Dåbsgudstjeneste – en folkekirkelig nødvendighed.

Dåbsgudstjenesten er en historisk virkelighed!

Historisk viden er ikke en sur pligt eller en speciel teologisk disciplin. Den er et godt arbejdsredskab til gudstj. den nødvendige, stadige fornyelse. Er der problemer med gudstjenestens liturgi, så vil historisk viden ofte vise hvorfor og vise veje til forandring. Liturgisk fornyelse er altid sket ved lovbrud. Historisk viden er befriende!

Lige siden oldkirken har der været flere slags kirkegængere og deraf følgende flere slags gudstjenester. Det har vi blot glemt i vor tid, hvor vi taler højstemt om højmessen som gudstjenestEN. Det er i den sammenhæng at vi skal se dåben.

I oldkirken var der faste dåbs-terminer. Visse dage, ofte ikke-søndage, var der masse-dåb, f.eks. påskelørdag. Det hang sammen med, at der oftest var tale om konvertitter/voksendåb. Dåb forudsatte forudgående oplæring.

Da kirken blev etableret/den romerske kirke var messen et så sammenhængende hele, at dåb altid fandt sted som en begivenhed for sig, uden forbindelse med messen. Oftest i særlige dele af kirkerummet, de såkaldte baptisterier.

Reformatorerne argumenterede for, at dåb (OBS ligesom vielse og begravelse) skulle finde sted om søndagen i forlængelse af prædiketjenesten, som højmessen blev kaldt.

Fra slutningen af 1600-tallet bliver dåben mere og mere en privat handling. Den finder sted i kirken, men spredt ud over hele ugen. Kirkeritualet af 1685 forsøger at vende tilbage til og fastholde, at ”ægte-folks børn døbes straks efter prædiketjenesten, mens horebørn i kiøbstæderne skulle døbes efter tolv slet….”. I en beretning fra midten af 1800-tallet hedder det, at præsten i byerne henad kl. 14 skulle have lov til at gå hjem og spise frokost… for således forfrisket at vende tilbage til resten af dagens vielser og begravelser!

Men kampen var forgæves. I løbet af 1700-tallet bliver hjemmedåb det mest almindelige. Den ene af vore kirkefædre, Grundtvig, er således døbt derhjemme i præstegården i 1783, den anden, Kierkegaard, er døbt torsdag d. 3. juni 1813 i Helliggeist Kirke på Strøget i København. I midten af 1800-tallet vender dåben igen tilbage til kirkerummet om søndagen. Man skal huske, at søndagen dengang var eneste fridag og derfor også en praktisk dag.

Da Grundtvigs teologiske eftersnakkere og efterfølgere for lidt mere end 100 år siden fik mere og mere magt over den kirkelige praksis, begynder dåben at dukke op i selve prædiketjenesten/højmessen. Men altså først i begyndelsen af 1900-tallet!

Samtidig får en sagt trosbekendelse plads i gudstjenesten, men desværre den forkerte, nemlig dåbsbekendelsen. Derved fik vi en absolut dumhed indført, nemlig forsagelsen med ved trosbekendelsen i gudstj.   Liturgisk sjusk!

Den danske Folkekirke er den enste der har den med i trosbekdelsen ved gudstjenesten.

Men da dåben ikke har sin historiske plads dér, findes der flere forskellige, lokale traditioner. Biskoppernes vejledning fra 1949 siger: ”Dåben finder under gudstjenesten sted straks efter salmen efter prædikenen… hvor praktiske grunde taler derfor kan handlingen dog henlægges til efter evt. altergang.”

Gudstjenesteordningen fra 1992 tillader fire forskellige placeringer af dåb i højmessen. (På trosbekendelsens plads, i tilknytning til 1. læsning, efter salmen efter prædikenen eller efter nadveren. Et femte sted kendes også, nemlig i forbindelse med første salme)

Det er alt sammen traditionshistorisk et udtryk for, at dåb ikke har historisk hjemstedsret i højmessen. Desværre fortsætter seneste dåbsforordning fra 2. jan. i år med at hævde, at dåben finder sted ved søndagens gudstjeneste… dog med den tilføjelse, at den kan foretages på et andet tidspunkt efter aftale med præsten. Altså en privat aftale…. Pinligt!

Vedr det historiske:

Udviklingen går hurtigt:
Jeg blev døbt to uger efter min fødsel. Sådan var det dengang (1942)…. nu finder dåben som regel sted flere måneder efter ofte i forbindelse med lovgivnings krav om navneregistrering 6 måneder efter fødslen. I min snart 40-årige præstetid er der sket en udvikling fra få familiemedlemmers deltagelse til hele familie- og vennekredsens deltagelse.

Her kommer fem gode grunde til afholdelse af faste, offentlige dåbsgudstjenester:

1. Vi lever ikke længere i en enhedskultur. Den kirkelige situation i vor tid har mange lighedspunkter fælles med situationen i oldkirken. Hvad enten vi kan lide det eller ej består folkekirkens medlemmer af to hoved-grupper: De folke-kristne og de kirke-kristne. Begge grupper har lige berettigede krav på, at deres kultur og traditioner bliver taget alvorligt. Det er et af kriterierne for, at vi kan kalde vores kirke for en folkekirke, at der i mødet mellem folk og kirke er en rimelig balance mellem folkelige forventninger og teologisk nødvendighed. Det gælder f.eks. hvad angår genkendelighed og sangbarhed i valget af salmer. En folke-kristen dåbsmenighed vil gerne synge Nu titte til hinanden. En kirke-kristen højmessemenighed kan ikke holde til at tittte til hinanden hver søndag. Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er at tage vores folkelige situation alvorligt.

2. Hvis man vil hævde, at dåb er optagelse i menighedens forsamling i den forstand, at den højmesse-fejrende menighed skal være fysisk tilstede, så har man et problem, men problemet består i, at man har et problematisk kirkesyn. (Og det er pudsigt nok oftest grundtvigsk orienterede, der argumenterer med højmessemenigheden som værende menigheDEN!) Menigheden er HELE menigheden, og den består både af den special-menighed, som dåbsbarnets familie er, og af den special-menighed, som om søndagen samles til den special-gudstjeneste, som kaldes højmesse.

Der findes ikke ÉN gudstjeneste men flere, forskellige gudstjenester. Gudstjenesten har flere ben. Eet ben er højmessen, et andet er dåbsgudstjenesten. Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er at tage menigheden alvorligt.

3. Uanset hvor dåben placeres i en højmesse står den i fare for at ødelægge det liturgiske hele, som en højmesse er. Under alle omstændigheder vil sammenhængen mellem de gennemtænkte bibelske læsninger slås i stykker, og gudstjenestens kirkeårsbundne drama ødelægges. Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er at tage højmessen alvorligt.

 4. I en tid, hvor det rituelle igen er ved at få betydning for folk, er det vigtigt at liturgien i kirkens gudstjenester er enkel, klar og gennemskuelig. Med få pædagogiske tiltag kan folkekirkens stærke dåbsritual komme til at stå mere klart for alle i menigheden. Det er en mere og mere anerkendt liturgisk kendsgerning, at det afgørende for deltagelse i og forståelsen af et ritual IKKE så meget er ritualets ord, men ritualets form.

Ritualer har en tendens til at stivne i en undertiden misforstået eller svært forståelig form. (Expl. udviklingen omkring dåbsvandet.) Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er at tage dåben alvorligt.

5. Dåbsgudstjeneste er en fin oplevelse for alle deltagere. I stedet for fem kvarters mareridt for såvel den dobbelte menighed som de dobbelt bebyrdede kirkelige medarbejdere får alle en god og indholdsmættet gudstjeneste. Afholdelse af faste dåbsgudstjenester er en gave til alle.

Praktiske forhold:

Jeg har i en årrække haft mange herlige oplevelser ved afholdelse af særlige, faste og i kirkeblad etc. annoncerede dåbsgudstjenester som sognepræst ved Vor Frelsers Kirke i København. OG KAN MED STOLTHED SIGE, AT JEG I DE 8 ÅR ALDRIG HAR HAFT DÅB VED HØJMESSEN!

 Her kommer nogle af de praktiske erfaringer:

Dåbsgudstjenester finder sted, når det passer menigheden!                                            Lørdag kl. 12 har vist sig at være et godt tidspunkt. Så kan tilrejsende nå frem, og man har en fridag til at hvile ud i! De afholdes to til tre gange om måneden som en offentlig, annonceret gudstjeneste. Kun under ganske særlige omstændigheder holdes der private dåbshandlinger.

Dåbsgudstjenester indeholder præ- og postludium, fire salmer, prædiken (hvor såvel kirkeåret som dåben er ”dagens tekst”) og dåbsritual som forordnet, men med særlig afslutningskollekt.

Dåbsgudstjenester samler fra et til fem børn, svarende til en menighed på 20 -200 mennesker.

Dåbsforældrene mødes med hinanden og præsten i forvejen, hvor der udfolder sig en god samtale om dåbens indhold og betydning og hvor gudstjenestens salmer vælges. Mødet med dåbsforældrene og det fælles forarbejde er i sig selv en stor gave til præsten!  Der kan vælges salmer uden for salmebogen, idet der trykkes et særligt salmeblad indeholdende såvel Trosbekendelsen som Fadervor. På den måde kan alle deltage.

Dåbsgudstjenester giver mulighed for lægfolks naturlige medvirken. En mor beder den særlige afslutningsbøn, en farfar læser dåbsbefalingen og en fadder læser børneevangeliet. Igen en af de gode gaver ved dåbsgudstjenesten. Jeg glemmer aldrig de pårørendes store glæde ved at få lov til at medvirke!

Dåbsgudstjenesten giver anledning til at tænde et dåbslys og udlevere af dåbsbibel/børnebibel som en del af selve dåbshandlingen, hvorved der skabes en meningsfuld henvisning til og sammenhæng med dåbsoplæringen. Ved selve dåbens begyndelse begrundes dåbslyset (”Jeg er verdens lys, I skal være lys i verden”), det udleveres til en af dåbsfamilien i forvejen udpeget person (fadder, større søskende el. lign.) og bæres af denne gennem resten af gudstjenesten.

Dåbsgudstjenester er en folke-kirkelig nødvendighed!

 

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s