I fælles glæde                                                                             28. marts 2014

Jeg vil fortælle, hvad der skete for mig torsdag d. 6. marts 2014 og ikke mindst hvad det har betydet.

Det var en ganske almindelig torsdag i mit pensionist-liv. Stille dage. Enkle men meningsfulde oplevelser og opgaver. Den dag sagde kalenderen: Til fitness om formiddagen, derefter hos frisør Guri på Christianshavn og sidst på eftermiddagen til Sortedammen for at passe børnebørnene Alma og Felix.

Efter morgen-mad ved 8-tiden – men uden morgen-bad, fordi der skal bades efter fit – et par omgange spil på PCeren, før tasken pakkes. Så af sted: ”Farvel Vi ses!” Som sædvanlig lader jeg cykelhjælmen ligge og tager i stedet den tykke strikhue. Torsk! Elevator ned. Torsk nr. 2. Det ville have været gratis fitness at ta’ trappen. Ind i gården efter cyklen. Tasken er lidt bøvlet på bagagebæreren. Men jeg får da svunget benet over og kommer af sted. Ned ad Finsensvej, over Fasanvej. Videre ad Howitzvej.

Her standser det, som vi kalder erindring. De næste tre døgn ved jeg intet om. Men ved hjælp af lægejournaler og ikke mindst mine nærmestes øjenvidneberetninger kan det rekonstrueres:

Klokken er 10:23. Jeg ses stående af cyklen men falder straks sammen. En forbipasserende må have været den første af en lang række af Guds sundhedsfaglige engle, der netop den dag havde fået til opgave at passe mig! Notaterne i journalen kunne tyde på, at han/hun har givet den første hjertemassage. Men Frederiksberg Brandvæsen har registreret et alarmkald kl. 10:24. To reddere og en akutlæge sendes af sted. Der er mindre end 200 meter fra stationen til det sted på Finsensvej, hvor jeg tydeligvis har fået hjertestop, ventrikelflimmer hedder det vist i fagsproget. De er fremme i løbet af 1 minut og påbegynder deres arbejde, dagens tre næste engle! Journalen siger: Der opstartes straks HLR. VF ved ambulancens ankomst. Bevidstløs med let egen respiration i løbet af 8 minutter. Derefter arbejder de i ca. 10 minutter i ambulancen, (Jeg ved ikke hvad alle de tekniske noteringer betyder).

De har måttet klippe mit tøj i stykker. Det eneste ydre tegn på mit møde med asfalten er et skrabet højre knæ. En eller anden har været så venlig at rejse cyklen op. Peter kører en af de følgende dage forbi og finder den stående op ad et træ. Den er uskadt, nu står den igen i sit stativ i vores gård. Det skal vare endnu nogle uger, før jeg må bestige den!

Tasken med sko og fitness-tøj har vi fået. Men mine nøgler synes at være væk. En dag går Elsebeth forbi brandstationen og spørger til dem. ”Nej, der er ingen nøgler her.” ”Måske er der nogen af dem til stede som var med ved nødopkaldet d. 6.3.,” spørger hun receptionisten. Denne tjekker og konstaterer: ”Ja, de er her.” ”Vil du spørge om jeg kan få lov at hilse på dem, for de har sagt på Rigshospitalet, at de har gjort et meget fint stykke arbejde.” Receptionisten ringer derop… og Elsebeth lytter med: ”Der er en pårørende der gerne vil hilse på, og sige tak… Rigshospitalet har rost jer. Vil du komme ned?”   ”Nej, det kan jeg ikke klare!” siger redderen. ”Nå, men så siger vi du er ude på en opgave” siger receptionisten og blinker medvidende til Elsebeth. Vi er i grænselandet mellem liv og død. Og vi er mennesker. I morgen en ny livssituation, men derhjemme er det hverdag. Hver dag. Der er nok en grænse, som det er vigtigt at respektere! Men bare de er klar over, at det, som for dem er dagens arbejde, for os andre er et spørgsmål om liv eller død.

Tilbage til torsdag d. 6. marts. Via opkald fra ambulancen aftales indlæggelse på Rigshospitalets Hjerteklinik B, akut modtagelse. Journalen siger: 71 årig mand indlægges efter genoplivet hjertestop. Svedende, rystende, blussende, med åbne øjne, men reagerer ikke på tiltale. Jeg indlægges direkte på Hjerteafdelingen, uden om Traumecenteret. I de næste tre døgn kommer og går en hær af engle i undersøgelsesrum 14, afsnit 2143 på Rigshospitalet. Læger, sygeplejersker, portører, rengøringspersonale. Men først og fremmest mine nærmeste. De sidder der i døgndrift. Holder mig i hånd. Forsøger at kontakte mig. Forsøger at holde hinanden oppe. Og holde situationen ud. Ingen ved, hvordan det vil gå. Journalerne fortæller om, at der straks foretages CT-scanning af hjernen. To gange endda. Så vidt jeg forstår handler det om at få klarhed på, om der har været blodpropper i hjernen. Det synes ikke at være tilfældet! Et par gange i det første døgn får jeg ligeledes KAG, scanning af kranspulsåren med henblik på at lokalisere evt. blodpropper i hjertet. Også her frikendes jeg.

Journal-notaterne fortæller om undersøgelser og samtaler lægerne imellem. Hvad kan være årsagen? Når det nu efterhånden viser sig, at pt. faktisk har en ganske god konstitution. Der skaffes materiale fra den hjerteklinik, hvor jeg har gået jævnligt det sidste års tid. Elsebeth oplyser, at jeg netop har været igennem et rosen-angreb, som er behandlet med antibiotika. Ikke desto mindre har jeg meget høje infektionstal, der tyder på ubehandlet betændelse et eller andet sted. Så vidt jeg ved, er der stadig ikke fundet nogen egentlig årsag til hjertestoppet, men man er vist mest indstillet på, at det har at gøre med en bivirkning af den blodfortyndende medicin, jeg har fået igennem flere år.

I min beretning her er det ikke det centrale. Det helt afgørende er det, som jeg langsomt er ved at sammenstykke ud fra spredte bemærkninger fra min familie og yderst få egne erindringer. Med en eller anden form for smil kan jeg ikke undlade at sige, at jeg gerne havde oplevet det som skete omkring mig i de døgn, hvor jeg var i respirator og var nedkølet. Jeg husker som sagt ingenting. Ved ingenting… og dog sker omkring mig noget af det væsentligste i vores families liv.

De taler om, hvordan jeg vil være, når/hvis jeg kommer igennem. Effektive Jakob slår op… han kan skabe overblik og være handlekraftig selv i et følelsesmæssigt kaos. Kun 10 % af dem, der får hjertestop uden for et hospital overlever. Af disse vil mange have livsvarige men. Tilbage bliver få procent, der kommer igennem med det meste i behold. Nu ved vi, at jeg hører til de få procent!

I et par døgn er jeg helt i maskinernes vold, nedkølet desuden. 35,5 grader. Slanger ud af munden. Kateder. Jeg som hader at børste tænder, fordi selv en tandbørste gir mig brækfornemmelser. De fortæller at jeg gør vrøvl med fagter og lyde, da en sygeplejerske forsøger at lægge tamponer i munden for at jeg ikke skal bide for meget i slangerne.          De er utrolig kompetente, de tre-fire sygeplejersker, som er om mig i døgndrift. Janne, Sanne, for slet ikke at nævne hende, som de mener hed Lisa, en superdygtig og meget yndig kvinde af asiatisk oprindelse. Endnu en grund til at jeg ærgrer mig over ikke at have været ved bevidsthed!

Jeg er kraftig dopet. 1000 gange mere, end man ville give en hest, påstår de, at man har sagt! Men nu er det tid at forsøge at komme ud af koma og respirator. Og det værste døgn begynder, fortæller familien. Marianne indgår en pagt med mig: Du skal kun vågne op, hvis du er tilfreds med at være den du er, når du vågner!

Fredag kl. 14 begynder nedtrapningen. Det går op og ned. På en skærm kan man se hvordan. De blå streger betyder, at det er maskinen, der trækker vejret for mig. De brune streger er mig selv. Det skifter mellem hvem der har ”magten”. Mens jeg fryser og ryster. De gir mig et ”bjørnekram”. Det er slags luftmadras af papir, som de sender varm luft ind i. Det synes at hjælpe. Langsomt når jeg de 37 grader.

De prøver at få kontakt. ”Mogens” siger sygeplejersken hundreder af gange. Jeg hører når de kalder. Vender mig mod lyden. Men øjnene viser tydeligt, at jeg ikke kan se dem. Det lykkes ikke før hen ad tredjedagen. Da er jeg kommet op at sidde. Sygeplejersken stiller en kop på klapbordet foran mig. ”Værsgo’ Mogens. Så er der kaffe.” Jeg løfter langsomt højre arm og bruger den som en klo for at trække kruset hen til mig. Først efter nogen tid bliver jeg klar over, at man skal bruge fingrene og tage i koppens øre. Da jeg gør det siger sygeplejersken: ”Så er han godt på vej”. Der er også noget med, at mine afværge-reaktioner viser hvordan min tilstand er. Hvis jeg søger indad, beskyttende, er det dårlige tegn. Hvis jeg fægter vildt og åbent, er det godt. En læge ser, at jeg åbner mig mod verden. ”Fint, så er han godt på vej”, siger også han.

Elsebeth og børnene taler om hvordan vores hverdag må blive. Uanset hvordan, så bliver det et nyt liv. Der er det med bilen, I forvejen har jeg problemer med øjnene. Måske bliver det værre, så jeg helt får taget kørekortet. Og Elsebeth kan ikke lide at køre vores go’e gamle Toyota. Har faktisk ikke gjort det i mange år. Hun vil hellere ha’ en af de nye små biler! Vores dejlige bil-Peter er ved sengen så meget han kan. Han er paralyseret. Er den indadvendte. Ikke nødvendigvis den nemmeste måde at reagere på! Men han har øje for sin mors behov, er konstant ved hendes side, fast som en klippe. Naturligvis er det ham, der nu er i gang med forslag og overvejelser om det med bilen!

Jeg vil være med til at bestemme! Men jeg kan jo ingenting, ved ingenting, er ingenting….. eller? Noget må jeg være, for de er om mig hele tiden. De to store børnebørn Viktor og Kristoffer er der. Studenter, der her får deres første konfrontation med døden. De optræder som portører. Løfter den gamle morfar op, han kan ikke selv stå, men har åbenbart godt af at komme op. De siger noget sjovt. Jeg kan ikke lade være med at grine. Men det gør rasende ondt i brystet at grine. DEN smerte husker jeg, ikke selve situationen, men det skal nok være sandt. Jeg kan se det for mig.

De taler fortsat om både det ene og det andet. De har stadig ikke fortalt mig det hele. Det skal de heller ikke. Marianne – den stærke og dygtige, elskede datter – er som professionel fysioterapeut stærkt optaget af, hvordan hendes far ligger og hvad min krop ellers fortæller. Og hun er efter plejepersonalet, om de nu også gør som de skal! I sin omsorg og sin nærhed er hun IKKE den professionelle, men den nære og kære. Jeg tror det slider hårdt på dem alle sammen. Men jeg er sikker på, at deres nærvær, kærlighed og omsorg har været det mest helbredende for mig. På skift er familien hos mig hele tiden. Robert er der. Hans kærlighed til Marianne og til vores familie viser sig tydeligt. Han taler meget til mig. På engelsk. Og jeg svarer på engelsk… Godt engelsk, siger Robert endda. Utroligt.

Alle satte eget arbejde og egne opgaver til side. Svigerdatter Sophie, uvurderlig optimist, især for Jakob, når han har brug for at føle og ikke blot handle. Svigerdatter Tine, hvis mor selv har været truet af alvorlig cancer, men som også forstår at have tingene på fornuftig afstand. Det var hårde døgn for alle. Måtte I alle snarest komme gennem eftervirkningerne!

Allerhårdest har det selvfølgelig været for Elsebeth, min elskede hustru. Vi har haft et hårdt år sammen. Flytning. Stress. Hun har været indlagt med usikkerhed om art og omfang. Glæden over at bo et nyt og godt sted blandet med visheden om vor egen forgængelighed og livets skrøbelighed har præget det sidste års tid. Men det her har nok været det hårdeste for Elsebeth, angsten og den direkte konfrontation med døden og ensomheden. Måtte det kunne føre noget godt med sig!

Tredje døgn. Jeg er kommet igennem. Og har begyndende oplevelser lagret i erindringen. Det første jeg kan genkalde mig er søndag, hvor alle de 4 mindste børnebørn er der. Jeg fornemmer dem stående omkring mig. Sine og Felix har lavet tegninger. Sine en snemand, Felix et hjerte. For at jeg ikke skal være i tvivl har den store skoledreng fra o klasse skrevet JERTE. Jonathan står beskyttende bagved, men forrest står Alma, betuttet kiggende på farfar med slanger i næse og hals. Tak at I var der! Og er der!

Min storesøster Ester er kommet fra Israel for at være hos mig. Hun har boet dernede i 45 år. Har arbejdet som sygeplejerske på et stort hospitals skadestue. Søndag lander hun og er hos mig dagligt de næste mange dage. Fantastisk! Hendes dybfølte bekymring for mig gjorde det nødvendigt for hende med egne øjne at se, at jeg ikke var en grøntsag. Elsebeth har fortalt, at synet af min storesøster for første gang bragte tårer frem hos mig. Måske gik alvoren først op for mig ved dette gensyn.. Min lillebror Kaj Åge har sørget for, at hun kunne komme! Han var hos mig på korte visitter. Det er hårdt det med hospital og at se sin bror i den tilstand, det er jeg sikker på!

På et tidspunkt banker det forsigtigt på døren. En yngre sygeplejerske spørger: ”Må jeg forstyrre et øjeblik? Jeg var med til at tage imod dig i torsdags, og nu siger de, at du sidder oppe i en stol. Det MÅTTE jeg se med mine egne øjne!”

Der er nogen der har brugt ord som Under – Mirakel – Opstandelse. Jeg ved, at jeg i mange prædikener om Jesu helbredelser har spurgt mig selv og menigheden, hvad det kan betyde for os, at en eller anden blev rask – måske ligefrem blev genoplivet – for 2000 år siden. Og jeg ved, at jeg har forsøgt at sige noget om, at der hver dag på vore hospitaler sker små og store undere. Og at de er udtryk for Guds fortsatte skabelse og omsorg for os. Det er ikke miraklerne, der skal føre os til tro, men det er troen der gør det muligt for os at se livets mirakler og Guds engles færden imellem os.

Det er også nu min væsentligste tanke: Ikke at jeg – i modsætning til de 90% der IKKE overlever – er særlig udvalgt eller elsket. Selv om det vel har været i en form for sjov, så har der af og til været en og anden, der har sagt: Det er da klart at du har særlig forbindelse dér op til! Må jeg være fri! Det eneste jeg kan sige er, at jeg ved hvor jeg skal sende takken hen. Nemlig til Gud, alle tings giver og opretholder og til hans hær af jordiske engle, mine helt personlige, nære familie-engle, men også den hær af professionelle engle, hvor en del nu har fået navne og ansigter.

Ikke mindst de sygeplejersker, som jeg mødte i de fem døgn jeg var på sengeafsnittet efter at være kommet ud af respirator og var ved at blive mig selv igen! Jeg var stadig stærkt dopet og høj i alle henseender. Det var efterhånden ved at gå op for mig, hvad der var sket. Og ikke mindst at jeg levede. Pillerne, kombineret med min medfødte snakkesalighed og udadvendthed, har sikkert været en plage for mine omgivelser.

Rikke, Anna-Louise,(jeg håber jeg husker hendes navn rigtigt) Marie og Astrid var de fire, jeg især havde fantastisk kontakt med. ”Goddag, jeg er din sygeplejerske!” Jo tak! Det blev til meget mere end snak om piller og nattesøvn. Hvad fik jeg mon sagt? Hvor meget var mon værd at høre på … jeg ved jeg ikke var god til at lytte! Det er godt, der ikke er ført journal over det. Men mødet med hver enkelt af de fire engle af herligt kvinde-kød og blod var med til at bringe mig tilbage. Hvor VAR det dejlige timer. Jeg levede! Jeg er dem dybt taknemmelig.

Nu gjaldt det om at få indopereret den ICD, som skal ledsage mig resten af mit liv! Dagene på sengeafsnittet gav mig mulighed for at få noget at vide om det, for et par skiftende stuekammerater var begge erfarne udi livet med en ICD. En ung børnehavepædagog og en pensionist fra Stevns, de skulle begge have fornyet deres. Mere snak, flere små glimt af det vi kalder livet.

Torsdag er dagen for operationen. I lokalbedøvelse. Den skal ind under huden på venstre skulder. Selve maskinen er som en lille mobiltelefon. Forbundet med elektroder, der observerer hjertet og dets slag. Og som både kan speede op og dæmpe ned, men som først og fremmest vil kunne give varsel om tilstanden. Elektriske stød som når man stikker fingeren i stikkontakten – jeg kan huske det, når jeg nogle gange har sjusket med en ledning el. lign. Eller den siger som en lastbil der bakker… jeg har ikke oplevet noget af det endnu. Og skulle jo sådan set helst ikke opleve det. Men den holder altså øje med mig! Jeg går rundt med en robotengel!

De er verdensmestre i det på Rigshospitalet. Det var overlæge Helen, der stod for operationen, hun havde en elev med fra Roskilde Sygehus, men alt gik glat og i løbet af den lille time operationen varede nåede vi at konstatere, at Helen havde været i Israel og holde foredrag om det med ICD’en… og for øvrigt havde jødiske aner… I forstår: En sølle neddoping og lokalbedøvelse kan ikke slå M. Hansen ud. Engang interviewer, altid interviewer!

De var for øvrigt lidt i tvivl om der var et forstadie til en blodprop, noget kunne tyde på det på billederne, så de benyttede lejligheden til at sende kontrast igennem systemet, jeg blev frikendt. Jeg har stadig kun én stent ved mit hjerte!

Tilbage på min stue. Jeg er ret hurtig til at finde mig til rette i de ydre rammer… og tage dem i besiddelse. Sådan husker jeg de følgende dage. Ret hurtigt blev jeg oppegående. Fik lidt snak med andre patienter. Konstaterede, at ikke for alle var det gået lisså glat. Endnu en grund til stor taknemmelighed. Så begyndte der efterhånden at dukke tanker op om fremtiden. Og forsigtige spørgsmål til MINE sygeplejersker. Ikke køre bil i 3 måneder. Helt stille og roligt i en måned… uden cykelkørsel og den slags. Langsomt tilbagevenden til det som var før. På den anden side er det vigtigt at holde sig i gang, så det med fitness er nok fortsat en god ide, men man skal finde den rette balance.

Turen som rejseleder til Israel sidst i marts er naturligvis røget. Heldigvis er der en af mine gode venner, der skal tage den i stedet. Det store årlige møde på Hotel Nyborg Strand bliver uden mig som leder. Godt jeg havde styr på det meste i så god tid, så det gode hold bag mig kan tage over og gennemføre. Bare det nu ikke viser sig, at jeg kan undværes! Hvis dagsformen tillader det, tager vi derover og jeg sætter mig på bagerste række!

Alt er forløbet mere end godt. Allerede kort efter operationen begynder de at tale om, at jeg kan sendes hjem næste dag. Det er utroligt! Vi aftaler at en læge og sygeplejerske skal fortælle os om fremtiden. Elsebeth, Marianne og Peter er med. Vi får al mulig omsorg og tålmodighed fra de to. Og føler os trygge. Mikael fra ICD-firmaet skulle have afleveret den ”maskine” jeg skal have herhjemme til at optage og videresende ICDens signaler til Centeret på Rigshospitalet 2 gange om året. Men der er run på. Han mangler maskiner, så jeg får den først når jeg d.11. april kommer til første kontrol.

Og d. 2. april skal vi til mødes med andre ICDbrugere. ”Mit liv med ICD”. Endnu et tryghedsskabende udtryk for den utrolige omsorg, systemet viser os. Jeg havde det også sådan før, men hvis nogen nogensinde skulle finde på at skælde ud over skattens højde eller ”det offentliges” måde at være på, så vil de få med mig at bestille!

Jeg har ganske vist ikke mange kræfter pt. Men jeg har ordene, sådan som du, min læser, har oplevet det i denne beretning. Jeg har givet den overskriften I FÆLLES GLÆDE, fordi jeg gerne vil dele min glæde ved at have fået livet igen og ikke mindst min glæde over at have mødt den lange række af Guds engle her på jord.

Jeg kan ikke takke jer nok!

Som Jakob har sagt det: Nu har du to fødselsdage at fejre!                                    NEMLIG!

PS september 2016

I sommer har jeg to gange haft mindre hjertestop. Men min robotengel har hver gang hentet mig tilbage efter et par minutter. Glæden ved sundhedsvæsenets dygtighed er mangedoblet og min glade given skattekronerne er mere meningsfuld! Men ikke mindst glæden ved livet!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s