Thi skal ingen djævel dig skade                                                                Trinitatis 2002

De elleve disciple gik til Galilæa til det bjerg, hvor Jesus havde sat dem stævne. Og da de så ham, tilbad de ham, men nogle tvivlede. Og Jesus kom hen og talte til dem og sagde: »Mig er givet al magt i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.« Matt 28,16-20

Nogen tilbad, andre tvivlede. Mon der så ikke også kan blive plads til mig på det bjerg i Galilæa. For når jeg hører de ord af Jesus, som vi lige har læst, så bli’r jeg nedtrykt. Jeg ved godt, at vi kalder det et evangelium, altså et godt budskab. Vi har oven i købet lige sunget lovsang til Gud som tak for at vi får det at høre.

Det er kendte ord, for at sige det mildt. Det var det første jeg hørte fra Bibelen… jeg var tre uger gammel, da jeg blev døbt, for som du nok ved, så siges ordene hver gang vi holder dåb.

Første gang jeg hørte ordene, forstod jeg dem ikke. Af klare årsager, selvfølgelig. Men det er ikke blevet så meget bedre siden!

Vi kalder det Dåbsbefalingen eller Missionsbefalingen. En befaling er det i hvert fald. Jeg ka’ ikke li’, når nogen kommanderer med mig. Selv ikke Jesus. Ja, endnu mere: SLET ikke Jesus. På den anden side er jeg helt klar over, at hvis ikke nogen, ja endda temmelig mange, heriblandt og i sidste ende først og fremmest mine forældre havde hørt den befaling og ikke mindst havde adlydt befalingen, så stod jeg ikke her i dag. Og I sad ikke der. Så enkelt er det!

Men samtidig er det frygtelig kompliceret. For nu er det til dig og mig, at befalingen lyder. Og jeg har så svært ved at adlyde. Jeg ved ikke hvordan det er med dig… nogen tilbad, andre tvivlede.

Men alle må vi tage ordene til os. Selv om det måske ikke er tiltalende ord, så er de talt til os. Og vi bli’r derfor nødt til at forholde os til ordenes indhold.

Ord! Verden er overbefolket af ord. Verden er en kampplads af ord. Verden er fuld af meningsløse ord, som har revet sig løs fra den mening, de blev sagt i og som nu kun bruges til at forjage den truende tavshed. Verden er fuld af slidte ord. Så slidte, at de undertiden mister betydning, så vi bli’r nødt til at finde nye ord, for at tyde de gamle. Ordenes indhold er væk. Så griber vi til ordenes form og vender og drejer dem og råber og skriger, reklamerer og agiterer, lokker og truer.

Trusler gør os lydige. Og vi er lette at lokke. Den rette mands mund får mennesker til at gøre, hvad det skal være. Vi følger den lokkende kvindes mindste ord-vink. Og der bli’r stadig flere og flere af dem, og de går tættere og tættere på, medier, mobil, masser. Jesu ord stiller sig i kø i koret. Det er i sig selv et problem, at de så nemt bli’r overdøvede. Og vi derfor bli’r døve.

Men hvis nu Jesus har ret, og al magt i himlen og på jorden ER givet til ham, hvorfor nøjes han så med de dér skrøbelige ord? Hvis han er ude på at få os til at følge ham og holde alt det, som han har befalet os, at gå ud i al verden, at døbe og at lære alle folkeslag, herunder og måske ikke mindst vores eget folk, hvorfor viser magthaveren så ikke sin magt ved at hjælpe os? Hvorfor viser han sig ikke som magthaver og udøver magten. Så vi ikke tvivler. Den, der er almægtig, kan da ikke lade os tvivle. Tvivl er jo udtryk for magtesløshed.

Vores erfaring siger os, at Gud og hans påståede repræsentant her på jorden IKKE har al magt, for så ville verden ikke se ud som den gør. Så ville du ikke opføre dig, sådan som du gør… JEG ville ikke gøre som jeg gør. Havde Gud al magt ville Han af al magt forhindre alt det onde og forhindre os i at gøre alt det onde og forkerte vi gør, ikke?

Kan ordene betyde noget andet og mere end vi tror? Så vi altså må tro om igen for at kunne høre, hvad der bli’r sagt. Kan det ha’ at gøre med, at det ikke er virkning men væren, det drejer sig om, når Jesus taler. Kan vi høre bag om ordene? Lad os prøve….

Guds almagt betyder, at retten afskaffes og nåde går for ret… altså at Guds Nåde går i stedet for, overtager pladsen, i stedet for retten. Det betyder, at du ikke har ret. Du FÅR heller ikke ret. Retten er afskaffet, herefter har du altid uret! Vi har altid uret overfor den almægtige Gud. Det er ikke nogen rar situation, men det er vores situation. Det er den eneste måde, hvorpå der kan blive plads til Guds Nåde.

Den – Nåden – er aldeles ubetalelig, gratis, ubegrundet. Den kan aldrig erhverves ved ret eller ved handel. Den har alene sin grund i én ting, nemlig Guds kærlighed. Men også her skal vi passe på de slidte ord. Kærlighed er nemlig et af de slidte ord.

Guds kærlighed er ikke nydelsens og fornøjelsens kærlighed. Det er ikke den kærlighed der betyder, at nu skal vi ha’ det rigtigt rart, og så lægger vi lidt guddommelighed oven i vores almindelige lykkeforventninger, for ikke at sige lykke-krav. Guds kærlighed er af en ganske anden verden.

Den kærlighed, der har al magt i himlen og på jorden, den kærlighed overvinder alt, OGSÅ dig og mig. Det er nok kærlighedens største udfordring, det at skulle overvinde dig og din optagethed af dig selv. Men når det sker, så betyder det, at du ikke er til for dig selv, men du er alene til for de andre. Du står til disposition for kærligheden. Men den er ikke til DIN disposition. Men samtidig betyder det, at du ikke behøver at bekymre dig, for kærligheden har al magten. Kærligheden ER.

Kærligheden er først og fremmest offer og selvfornægtelse. Sådan var det for Jesus i ekstrem grad, han, der havde ofret sin guddommelighed og derved sagt nej til sine himmelske rettigheder.

Det var den kærlighed Jesus fortalte om med alle sine ord, med hele sit liv og med sin lidelse, død og opstandelse.

For dig og mig er den kærlighed først og fremmest hårdt arbejde. Ikke for at du skal kunne vække Guds opmærksomhed. Du skal holde alt det, som Jesus har befalet dig, IKKE for at for at få Ham til at elske dig, men fordi han elsker dig. Det er ikke nogen befaling, Det er et evangelium. En glæde.

Hvis vi er nået så langt, så kommer det næste problem i dagens evangelie-befaling. Det er det med at gøre alle folkeslag til Jesu disciple. Vi her er døbte kristenmennesker som frugter af andres lydighed overfor den opgave. Men hvordan med vore frugter? Vi lever i et gammelt kristent land, hvor mange af vores egne børn ikke får del i det livsgrundlag, som dåben er for os.

Har vi et ansvar? Her sidder måske en bedstefar eller bedstemor, hvis børnebørn ikke er blevet døbt. Det er en sorg, som det kan være meget svært at leve med. Men hvis vi holder fast ved, at Jesu ord er Guds kærligheds grænsesprængende evangelium sagt i befalingens form, så er jeg overbevist om, at Guds kærlighed også er ubegrænset i den forstand, at den kan nå det menneske, som vi ikke har kunnet nå. Dåbsattesten er ikke et pas, der skal vises frem for at få del i Guds kærlighed, men den er en huskeseddel for os glemsomme. Det er jeg overbevist om skal siges til hver enkelt af os, som på denne måde måtte være i tvivl.

Men på den anden side betyder det ikke, at Jesu ord som befaling bliver ophævet. I vor tid, hvor evangeliet stort set ER nået ud til at folkeslag, da skal vi som menighed fortsat være med til at sprede det. Ikke som dem der kommer for at lave disse andre folkeslag om, så de ligner os. DET har vi trods alt lært af de sidste hundrede års historie. Men vi står i et gensidigt forhold til hinanden, vi gamle kirker og de unge kirker ude i verden. Og kan vi ikke finde på anden måde at give udtryk for det på, så er pengene stadig en nødvendig mulighed. Det er derfor vi som den sidste del af enhver gudstjeneste samler ind.

Nu hvor vi her hos os selv lever sammen med mennesker med en anden tro end vores egen er problemet blevet påtrængende på en ny måde. Allerhelst ville vi vel blot være i samtale med dem.

Kristne som vi, der kan finde på at bruge en times tid søndag formiddag på at gå i kirke, vi har en hel del mere at tale med f.eks. troende muslimer om, end vi har fælles med de af vore landsmænd, for hvem troen ingen rolle spiler. Skal vi ikke blot acceptere, at Gud er så stor, at der er forskellige veje til ham?

Ud fra dagens ord er svaret nej. Guds almagt betyder, at vejen til ham går gennem Kristus og dåben i den treeniges navn. Det må vi fastholde på den hellige trefoldighedes søndag.

Hvad det så betyder i praksis, det må vi bede Guds Hellige Ånd fortsat vejlede os til at finde ud af. Når vi går fra gudstjeneste har vi hver for sig og som menighed et stykke arbejde, som venter på at blive gjort. Men Han som gi’r os evangelie-befalingen, han overlader os ikke til os selv. Det hørte vi i  Pinsen, og det er det vi hører gentaget i dag: ”Jeg er med jer alle dage indtil verdens ende”.

Ord til troende og tvivlende.

Men det er ikke trøsteord, der blot skal få os til at fortsætte, som vi har gjort hidtil. Ordene er et evangelium, der samtidig anklager os. De gør op med det dobbelte bogholderi, som er karakteristisk for vores måde at leve på. Af Gud vil vi ha’ Nåde, af mennesker vil vi ha’ vores ret.   

I forhold til livets store sammenhæng kan vi måske godt se, at vi ikke kan præstere noget. Så derfor takker vi for Guds kærligheds Nåde, hvorefter vi spænder Guds almægtige kærlighed foran vores egen rethaveriske vogn og kører ud i livets trafik med Gud som passager, men med os selv ved rattet. Det fører til det trafikkaos, som vi sidder midt i. Der er rødt lys for den slags selv-retfærdige og tros-sikre trafikant.

Men for den tvivlende, for den fortvivlede, for den, hvis liv synes at være uden mål og med er der derimod grønt lys. Grundtvig har udtrykt det på en så dyb og klar måde, så vi om et øjeblik bli’r nødt til at synge det: ”Sov sødt barnlille”, siger han. ”Thi skal ingen djævel dig skade. Nu kan i din dåb med saligheds håb din sjæl og dit hjerte du bade. Og klarøjet brat, du siger godnat til tvivlen og frygten og sorgen”. Det er hans trøste-sang til det urolige og bange og tvivlende lille menneskebarn, der ligger dybt inde i os alle. Husk: Du er døbt!  Det er mer’ end nok. For han som i dåben gjorde dig til sit barn, han har al magt i himlen og på jorden. Ham tilhører kærligheden og Nåden, og som hans arving er de også dine. Så må der ske, hvad der vil. Dit hjerte kan anklage dig for hvad det vil. Din selvhævdelse larme så højt den vil. Og din tvivl lukke dit hjerte i, så hårdt det vil. Guds kærlighed og hans Nåde vil dog sejre over dig. De har det sidste ord. For Gud er med sit ord alle dage. Derfor er

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s