksten og prædikenen. Anvendt i begyndelsen af gudstjenesten, hvor de fleste intet ved om tekst og tema, er de udtryk for en kirkelig indforståethed, som er typisk, men ligegodt forkert.

Mange præster anvender nyskrevne bønner. De har oftest det problem, at de mere er digte end bønner. Desuden skæmmes de af, at de kommer til at fortælle Gud noget,  han godt ved i forvejen. I det hele taget skal vi passe på ikke at overfylde gudstjenesten med bønner. Især pastorens private af slagsen. Det er jo fælles tjeneste!

Fjern dåben fra højmessen. Det er en moderne opfindelse. Både  dramaturgisk og folkeligt er den gal. Dåben har aldrig været en del af højmessen,  Lige som vielsen er den en såkaldt kirkelig handling. Grundtvig blev døbt hjemme, Kierkegaard en fredag formiddag i Helligåndskirken. Ellers blev børn i 1800-tallet døbt EFTER højmessen om søndagen. De  uægte børn dog først, når de andre var gået hjem. Vi har som kirke historisk set meget at skamme os over.

Dåbens placering i selve højmessen er ikke mere end 130-40 år gammel. Det var Grundtvig der fandt på at dåben også var et anliggende for menigheden. Under enevælden var dåb en borgerpligt og alene en familiebegivenhed.

Den gudstjenstlige trosbekendelse er historisk set den nikænokonstantinopolitanske bekendelse. Luther omsatte den til en salme, som blev sunget hver søn- og helligdag indtil midt i 1700-tallet, Så holdt man op med at synge faste salmer, herunder  denne. Og den danske højmesse var uden nogen form for trosbekendelse, indtil de grundtvigske i slutningen af 1800-tallet tog den  med op på prædikestolen. Men det var dåbs-bekendelsen de valgte og desværre  glemte de, at forsagelsen IKKE hører med  Den er den sidste rest af oldkirkens forskellige former for dæmonuddrivelse inden selve dåben.

Vi er – igen engang – den eneste kirke der indleder trosbekendelsen med forsagelsen. Måske fordi vi har mere brug for at forsage djævelen end andre!. Men den er altså en misforståelse.

Vi er den eneste kirke, der har dåb ved en højmesse, sådan stort set. Alternativet er særlige dåbsgudstjenester, hvor dåbsmenigheden slipper for at skulle opleve sig som udenforstående statister i en forestilling, de ikke har ønsket at deltage i. Til ærgrelse for både  dem og for søndagsmenigheden.

Særlige dåbsgudstjenester har jeg mange og kun positive erfaringer med. De burde være en folkekirkelig forpligtelse. Så kunne vi samtidig arbejde med at finde nye ydre udtryk for dåbens indhold. De tre håndfulde vand udtrykker ikke  dåbens mening  klart nok. Den var klar og tydelig den gang man dyppede barnet helt ned i vand – dyppe og døbe  er det samme ord. Alle vandets symbolske sider var tydelige, det opfrisker og det renvasker, ud over at det på en gang er både livsnødvendigt  og dødsensfarligt.                      

Efter den livsfornyende ceremoni fik barnet den hvide kjole på. Et klart og tydeligt symbol. Nu har barnet den på fra begyndelsen. Det dramatiske symbol er væk.

Afskaf Den apostolske Velsignelse. Den giver ingen liturgisk mening. Og den tager glansen af den senere så stærke Aronitiske Velsignelse.  Den dukkede op efter  prædikenen på den tid, hvor de grundtvigske tog alt med op på den ophøjede talerstol. Gudstjenesten var ord. Oftest var der ingen nadver. Det er først vores nuværende ritualbog, der har den med som en fast del af enhver højmesse. Og tak for det!

Afskaf ordet nadver. Sammen med  tyskerne er vi de eneste, der kalder  Herrens Måltid for aftensmad. Vi bruger oven i købet vore oldeforældres ord. Ganske vist skete nadverens indstiftelse ved et måltid om aftenen. Men det er ikke pointen. Det bliver ikke spor bedre, hvis vi siger altergang. Katolikkerne kalder det fællesskab – communion. De ortodokse siger eukaristi –  taksigelse. Vi bruger tomme ord. Jeg bliver så sorrigfuld,

Herrens Måltid er nemlig højdepunktet for mig, også selv om det vi gør ved nadveren for mig er gudstjenestens største misforståelse. Da Jesus om-tydede det jødiske påskemåltid – jødernes juleaften – gav han et genialt tegn til sine disciple og os, der skal have alting ind med skeer.

Det var et særligt brød, Jesus brugte. Massot kaldet. Det er stadig jødernes påske-brød. Ugæret, til minde om begivenhederne ved deres befrielse fra Egypten. Det ligner det store runde knækbrød, som svenskerne laver. Brødet er mig, sagde Jesus, Og jeg bliver en del af jer, når I spiser det. Som den syvårige sagde det, efter at have deltaget i nadveren ved en børnegudstjeneste i Filips kirke: `Nu går jeg hjem med Jesus i maven`. Amen. Ved nadveren bliver vi i god forstand sammenspiste med såvel Jesus Kristus som med hinanden ved at få del i det ene brød.

Men i stedet får vi hver for sig en besynderlig kiks med et krucifiks på, igen noget særligt religiøst, ofte tør og næsten uspiselig. En dyb betydning er ødelagt. Det er blevet til et privat foretagende, uden det oprindelige stærke udtryk for fællesskab.

Min gamle kirkehistorie-professor Torben Christensen mente, at oblaten – ordet betyder det som bæres frem`- kom ind i billedet, da samfundet i 1100-talet skiftede fra bytte-økonomi til penge-økonomi. I stedet for at have brød og vin med hjemmefra, som menigheden fik igen i nadveren, så samlede man penge ind – det såkaldte offertorium. Således forsvandt sammenhængen mellem det daglige og det særlige. Indtil en kvik person fandt på at forme et lille brød som en mønt. Men derved gik en væsentlig pointe i handlingen tabt.

Og det med vinen. Oftest en slap hedvin. En særlig kirkevin ligefrem. Igen privat, med de såkaldte særkalke i modsætning til det fælles bæger, som stort set alle andre kirker i kristenheden bruger. Jeg har ikke set nogen statistik der påviser, at andre kristne har større sygdomsfrekvens end danske lutheranere.

Desværre er det vigtigste symbol i nadverens vin vel nok umuligt for os at fange. Men for jøden ligger livet i blodet, derfor de særlige slagteregler. Og når Jesus siger, at vi skal drikke hans blod, er det udtryk for den jordrystende melding, at vi får del i hans liv.

Der er mange andre dele af gudstjenesten, jeg kunne nævne som udtryk for misforståelser. Men dette får være nok som den gamle kirkegængers ønskeseddel til fornyelse og forandring. For jeg vil så gerne være traditionen tro.

Det har været mit livs erfaring, at når det vi gør og siger er klart og tydeligt, så kan vi bedre forstå hinanden. Og for øvrigt er der ingen grund til at vi gør Helligåndens arbejde vanskeligere end det i forvejen er.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s