Solopgangen fra det høje                                                                           3. søndag i advent 2006

Johannes’ far, Zakarias, blev fyldt med Helligånden og profeterede: »Lovet være Herren, Israels Gud, for han har besøgt og forløst sit folk. Han har oprejst os frelsens horn i sin tjener Davids hus, sådan som han fra gammel tid har forkyndt ved sine hellige profeters mund: at frelse os fra vore fjender og fra alle dem, som hader os, at vise barmhjertighed mod vore fædre og huske på sin hellige pagt, den ed, han tilsvor vor fader Abraham: at fri os fra vore fjenders hånd og give os at tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage. Og du, mit barn, skal kaldes den Højestes profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.« Drengen voksede op og blev stærk i ånden, og han var i ørkenen til den dag, da han skulle træde frem for Israel. Luk 1,67-80

Det er hårdt, i en ørken. Alt er flygtigt. En storm, og vejen er borte med blæsten. Og så er det ikke til at se, hvor man er. Rabatten er blød, i alle henseender.

Man kommer ikke ud af stedet. Ørkenen er en tilstand af stilstand. Ørkenen er et sted uden liv og vækst. Ørkenen er et skumringsland, livet er fuld af gråzoner.

Det er DER Profeten Johannes råber op! … profet betyder “en råber”, det har ikke noget med spådom eller fremtid at gøre…….  “Det er her og nu”, råber råberen.  ”Øksen ligger ved træets fod… Det er lige før der bliver hugget til. Du må hellere vende om….”

Tag selv det første skridt, siger Døberen Johannes, mens han står i vand til knæene. Når du så er gået ud i flodens rensende vand, så døber han dig.

Helt ned under vandet. For hver eneste plet på dig skal vaskes væk.

Du bliver nødt til at være uplettet, for Solopgangen fra det høje er ved at nå det lave. Det er besøgelsestid.

Johannes er en alvorsmand. Og afholdsmand, hvis man må tillade sig at gøre opmærksom på sådan noget, i en tid hvor våde julefrokoster er blevet vort folks væsentligste juleforberedelse. Jul og sul er på en mærkelig måde her i det nordiske i familie med hinanden.

Også Johannes og Jesus er i familie. Selv om det vil vise sig om lidt, at de to på mange måder er hinandens modsætninger. De mødes første gang som fostre i deres mødres liv. Lukas angiver tydeligt, at Johannes er undfanget seks måneder før Jesus. Derfor fejrer vi døberen Sankt Hans, Johannes’ fødselsdag, seks måneder før Jesu fødselsdag. Johannes hopper af glæde ved mødet med sin kødelige fætter.

Som voksen er Johannes den kedelige, han forsager, Jesus er den festlige, han forvandler. Det første Jesus-barnet gjorde, da han var blevet voksen, var at han gjorde vand til vin.

Fætter Johannes’ rette element er derimod vand. Men de to fætre er to sider af samme sag. Livets sag består af såvel vand som vin. Derfor gik Jesus også i vandet og blev døbt af Johannes, for senere at gå PÅ vandet. Guds Søn blev menneske-søn i dåbens vand, mens vi i vores dåb bli’r gudebørn. Solopgangen fra det Høje ER landet. Konturerne er begyndt at træde frem af Freds-riget.

Og mens Jesus gik ud for at skænke vin og glæde, så fortsatte alvorsmanden Johannes med at vande den tørre jord: ”Når du har omvendt dig, skal du opføre dig derefter!  Den, der har to skjorter skal dele med den, der ingen har. I skal lade jer nøje med jeres løn og ikke mobbe eller undertrykke nogen! Og magtens folk skal opføre sig ret og rimeligt!” Råbte Johannes fra ørkenen.

Men de ord blev hans sidste ord. For de nåede frem til magtens slot. Johannes’ banebrydende virksomhed viste sig at være halsløs gerning.

Nogen forlangte hans hoved på et fad. Øksen LÅ klar. Nu hjælper ingen kære mor. Og far Zacharias’ lovsang er forstummet. Johannes blev sat på plads og i fængsel. Og det er dér vi møder ham når vi nu skal rejse os og høre evangeliet efter 1. tekstrække til 3. adventssøndag, som det står hos evangelisten Mattæus:                     

Da Johannes i fængslet hørte om Kristi gerninger, sendte han bud med sine disciple og spurgte ham: »Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?« Jesus svarede dem: »Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige. Og salig er den, der ikke forarges på mig.« Da de var gået, begyndte Jesus at tale til folkeskarerne om Johannes: »Hvad gik I ud i ørkenen for at se? Et siv, der svajer for vinden? Nej, hvad gik I ud for at se? Et menneske i fornemme klæder? Se, de, der bærer fornemme klæder, findes i kongeslottene. Nej, hvad gik I ud for at se? En profet? Ja, jeg siger jer, også mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: ›Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.‹ « Matt 11,2-10

Er du den som kommer eller skal vi vente en anden? At leve er at vente.

Som barn ventede jeg på at blive stor. Så ventede jeg på at blive færdig med uddannelsen, og da jeg var blevet færdig, ventede jeg på at få et job. Og så på at få et bedre job. For til sidst at vente på at gå på pension, for til allersidst at vente på en plads på plejehjemmet. Vi venter! Nutid bli’r til ventetid. Og mens vi venter, går livet.

Vi ved ikke, hvem vi venter på. Eller hvorfor vi venter. Vi venter på Godot . Skal vi vente en anden?

I ventetiden gælder det om at være opmærksom på tegnene i tiden. Selv om der måske hele tiden er tegn på, at Godot er ved at komme, så nytter det ikke, hvis ikke du ved, hvad tegnene betyder! Det skulle jo nødig ske, at du ikke opdager, at han er kommet.

Det fængsel, vi sidder i, det kan da ihvertfald ikke være det, vi har ventet, vel?

Tog jeg fejl, jeg Johannes? VAR det Verdens frelser, jeg banede vej for.

For så ville han vel ikke ha’ tilladt, at jeg sidder her. I mørke og dødens skygge! Profeten Johannes blev, til klagesangeren Johannes. Hans tro blev til tvivl.

Og hans tvivl er på vej til at blive hans livs fortvivlelse.

Åh, hvor jeg kender det! Johannes og jeg, vi kender skam hinanden. Vi kender begge tvivlen. Jeg kender til at gå il i fortvivlelse. Og dog….

Tvvivl er ikke nødvendigvis altid et onde. Det KAN være nødvendigt at tvivle. Og at forholde sig kritisk og analyserende, spørgende og afventende.  Men når den rette tvivl bliver til tvivl-rådighed om det rette og slet og ret for-tvivlelse,

så kan selv troen blive til et fængsel. Og der sidder vi så, Johannes og jeg!

Det hænder, at vi mister modet og bliver mis-modige, Johannes og jeg. Hvad mig angår, er der ikke noget at prale med, men Johannes, han havde da en fortid, han kunne se tilbage på med stolthed. Han havde været en modig mand! Det var de groveste ting, han havde sagt. Det var ikke så mærkeligt, at de var blevet nødt til at lukke munden på ham.

Hans tro på det, han sagde, og hans tro på den, han sagde det om, den tro HAVDE været stor. Han HAVDE omvendt sig. Han HAVDE leveret omvendelsens frugter. Men de kunne ikke holde. De rådnede. Nu havde han mistet modet.

Jeg kender det! Johannes og jeg, vi kender hinanden! Livet kan rådne op indefra. Mismodets mørke vinter lader sig ikke skræmme af nok så megen julestads og juleknas. De snakker så meget om at tænde lys i mørket i denne tid. Når man sidder i et mørkt fængsel er det selvfølgelig det, man længes efter. Fordi man kan huske, at der KAN være lyst. Men det kan også blive FOR lyst. Lyset afslører. Og der er mer’ end meget i mit liv jeg helst ser fortsat indhyllet i mørket. Det er én ting.

Men mørket er også begyndelsen på det nye liv. I moders liv er der mørke. Mørke er nyskabelsens sted. Mørke er der, hvor vi går i hi, for at samle kræfter til forårets frembrud og gennembrud. Det er derfor, at vi må håbe, at det snart bliver rigtig vinter, for ellers gå livets cyklus i stå. Mørket er som den livgivende pause. Mørket er kontrasten, uden hvilken også lyset ville være mørke.

I begyndelsen var mørket. Mørket er i os. Solopgangen fra det høje kommer til mørket. Snakken om det ædle, gode menneske, der blot bli’r ødelagt af ydre omstændigheder er netop kun snak!

Det er snart kun i kristentroen, at vi fastholder, at vi bærer på mørke-gener. Mennesket er en synder, siger vi,  Vi ER gået galt i byen. Og at det er en gammel historie…..

Vi troede ligefrem engang, at vi havde magten. Man kaldte det ligefrem oplysningstiden. NU skulle vi bare se! Og meget godt fik vi da også øje på. Ingen drømmer vel om at vende tilbage til det, som – for øvrigt nok med et fordrejet udtryk – kaldes den mørke middelalder. Men vi fik måske mere at se, end godt er. For vi over-så livets grænser, og troede at VI beherskede livet.

Men mørket har magt. Og vi magter det ikke. Livet er blevet så kompliceret,

at vi mister overblikket.   stedet er vi grebet af mismod. Mismod og afmagt er endnu et fætter-par.

Og her sidder vi så, Johannes og mig.

Johannes havde haft tillid til, at det han sagde og gjorde, var det rette.

Hans tillid til Gud og til sig selv havde været drivkraften i hans bane-brydende indsats. Men når man er i fængsel, bliver tillid meget let til mis-tillid.

Jeg kender det godt, Johannes, selv om jeg kun har været i Vestre på besøg.

For det er lissådan udenfor murene. Det synes næsten, som mis-tillid er det eneste virksomme princip i verden.

Det er derfor også JEG spø’r dig, Jesus: Er det sådan, at jeg har taget fejl?

Er du alligevel ikke den, som kommer, er du alligevel ikke den nye banes mand, og skal vi derfor vente en anden?  Svar udbedes. Og det haster, for ellers ruller der hoveder!

Vi ved ikke, hvordan Johannes reagerede, men hvis han modtog disciplenes besked med en hovedrysten, så forstår jeg ham godt. Jesu besked var nemlig gamle og kendte og i høj grad også slidte ord. Det med at blinde, lamme, spedalske og døve bliver raske, og døde bliver levende, det vidste Johannes godt var tegnene på Guds rige. MON han ikke havde hørt det før…? Og MON han ikke i virkeligheden så noget ganske andet!!!??? Nå ja, et par eksempler på Guds indgriben gik godt nok raske og lyslevende rundt imellem folk, men de var, for at sige det mildt, undtagelser.

Hvorfor tabe hovedet af den grund? Hvad hjælper gamle ord og løfter…  Ord er ord. Virkeligheden er virkelig.

Det eneste der sådan ca. er sket siden Jesus kom til jord er, at kørestole har fået motor, at høreapparater har været en af de senere års største erhvervs-succes i Danmark. Blinde har stadig behov for førerhunde, og ude på kirkegården ligger vore kære, og der er plads sat af til mig!  Hvor vover I, disciple, at komme og påstå noget andet over for folk, der sidder i fængsel. Det er der i hvert fald ikke nogen befrielse i! Mismod fjernes ikke ved nok så guddommeligt over-mod!

Nu er det sådan, at i det som Jesus sender Johannes-disciplene af sted for at sige, dér er der, ud over de kendte beskrivelser af Guds-riget, noget, som aldrig har været sagt før. Esajas, for det er ham, Jesus indirekte citerer.

Esajas siger ikke noget om, at evangeliet forkyndes for fattige. DET er en nyhed. Ja, det er NYHEDEN! Det er det i så høj grad, at det er kernen i hele historien, og derfor denne dags glædelige meddelelse.

Jøderne både ventede en himmelsk befrier, en Messias. De havde nærmest kontrakt på ham. Når Frelseren kom, så skulle han i eet hug klare både at smide besættelsesmagten på porten og at åbne porten til Guds evige, himmelske fredsrige her på jord. Til gengæld skulle mennesket holde sin egen sti ren. Det var som spindoktor og aktør i det scenarium, at Johannes optrådte.

Johannes var en rigtig jødisk profet. Den lovede himmelske herlighed er nemlig kun for folk, der enten har arvet det hele eller selv har gjort sig fortjent til det. Sådan ER kapitalismen….

Personligt er jeg mere til lottokuponer, skjorter i skabet, Peugot og pung…. og mærk engang hvor den er tung…Den slags rige, VI rige, skal nok klare os, vi har loven og moralen og bankrådgiveren at holde os til. Vi opfører os pænt og nydeligt, som regel da og i hvert fald på overfladen. Vi svarer enhver sit.

Johannes var ordførende direktør i  ”de go’e gerningers bank”. Omvend dig, og opfør dig ordentligt, så du har noget at sætte ind på din konto.

Sådan siger loven og profeterne. Johannes er rig på lov og orden og moral og ret. Som alvorsmand og afholdsmand har han en go’, stor kapital at tære på!

Der er mange måder at være rig på.

Men rigdom af enhver art giver høreskade. En rig kan ikke høre ord, der er sagt til fattige! For tak ER kun et fattigt ord. Og det er alt, hvad der skal siges og gøres! Lige nu og her i dag.

Johannes sagde: Omvend dig. Jesus siger: Det er omvendt, det ER omvendt, eller rettere: Det ER fuldbragt. Jeg HAR ordnet regnskabet. Du skal hverken interessere dig for kredit- eller debet-siden. Regnskabet ER i balance. Glem alt det med selvudvikling. Du ER dig selv. Og det du er, det er i sig selv nok. For jeg er i dig og du i mig. Ventetiden er slut. DET er budskabet til de fattige.

Det er ord til den, der oplever at være ved at miste livet.  Det er ord til dig, som har mistet troen på retfærdigheden, og til dig, som har mistet livs-modet.

Det er ord til dig, som har mistet tilliden til livet og dermed tilliden til dig selv. For slet ikke at tale om dig, som har mistet livets mening, fordi du troede, du HAVDE opnået det alt sammen, men nu har opdaget, at du lever i tomhed.

Du som mistede livets mening, fordi du mistede den, som GAV livet mening!

Til alle, der har mistet, og derfor ikke har noget at komme med, til alle jordens fattige, er der godt nyt. For det er til DIG, at Han, som kommer, kommer med godt nyt! Hans rige er for DIG! Og TIL dig! Det er REN gave.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s