Om at vente                                                                                                  4. søndag i advent 2004

Dette er Johannes’ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: »Hvem er du?« Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: »Jeg er ikke Kristus.« »Hvad er du da?« spurgte de ham,»er du Elias?« »Det er jeg ikke,« svarede han. »Er du Profeten?« »Nej,« svarede han. Så sagde de til ham: »Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?« Han svarede: »Jeg er ›en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej!‹ som profeten Esajas har sagt.« De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: »Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?« Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.« Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. Joh 1,19-28

Det er en gevaldig magtamp der foregår hvert år i adventstiden. Folk og kirke er oppe at slås. Og kirken har for længst tabt.

Folket vil holde fest. Der er trængsel og alarm. TV har i år 6 julekalendere.

Men hvis man kommer i kirke en søndag i december får man læst teksten  – Af en ganske anden art. I kirken har Advent altid – ligesom tiden op til påske – været en bods-og fastetid.

Men i løbet af de sidste to generationer har advents-tiden totalt skiftet karakter, fordi dansk jul er blevet vendt på hovedet. Før blev det jul, og SÅ festede man. Nu fester vi, INDTIL det bli’r jul.

Jeg boede i 25 år på Christianshavn med udsigt til et stort hotel, hvor der på facaden på 11. sal fra 1. december med rød flammeskift stod: God jul! Men når jeg vågnede julemorgen var det væk! Julen var forbi.

De gamle talte om beredelse. Før festen skulle man træne evnen til at tage imod. Man skulle så at sige gøre rent bord, så der var plads til det, der kom. De læste om at berede Herrens vej. Og man vidste godt hvad det var. For det var en gentagelse, ligesom alt af betydning er en gentagelse. Nu sker det igen!

VI taler om for-beredelse Det er et spørgsmål om at arrangere. Og arrangere sig. Det er os selv, der står for det hele. Vi er selv indholdet. Så vi har travlt.

Forskellen mellem forberedelse og begivenhed, mellem venten og ankomst, er udvisket. Forberedelsen er festen. Goddag Godot. Juledag er det hele overstået! Farvel Godot!

Jeg kan næppe være den eneste, der har stærkt behov for åndelig julehjælp.

Så det er godt at vi her – stik imod det normale –  er gået i kirke i dag.

Som jeg læser dagens tekster er de fulde af modsætninger, som svarer forbavsende nøje til modsætningerne mellem det, der er julens kristne indhold og så alt det ANDET, som julen OGSÅ er.

Først og fremmest er der det med Johannes. Johannes Døberen. Johannes skal bane vej for Jesus. Samtidig er de to på mange måder hinandens modsætninger. Johannes siger ligefrem, at han skal trække sig tilbage, blive mindre, for at Jesus kan fremstå som det, han er, den store, Kristus, der er det græske ord for Messias, den jødiske religions store Frelser.

Jesus er himmelsk, modsat Johannes, der er jordisk. Ganske vist giver vores viden om universet os problemer med begrebet ”det himmelske”. Men mon ikke han efterhånden ER afgået ved døden, ham den gamle mand med skægget, siddende på den hvide sky. ”Det himmelske” er blot et udtryk for alt det, der kommer til os fra en anden verden.

Johannes er en jordisk og jødisk profet, en råber, betyder ordet, det har ikke noget med spådom eller fremtid at gøre. “Det er her og nu”, råber råberen.  ”Øksen ligger ved træets fod… Det er lige før der bliver hugget til. Du må hellere tage dig sammen og vende om, Tag selv det første skridt”-

Ud i flodens rensende vand med dig, så døber han dig. Men du skal helt ned under vandet. For hver eneste plet på dig skal vaskes væk, før du kan tage imod det med Gud.

Johannes er en alvorsmand. Og afholdsmand, hvis man må tillade sig at gøre opmærksom på sådan noget, i en tid hvor våde julefrokoster er blevet vort folks væsentligste jule-beredelse.

Jesus og Johannes er på en og samme gang hinandens modsætninger og to sider af samme sag. De er faktisk kødelige fætre. Johannes er den kedelige, han forsager, Jesus er den festlige, han forvandler. Det første Jesus-barnet gjorde, da han var blevet voksen, var at han gjorde vand til vin.

Og mens Jesus efter sin dåb gik ud for at skænke vin og glæde, så fortsatte alvorsmanden Johannes med at vande den tørre jord: ”Når du har omvendt dig, skal du opføre dig derefter!  Den, der har to skjorter skal dele med den, der ingen har. I skal lade jer nøje med jeres løn og ikke mobbe eller undertrykke nogen! Og magtens folk skal opføre sig ret og rimeligt!” Råbte Johannes fra ørkenen.

Det er ord, der runger, både dengang og nu. De blev da også hans sidste ord.

For de nåede frem til magtens korridorer. Johannes’ banebrydende virksomhed viste sig at være halsløs gerning. Nogen forlangte hans hoved på et fad. Så slap de af med ham… og så blev der danset i regeringskontorerne!

Hvad er det for to holdninger, de to kødelige fætre repræsenterer?

Johannes er ordførende direktør i ”de go’e gerningers bank”. Omvend dig, og opfør dig ordentligt, så du har noget at sætte ind på din himmelske bankkonto.

Johannes er rig på lov og orden og moral og ret. Han har en go’, stor kapital at tære på! Og ikke mindst at møde frem med ved det, der med et billede fra gamle dage kunne kaldes det store torskegilde.

Når han opfordrer til at blive døbt, er det fordi jøden Johannes opfatter dåben som en offentliggørelse af,, at den døbte selv har taget skeen i den anden hånd og NU vil opføre sig det vi kalder ordentligt.

Den dåb som vi i Jesu navn udfører, den er af en ganske anden art. Det siger sig selv, når det er ganske små, såkaldt uskyldige børn, vi døber. Kristen dåb er en offentliggørelse af, at Guds totalt gratis kærligheds-gave også gives til det pågældende barn.

Jordiske Johannes sagde: Omvend dig. Himmelske Jesus siger: Nej, det er OMVENDT, eller rettere: Det ER fuldbragt. Jeg HAR ordnet regnskabet.

Du skal hverken interessere dig for kredit- eller debet-siden. Med kreativ bogføring har jeg manipuleret med dit livs regnskab. Det ER i balance. DU er i balance.

DERFOR kan og skal du opføre dig ordentligt. Ikke FOR AT opnå Guds kærlighed, men fordi du HAR MØDT Hans kærlighed og derfor ikke kan lade være med at gøre kærlighedens gerninger. Du har en sprængfuld konto at trække på. Tøm kontoen!

Glem alt det med selvudvikling. Du ER dig selv. Og det du er, det er i sig selv nok. For jeg er i dig og du i mig, siger Kristus. Ventetiden er slut. Det er advent. Jeg er lige om hjørnet.

Julehistorien er det mest himmelske, man kan forstille sig. Det er totalt utænkeligt, at den skulle være opfundet i denne verden. Det er den ultimative fortælling af en anden verden om, at det himmelske er kommet til jord.

Men den folkelige, mediebårne, lige-for-lige modtagelse af historien står i skærende kontrast til julens kristne indhold.

Vores holdning er repræsenteret af en overvægtig herre i rødt tøj. Den med, at det kun er søde børn, der får jule-gaver, det er julemandens forbandede opfindelse. Skrot HAM og alt hans væsen. Send ham tilbage til Coca-cola og stormagasinerne. Han hører ikke med i det kristne jule-billede, han er julens vræng- og vrang-billede.

Det er et af vor kulturs store mysterier, hvordan den fest, der handler om, at Gud kommer til os som en gave, ganske ufortjent og uden at vi kan gøre os fortjent til den, hvordan den fest er blevet til en folkefest med en tyk, skægget mand med en rød hue i centrum, der spø’r os, om vi nu har været søde og rare, så vi har FORTJENT at få en julegave.

At tage imod julens gave er at påtage sig en livs-opgave. At tro er at VÆRE tro.

At leve sit liv i lyset af Gud – med bo-deling, ret og billighed i vores omgang med hinanden og omsorgen for den fattige – alt det er troens frugter – det er julens gaver.

Når du nu snart igen hører historien, så skal du huske, at kvinder og hyrder i datidens samfund var under-værdige og u-troværdige mennesker. Ingen hyrde og ingen kvinde kunne vidne i retten. Hyrder måtte ikke ha’ fast ejendom, og de var konstant under mistanke for at stjæle, med god grund, for øvrigt. For de var underbetalte og blandt de fattigste i samfundet. Deres eneste mulighed VAR at tage fra de rige. Der er langt fra dansk hygge-julestald til virkelighedens hårde hyrde-slid.

Og når dertil kommer de såkaldt ’hellige tre konger’, der egentlig er nogle problematiske nyreligiøse, troldkarle af fremmed etnisk herkomst med deres ud fra jødisk tankegang teologisk ukorrekte begrundelse for at gå efter en stjerne.. så må man konstatere, at jule-historien umuligt kan være tilrettelagt af et reklame-bureau. Gud ske tak og lov for det!

Det var hyrder, kvinder og fremmede, der som de første i verden, fik julens gave.  De havde nemlig IKKE gjort sig fortjent til det! Det er det, der er pointen og det vidunderlige ved den historie. Det er deraf du kan vide, at også DU er inviteret!

Jul er en omvendt Robinson. Jul er Anti-vild-med-dans, jul går helt bevist bag af dansen.

I underholdnings-industriens og konkurrence-samfundets umenneskelige helvede stemmer vi hinanden hjem, så du må sejle din egen sø, og derfor kommer ud at svømme. I julens himmelske paradis er der derimod plads til hver og én og én til…..

Det er derfor det er en god ide netop i julen at være sammen. Og det er lisså meget derfor det er frygteligt, netop i julen, IKKE at ha’ nogen at være sammen med.

Een ting mere, når nu vi i Johannes’ lys før-læser julehistorien.

Verdens første møde med Guds-sønnen var et møde med et barn. Ham, som Johannes kalder den største, han er den mindste. Gud har lagt alt i et barns hånd! I julen er barnet på alle måder i centrum. Johannes’ prædiken hjælper os til at se Jesus-barnet uden vores julefests børne-glimmer og barndoms-føleri.

For sandheden er jo, at det er fuldstændig jordrystende, at Guds udsending møder os som et barn.

For at Gud kunne få os i tale, måtte han lægge sin kærligheds frugt i vore beskidte hænder og gøre sig selv afhængig af moder-mælk og fader-varme….

Fuldstændig sårbar og magtesløs, som al kærlighed er det, ligger Jesus dér i høet. Barnet i Betlehem er den mest sårbare magt, man kan forestille sig.

Også på den måde adskiller julens historie sig fra tidens yndlingshistorier. Jul er tabernes fest, festen for dem, som er blevet syemt hjem fra konkurrencen.

Jul er en mod-historie, der giver mod til alle os mod-løse.

Nu tør vi se virkeligheden i øjnene. I et favntag mødes Himmel og jord. Guds befriende latter lyder igen over det besatte Betlehem …  ”Hvad siger I så!?   

Er han ikke dejlig, ham min Søn!”

Gud blev et menneske, Jesus ved navn, for at vi skal kunne leve, hinanden til gavn. Vi er hinandens MED-mennesker og ikke hinandens MOD-mennesker.

Julen viser os et billede af herlighed og glans, men det er langt fra noget glansbillede. Julen lugter af hyrdesved, æselpis og babygylp.

Livets mening har ble på! Men igennem stanken trænger en duft af guld, røgelse og myrrha skær!

Det er kærlighedens ultimative billede, at Gud bliver et barn.

VORES billede forestiller besættelsens og kampens jord, – det er smerteligt at tænke på, at Betlehem også i år er en besat og belejret by 

Men Gud forestiller sig i virkeligheden en verden med et legende barn ved ondskabens hule. Et korsfæstet, men genopstandent legebarn. En tom dødshule.

Guds kærlighed til os – den skal ta’s alvorligt og ikke kun gøres til baggrundsmusik for et årligt nostalgi-trip. Godt nok er julen udtryk for, at han har åbnet den dér himmelske konto., men forståeligt nok er han mere end ivrig efter at pengene bli’r brugt rigtigt. Brug dem nu fornuftigt, er det ikke sådan vi siger til vores store børnebørn, når de har åbnet konvolutten med checken?

Og når du nu om 4-5 dage – forhåbentlig i fred og ro – kan studere julens billede, så læg også mærke til Maria. Hun er central i billedet, som hun sidder dér med barnet ved brystet. Men hun ser lidt til siden… hun tænker sit.

Hun ved, at kærlighed koster. Hun ved, at det er tungt at være alle tiders jord-mor!  At bære det barn, der skal bære al verdens synd, det kræver mere end eet moderhjerte. I Marias hjerte er derfor alle mødres hjerter samlede.

Alle de tårer, som alle verdens mødre har grædt siden skabelsen, de sidder i hendes øjenkrog. Hun ved forud, hvad Guds kærligheds barn vil blive udsat for. Hun ved, at krybbe og kors laves af det samme træ.

Men se, hun smiler! For barnet smiler…!!  Det nye liv ler! Mørket KAN ikke få magten på julens jord. Mørket HAR ingen magt på den jord, som Gud elsker og hvor Guds velbehag er i mennesket.

Det er ord til den, der synes at være ved at miste livet. Det er ord til dig, som har mistet troen på retfærdigheden, og til dig, som har mistet livs-modet.

Det er ord til dig, som har mistet tilliden til livet og dermed tilliden til dig selv.

Og til dig, som mistede livets mening, fordi du mistede den, som GAV livet mening!

Til alle, der har mistet, og derfor ikke har noget at komme med, er der godt nyt. Hans rige er for DIG! Og TIL dig! Og det er REN gave. Måtte du kunne tage imod gaven. Og må Gud velsigne dig i dit livs op-gave!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s