Se vi går op til Jerusalem                                                                      Fastelavn  2008           

Jesus tog de tolv til side og sagde til dem: »Se, vi går op til Jerusalem, og alt det, som er skrevet ved profeterne om Menneskesønnen, skal opfyldes: Han skal overgives til hedningerne, og de skal håne ham, mishandle ham og spytte på ham; de skal piske ham og slå ham ihjel, og på den tredje dag skal han opstå.« Men de fattede ikke noget af dette; det var skjulte ord for dem, og de forstod ikke det, som blev sagt. Da Jesus nærmede sig Jeriko, sad der en blind mand ved vejen og tiggede. Han hørte, at en skare kom forbi, og spurgte, hvad der var på færde. De fortalte ham: »Det er Jesus fra Nazaret, som kommer forbi.« Da råbte han: »Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!« De, som gik foran, truede ad ham for at få ham til at tie stille; men han råbte bare endnu højere: “Davids søn, forbarm dig over mig!” Og Jesus stod stille og befalede, at manden skulle føres hen til ham. Da han var kommet derhen, spurgte Jesus ham: »Hvad vil du have, at jeg skal gøre for dig?« Han svarede: »Herre, at jeg må kunne se.” Og Jesus sagde til ham: »Bliv seende, din tro har frelst dig.« Straks kunne han se, og han fulgte ham og priste Gud. Og hele folket så det og lovpriste Gud. Luk 18,31-43

Se, vi går op til Jerusalem. Hvad skal vi dér? Du ved da, Jesus, af bitter erfaring, hvordan der er i Jerusalem…  Der findes intet andet sted på jorden med så megen herlighed, men også med så megen lidelse. Jerusalem er ikke en by. Jerusalem er en tilstand. Og den er elendig, den tilstand!

Du siger det jo selv: det, der venter dig i Jerusalem, er forræderi, hån, mishandling, pisk og drab… og så det dér uforståelige med opstandelse på den tredje dag. Hvordan kan du dog med åbne øjne gå op til den morderstad.

Lad os hellere holde os væk!

At gå ind bag Jerusalems mure er at gå ind i menneskets inderste kroge.

At færdes i Jerusalem er som at gå i en mini-model af verden. At være i Jerusalem er at være i verdens hjerte. Det er den puls, der holder verden i gang. Her har mennesket hentet mening og tolkning. Her har livet fundet sin sammenhæng. Herfra strømmer hjerteblodet. Jerusalem har livets hjerteslag.

Men Jerusalem har også FÅET hjerteslag.

Intet andet sted på kloden har oplevet en lignende tilstand af dødelig stilstand. 35 år efter det, vi i dag hører om i Lukas’ fortælling, 35 år efter, bliver byen jævnet med jorden. Så rejste den sig igen, indtil kristenhedens såkaldte korsriddere i Jesu navn foranstaltede en af historiens største nedslagtninger…

Aldrig har Jerusalems gader været rødere af blod end på korsfarernes tid. Jerusalems historie er én lang blodsudgydelse. Se, vi går op til Jerusalem…   Men hvad skal vi dér! Det er jo det rene selvmord!

Tillad mig en personlig overvejelse: Jeg savner næsten dagligt det at være i Jerusalem. Af private årsager har jeg i mange år haft mulighed for igen og igen at gå ad gyderne i den gamle by, gå ad Via Dolorosa, sidde ved muren, være på Tempelpladsen og i Gravkirken…. På et tag dernede har jeg mit sted!  Jerusalem, du er i mit hjerte. Der vil ties, her vil bies.

Se, vi går op til Jerusalem…  Ja, Herre Jesus, hellere end gerne…og så alligevel: Jeg tror nok jeg hellere vil blive her i mit – trods alt – sikre København, hvis ikke du har noget imod det, Jesus…

Hvis det endelig skulle være, sku’ vi så ikke meget hellere tage til Jeriko?! Verdens ældste kendte by er sådan et dejligt sted, især her om vinteren.

Byen ligger tæt på den livgivende Jordan-flod. Sikke frugter der vokser i Jeriko. Det er Jerusalems Tisvildeleje. Det er her de rige palæstinensere har deres sommerhuse.

I dag er byen en del af det påstået selvstyrende Palæstina. I weekenden går der en strøm af busser og biler fra Jerusalem ned til Jeriko. Jøder må nemlig ikke spille på kasino i deres eget land.

Og da Jeriko formelt ikke er Israel, så er der kun en halv times kørsel til underholdning og penge. Jeriko er en oase i flere betydninger. Se, de kører bort fra Jerusalem….   Hvorfor skal VI så gå mod strømmen? Det er det rene selvmord! Hvorfor vil DU ofre dig, Jesus?

Ofring hører en barbarisk fortid til! Vore forfædre her i Norden ofrede engang mennesker… Men det er på alle måder mosefund. Det er fortid, heldigvis.

Ofring hører til i fortidens religioner. Tænk bare på det meningsløse øjeblik,

da Abraham løfter kniven over sin søn Isak. I sidste øjeblik blev det en vædder, der i stedet måtte lade livet. En vædder hedder på græsk trágos… det er deraf vi har ordet tragedie… at ofre er en tragedie! Der ER ingen mening i offeret, Jesus? Her skal ties. Her skal bies.

Vi har ingen brug for helte-ofringer. Heroppe nordpå er vi desuden for koldblodige til at ha’ behov for martyr-blod. Især i disse år med terrorisme og den deraf følgende frygt og politiske udnyttelse af situationen, nu om dage er det med offer og martyrer blevet helt umuligt. Engang kaldte vi dem modstandsfolk, og de fik hædrende omtale, hvis de måtte ofre livet. Nu hedder de martyrer i deres egen sammenhæng, mens vi kalder dem terrorister. Deres sag er en anden end vores. Og vi er deres ofre. Der ER ingen mening i at ofre sig for en sag. Har man en sag, så skal man i stedet bruge sit LIV til at kæmpe for den sag, og ikke OFRE sit liv for den.

Hverken en død murer eller en død soldat kan bruges til noget som helst.

Det gælder om at holde sig i live, hvis sagen skal leve.

Hvem sætter livet højest? Er det den der ofrer sit liv for at forandre det – det kan jo så kun være for andre, selv går man jo til – eller er det den, der lever livet som det nu er?!   

Se, vi går op til Jerusalem… javel, men det skal da være til fest. Jerusalem er også en fest-by. Hvilken mening giver det, at gå frivilligt i døden?

Det frivillige offer? Nu kommer jeg alligevel lidt i tvivl. Er der noget om, at man KAN ofre sig for andre, ofre sig I STEDET FOR andre?  ”Om jeg så uddeler alt, hvad jeg ejer, og giver mit legeme hen til at brændes, men ikke har kærlighed, så gavner det mig intet, ” læste vi før i Kærlighedens Lovsang.  Kærlighed og offer? Offer af kærlighed?

Det grundlæggende spørgsmål til forståelse af offeret er: Vil du dig selv, eller vil du det andet menneske? Din næste?

Kan du huske dér, hvor du virkeligt elskede et andet menneske, da kunne du ikke lade være med at ofre noget af dit eget. Det ku’ være, at den anden var ulykkelig, og du derfor måtte sætte noget af dit eget til side for at trøste og opmuntre – eller det ku’ være, at den anden krænkede dig, og du derfor måtte sætte noget af dit eget til side, altså glemme dig selv og tilgive,

for at kærligheden ku’ være uforandret, eller at den anden havde del i en lykke, som du ikke var en del af, og du derfor måtte sætte dit eget til side, for at lade den anden nyde sin glæde. Sådan KAN det være, vel at mærke hvis din kærlighed da ER kærlighed, og det ikke bare er dig selv, du vil. Kærlighed som offerets motiv…. ???

Er det fordi vi kender os selv, og kender vores egen mangel på kærlighed, at vi bli’r så betagede, så det TA’R os, når vi hører Kærlighedens Lovsang, som Paulus har sunget den, og som vi hørte den før. Sangen om den kærlighed, der ikke søger sit eget. Den kærlighed, der ikke lader sig ophidse, aldrig krænkes, såres eller forbitres.

Nogen vil vist hævde, at det er en sang fra de varme lande… Det er det jo også i bogstavelig forstand. Men samtidig kan vi kan godt høre, at Kærlighedens Lovsang handler om en kærlighed af en anden verden. Vi kan godt høre, at den kærlighed kun findes i Guds rige, og når den overhovedet viser sig her på jord, så er det, fordi Guds rige ER kommet til jord. Se, Guds kærligheds frivillige offer går op til Jerusalem! For enden af vejen, oppe på Hovedskalsstedet, dér venter marter- og martyr-pælen.  At gå til Jerusalem er at gå ind i meningsløsheden. Men vi går sammen med livets mening, Gud selv. At gå til Jerusalem er det rene selv-mord. For vejen ender på Golgatha.

Der er i enhver henseende bedre nede i Jeriko. Livets frugter hænger på træerne. Solen skinner. Men Jesus afviste at blive i livets sommerland. Der var et opgør, der ventede. Et kærlighedens opgør med magten oppe i Jerusalem. Han viste al magt bort. I stedet påtog han sig afmagtens sårbarhed.

Han ødslede sin tilværelse og sig selv på alle, der havde brug for ham: syge, lidende, glade, bedrøvede, fortvivlede, ubekymrede. Og en tigger ved vejen i Jeriko!

Se, vi går op til Jerusalem! Når man har taget beslutningen om at følge med til Jerusalem og ved, hvad det indebærer, så KAN man ikke gå forbi. Husker du historien fra vejen mellem Jeriko og Jerusalem, hvor der først var en præst,

så en kirketjener, de gik forbi den sårede. Men JESUS standsede op. Samaritaneren, den fremmede, standsede op.

Er Jesus at sammenligne med en fremmed samaritaner? Ja, menneskesønnen er på den ene side Marias søn, en af vore egne. På den anden side er Han en fremmed, Han er af en anden verden, Han er Guds søn, som vi udtrykker det med et lidt vanskeligt og misforståeligt udtryk. HAN standser op.

Det er Gud selv, der standser op! Det var Gud selv, der gik rundt og gjorde godt… Så det gjorde godt langt ind i sjæl og legeme hos enhver, der mødte ham.

Blinde og lamme og døve fik deres ydre sansers fulde brug. Og dem, med alt i behold, fik hold på deres indre førlighed. For Guds rige foldede sig ud midt iblandt dem. Se, vi går op til Jerusalem.

Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig….  Sådan råbte den blinde. Og sådan har den kristne menighed sagt det siden da, søndag efter søndag. Sådan sagde vi ved gudstjenestens begyndelse.  Herre forbarm dig! Stands op, Gud. Tag os med!

Giv os førlighed og færdighed, så vi kan leve og gå livets vej sammen med dig. Hvad enten den vej går opad eller nedad. Lær os at gå gennem meningsløsheden med dig, Livets mening, ved hånden.

Jesus standsede op og sagde: Bliv seende, din tro har frelst dig! Det var en blind tro på, at manden, der gik forbi, var Vejen, der indeholder Sandheden og derfor fører til Livet. Selv om vejen lige nu var meningsløs – uden mening – og i konkret forstand førte opad til lidelsernes by.

Den blinde kunne ikke VIDE at det var Gud selv, der gik forbi. Han kunne ikke se klart. Ingen kan se klart nok til at se Gud… nu ser vi i et spejl, i en gåde…sang Paulus.  Spejle dengang var slørede og uskarpe. At se i et spejl var det samme som at se en tåget og forvrænget virkelighed. Men DA skal vi se ansigt til ansigt, synger Paulus.

Gud gik forbi, og viste den blinde sit ansigt! Og det var noget ganske nyt!

Den gamle jødiske forestilling var, at Gud var så hellig, at man ikke måtte sige hans navn og slet ikke se hans ansigt… Gud og mennesket er i hver sin verden.

Men kristentroen siger, at Gud er så meget ude af sig selv af kærlighed til os, at Gud selv kom til vores verden, og gik omkring for at vise sig og dermed vise os sit sande ansigt. Gud hedder Jesus Kristus.

Men se, HAN er på vej til hån og mishandling, spot og spyt, pisk og kors! Det er i dag den begynder, vandringen opad. Faste-vandringen, den vandring, der ender med den store nedtur før den store opstandelse. Den nedtur, der er nødvendig, for at Gud kan nå os og hente os alle op fra vores forskellige former for rendestene. Og befri os for vores blindhed og blændværk.

Guds kærligheds vej går altid op ad bakke. Han vil ha’ dig med! For den Guds kærlighed, der ikke søger sit eget, vil ikke skilles fra dig, for det var dig den søgte i stedet for sig selv. Derfor kunne den SE den blinde tigger, så HAN kunne se og derfor drager den nu op til Jerusalem for dér at bringe kærlighedens sidste store offer. For din skyld. Se, vi går op til Jerusalem.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s