Om at vælge                                                              23. søndag efter Trinitatis 2007

Da gik farisæerne hen og besluttede at fange Jesus i ord. De sendte deres disciple hen til ham sammen med herodianerne, og de sagde: »Mester, vi ved, at du er sanddru og lærer sandt om Guds vej og ikke retter dig efter andre, for du gør ikke forskel på folk. Sig os, hvad du mener: Er det tilladt at give kejseren skat eller ej?« Men Jesus gennemskuede deres ondskab og sagde: »Hvorfor sætter I mig på prøve, I hyklere? Vis mig skattens mønt!« De rakte ham en denar. Og han spurgte dem: »Hvis billede og indskrift er det?«. »Kejserens,« svarede de. Da sagde han til dem: »Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!« Da de hørte det, undrede de sig og forlod ham og gik deres vej. Matt 22,15-22

Beklager, heller ikke herinde slipper vi for snak om skat. Man skulle næsten tro, at statsministeren valgte tirsdag d. 13. november som valgdag, fordi han vidste, at i følge kirkekalenderen skulle vi i folkekirken på denne søndag læse politiske tekster. Og så vidt man sådan umiddelbart kan høre det på de tre bibeltekster, så lægger de ikke ligefrem op til at skifte regering.

Først læste vi Paulus. Han siger ubetinget ja til den til enhver tid siddende regering. Han mener oven i købet, at den er indsat af Gud. Statsminister bli’r man altså ikke efter en dronningerunde… man skal runde endnu højere magter. Det kan man da kalde en ny alliance, eller rettere, den er jo ret så gammel. I de langt fra go’e gamle dage sad Gud for bordenden og enhver form for herre-mand vil vide at sætte pris på den ordning. Den er MEGET svær at sætte sig op imod, den alliance.

Vi forsøgte med en solid salme om vores alles afhængighed af Gud og vores fælles ansvar over for hinanden at ta’ lidt af den dårlige smag af Paulus, men vi bliver nødt til at vende tilbage til ham og det guddommelige myndigheds-sværd senere.

For nu har vi så hørt Jesu egne ord om Gud og kejser og dig og mig.

Historien begynder med at de stiller Jesus et af de spørgsmål, hvor det er ligegyldigt, hvad svareren siger, han vil under alle omstændigheder komme galt af sted.

Vi skal lige minde hinanden om, at på Jesu tid var den kendte verden besat af den romerske hær. Således også Jesu fædreland Palæstina. Godt nok var der fred i verden, men det skyldtes alene, at der kun var én stormagt i hele verden. Og den herskede over alt og alle med hård militær hånd.

Spørgsmålet til Jesus lyder: ”Skal vi give Kejseren i Rom skat, eller skal vi ikke?” Siger Jesus ja, er han landsforræder, siger han nej, opfattes han som frihedskæmper.

I begge tilfælde vil der være nogen, der vil gøre det af med ham.

Det er en retorisk fælde, hvor spørgerne alene er ude på at fælde modstanderen. Det er lige gyldigt, hvad der bliver svaret. Det er ikke sagen, men manden, det gælder. Nøjagtigt som vi kender det fra disse dages TV-debatter.

Spørgsmålet til Jesus stilles af en hidtil uset alliance mellem to partier, farisæerne og herodianerne. Selv om farisæerne gik mest op i det indre, åndelige liv, var de i princippet stærke modstandere af den romerske besættelsesmagt, mens herodianerne gik ind for samarbejdspolitik.

Men begge partier havde det til fælles, at de ville have Jesus standset, han kunne nemlig komme til at forrykke den hårfine balance i landet. Fælles fjende gi’r nye frænder. Igen en kendt valg-virkelighed. Dagens historie er 2.000 år gammelt spin. Så vidt jeg kan se totalt overset af Jersild og Co.

Men Jesus kan altså også det spil. Hans svar på deres på-skrømt-spørgsmål bør indgå i enhver politikers medie-træning. ”Giv mig en mønt”, siger han. Det skal være en mønt af jeres egen lomme.. Altså er det ikke mine, men jeres penge… i sig selv en pointe!

De gi’r ham en denar. ”Hvis billede og indskrift er det?” spør Jesus.

En denar var en lille sølvmønt, af et par kroners værdi. På den ene side af mønten var Kejser Tiberius i skarpskåret profil med laurbærkrans om hovedet, og derunder stod der: Den guddommelige Augustus’ søn.

Den anden side viste en skikkelse med scepter og olivengren, siddende i en gudestol med indskriften Pontifex Maximus, det vil sige den øverste ypperstepræst.

Det er da effektiv power point med den mødt! Og så er det en ting mere: Mønten er viser, at kejseren – regeringen – anså sig selv for at være guddommelig.

Kejseren og Paulus er enige, myndighederne er indsat af Gud og de svinger såvel deres eget som Guds sværd. Det er ét og samme sværd. Kejseren og Paulus er naturligvis uenige om, hvilken Gud det er. Men det er en anden diskussion.

Her er pointen, at det er kejserens billede, der er på mønten, og så det er klart, at han skal have den tilbage. ”Gi’ kejseren hvad kejserens er.”

Det er så det, vi skal på tirsdag! Kejseren skal ha’ sit kryds. I vor tid er kejseren blevet os alle sammen. I hvert fald her hos os. Ja, ganske vist er det dronningens hoved, der pryder vore mønter. Men hun har lagt scepteret og i stedet givet sit folk en stemme-blyant, hendes krone er overladt til kronekursen, og desuden ligner hun faktisk dig og mig. Folket styrer. Folkestyret, demokratiet, er vor tids kejser, Gud ske tak og lov for det!

Og det går jo ganske godt. Måske endda temmelig godt. Det er kun, når der er valg, at vi kan komme op at skændes. Det overlever både vi og folkestyret.

Hvis der så bare var noget at vælge imellem! Mange af os er vist grundigt trætte af den måde, som medierne og deres kejsere agerer og dirigerer og på mange måder sætter såvel politikere som os vælgere på prøve, et godt stykke over smertegrænsen. Smerten skyldes, at den politiske samtale er blevet til en sportskamp, hvor journalisterne alene taler om vindere og tabere og vurderer politikernes tøj og ikke deres politik.

Men det skal alt sammen ikke afholde os fra at sige Gud tak for, at vi FÅR LOV at give kejseren, hvad kejserens er:  Arbejde og skat, tanker og viden, holdning og handling. Alt sammen giver vi til fælles gavn og glæde. Selv forretningerne, forsikringsselskaberne, fagforeningerne, bankerne med deres billeder og logoer og pin-koder og hele den kejserlige musik, vi skal nok spille med. Det kræver ganske vist meget af vores tid, men når det nok alt sammen!

Nogen har oven i købet tid til ganske frivilligt at vie de der denar-kroner en del yderligere opmærksomhed. De spiller og tipper og lotto’er og banko’er og sender ind og krydser af og drejer lykkehjul og jeg ved ikke hvad. Det er ikke så lidt opmærksomhed vi bruger på den kejser-magt!

Så meget måske, at vi næsten glemmer anden del af Jesu svar. ”Giv Gud, hvad Guds er.” Hvad angår det at forstå de ord, er vi en del bagud i forhold til dem Jesus talte med den dag. De ku’ nemlig deres bibelhistorie og vidste umiddelbart, at Jesus hentyder til skabelsesberetningen.

”Gud skabte mennesket i sit billede. I Guds billede skabte han det”… lyder fortællingen. Gud ville verden, dens planter, dyr og mennesker. Men af hele skabningen er mennesket nr. 1. For vi er bærere af Guds billede. Der er ikke et eneste menneske, som ikke bærer Guds billede i sig.

Alligevel er det sådan, at vi er så fantastisk påholdende og gerrige, at vi oftest holder os for os selv og beholder, det vi har fået, som var det vores eget.

Det at udlevere sig selv, det overhovedet at give sig selv, bare en lille smule, somme tider til mennesker men i hvert fald totalt det at overgive sig til Gud,

det er umuligt for os. Der er kommet noget i vejen, noget som siger jeg.

JEG er i vejen. På den ene side er det JEG en del af Guds billede i os, på den anden side er det vores problem og værste fjende.

Det er måske dér, vi kan nærme os og måske ligefrem forstå, hvad Paulus mener med det dér provokerende udsagn om, at enhver myndighed er indsat af Gud og gør Guds gerning. Det er måske for at holde os fast i, at end ikke det bedste af alle samfundssystemer – heller ikke vores med rette lovpriste demokrati – kan ændre på det faktum, at mennesket, ud over at bære Guds billede og at være redskab for Guds vilje i denne verden, OGSÅ er en synder, d.v.s. én der rammer ved siden af…. går forkerte veje, tænker forkerte tanker, sætter forkerte kryds!

Vi kommer ofte til at sætte krydset på stemmesedlen ud for vores eget navn og ikke ud for de andres.  Livets kryds skal ikke sættes ved egoistpartiet.

Gud-billedligheden lærer os, at vi skal ta’ parti for de andre. For dem, der har brug for kærlighed og omsorg.   

På trods af alle vort livs syndige krydser, er mennesket altså bærer af Guds billede og tilhører derfor Gud. Der er noget af Gud i os alle. Alle mennesker ER noget, endda noget nærmest guddommeligt. I modsætning til dyrene skal vi MERE i dette liv end at spise og drikke og elske. Vi skal give DET tilbage, vi har fået: Livet, kærligheden, omsorgen. Vi skal betale vores livs-skat!

På Jesu tid var der ikke noget der hed proportional-skat…. eller top-skat. Skatten var flad: Én dagløn om året skulle man gi’ til kejseren. Det kan vi synes var billigt sluppet. Men de fik så heller ikke særlig meget til gengæld fra kejseren, sådan som vi får det. Velfærdsrettigheder eksisterede ikke. Folkepension var u-tænkt. Det var et superliberalt samfund, hvor enhver måtte klare sig selv. Og de, der ikke kunne, kom i den sorte gryde.

Kejseren, hans, Gud, hans! Det ka’ godt høres som en fify-fifty-sag. Én gang om året gi’r vi til kejseren, én gang om året gi’r vi til Gud: juleaften, dåb, konfirmation… og til sidst en begravelse.

Men i vor tid fylder det med kejseren jo temmelig meget mere end en dagløn. Mon ikke vi blev enige om det før?

Så må vi vel tilsvarende indrømme, at balancen mellem kejser og Gud er temmelig skæv. Der mangler en hel del i det med at give den sidste, hvad der er hans.

Måske ku’ vi få hjælp af dagens dåbssbarn dr. Morten Luther, vor kirkes grundlægger, døbt i dag på Mortens dag d. 11. november i det Herrens år 1483. Han foreslog nemlig, at man som et minimum som kristen hver morgen, når man står op, slår korsets tegn, derefter  be’r et fadervor, og senere på dagen  be’r en bøn, hvor man siger Gud tak for det daglige brød.

Det daglige brød, det var for ham alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, så som hus og klæder, sko og penge, from ægtefælle og fromme børn, godt vejrlig og god regering, gode venner, trofaste naboer og alt hvad her kan nævnes, som det hedder i hans Lille Katekismus, altså hans parti-program.

Et fadervor, et kors og en bøn om dagen holder dig på rette vej! Jeg tør ikke sige, om det fører dig til det rette kryds på stemmesedlen, men jeg er sikker på, at det medfører, at det er din pligt at krydse den af.   

Og så til sidst: Jeg kan ikke ryste ham Paulus af mig. Især det med at den til enhver tid den siddende regering er indsat af Gud!

Hvad angår på tirsdag er det i hvert fald vores eget ansvar, hvem vi sætter på taburetterne. Uanset hvem det bli’r, skal Gud i hvert fald ikke have skyld for det!

Paulus levede i en helt anden tid, og selv om han opholdt sig en del i demokratiets vugge, i Grækenland omkring år 50, så kan vi ikke forlange,

at han skal kunne forholde sig til den måde vi har indrettet samfundet på

år 2007.

Desuden hører det i allerhøjeste grad med til billedet af Paulus, at han, når det var nødvendigt, på det åndelige plan talte Roma midt imod og som konsekvens heraf rent faktisk blev henrettet af myndigheden i Rom!

Jeg MÅ også nævne fire andre, som med deres liv og for de tres vedkommende også med deres død, satte sig op mod myndighederne i Guds navn.

Dr. Martin Luther King jr., opkaldt efter den før nævnte Luther, baptistpræsten, der var leder af anti-apartheidbevægelsen i sydstaterne i 60-ernes raceopdelte USA, hvor mange hvide ikke ville anerkende, at Guds billede OGSÅ er sort!  D. 4. april 1968 betalte King prisen på en hotelbalkon i Memphis, Tennesee.

Ærkebiskop Oscar Romero, leder af den katolske kirke i El Salvador, landet i Mellemamerika, som har navn efter Vor Frelser, men som i 70-erne var et brutalt diktatur, med undertrykkelse og tortur på dagsorden hver dag.

Da han d. 24. marts 1980 havde afsluttet sin prædiken, hvor han talte myndighederne imod, blev han dræbt af et skud.

Præsten og forfatteren Kaj Munk, der under den nazistiske besættelse af Danmark talte og skrev imod det ugudelige politiske system, som var ved at brænde hele verden af.  D. 4. januar 1944 blev han myrdet med et nakkeskud i Hørbylunde Bakker ved Silkeborg.

Ærkebiskop Desmond Tutu, denne Guds lille, glade kæmpe, som spillede en afgørende rolle i befrielsen af Sydafrika, befrielsen fra den apartheid, som desværre var bibelsk begrundet, fordi de hvide læste bibelen som en vis person gør det.

Disse og mange flere har igennem kirkens historie givet kejseren, hvad hans er og Gud, hvad der hører ham til. Men de glemte aldrig, at kejseren også er skabt i Guds billede! Og hvis kejseren – myndighederne, regeringen, folket – åbenlyst glemte sin guddommelige oprindelse, sin himmelske herkomst – eller udviskede Guds billede til ukendelighed, og i stedet satte sit eget –  så skulle kejseren tales midt imod! Og det gjorde de så!

Lykkelige vi, der lever i denne tid, hvor vi ikke behøver at give vores liv til kejseren, men alene skal give os helt og fuldt til den Gud, der har sat sit præg på dig og mig og hele vor verden og givet os sin fred. Så sæt du da glad og gerne dit kryds – i Jesu navn!.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s