Nød lærer uniformeret embedsmand at bryde alle love              21. søndag efter Trinitatis 2003

Jesus kom nu atter til Kana i Galilæa, hvor han havde gjort vand til vin. 

Der var en kongelig embedsmand, hvis søn lå syg i Kapernaum. Da han hørte, at Jesus var kommet fra Judæa til Galilæa, tog han hen til ham og bad ham om at komme med derned og helbrede hans søn; for han lå for døden. Da sagde Jesus til ham: »Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke.« Den kongelige embedsmand svarede: »Herre, kom med derned, før mit barn dør.« Jesus sagde til ham: »Gå hjem, din søn lever.« Manden troede Jesus på hans ord og gik; og allerede mens han var på vej hjem, kom hans tjenere ham i møde og fortalte, at hans dreng var i live. Han spurgte dem så ud om, i hvilken time han havde fået det bedre, og de svarede: »I går ved den syvende time forlod feberen ham.« Da forstod faderen, at det var sket netop i den time, da Jesus havde sagt: »Din søn lever.« Og han og hele hans husstand kom til tro. Joh 4,46-53

Ja, selvfølgelig kom de til tro. Det er da klart. Alt andet ville være helt urimeligt.

Når vi skulle lave hold til fodbold, så sørgede jeg altid for at blive valgt på det hold, der havde de stærkeste drenge. Helle for at være sammen med dig, Jesus….

Og efter at Jesus havde gjort ham den tjeneste, at gøre hans søn rask, så er det da klart, at ham stats-tjenestemanden fra Kapernaum melder sig på det vindende hold og hepper på målscoreren.

Hvad er det for øvrigt der får Jesus til lige akkurat at hjælpe HAM, når nu millioner af fædre og mødre, hvis sønner og døtre har ligget for døden, har råbt til Gud: Kom og helbred mit barn! UDEN resultat!  Har historiens far gjort sig særlig fortjent til positiv særbehandling? Og hvilken glæde har vi andre af hans glæde? MIN søn har også feber… altså i betydningen: Der er også en hel del i MIT liv, som er sygt og måske ligefrem er ved at dø… men se om der bliver scoret på min banehalvdel!

Der er masser af spørgsmål, der farer rundt i vores hoveder, når vi hører sådanne solstråle-bibel-historier….  Jeg synes undertiden, at de bibelske historier stiller flere spørgsmål, end de kommer med svar.  Sådan altså også med dagens historie.

Manden fra Nazareth møder manden fra Kapernaum. Det er ikke så mærkeligt, de to byer ligger med 15-20  kilometres afstand.

Må jeg lige minde om, at embedsmanden nok havde en eller anden uniform på, i hvert fald vidste man, hvem han var. Mens manden fra Nazareth ved det første møde så ud som den tømrersøn, han var. Det er først eftertiden, der har forsynet ham med en glorie. Alene det at henvende sig til ham var en satsning. For man kunne jo ikke vide….

Men manden fra Kapernaum er i den værste nød og elendighed, et menneske KAN være i: Hans barn er ved at dø. Og husk: Dengang var der ingen penicillin eller vagtlæger. Du er alene med smerten og angsten. HJÆLP….

Nød lærer uniformeret tjenestemand at bryde alle konventionens love. Alt skal forsøges. For det gælder noget meget vigtigere end liv og dø: det gælder mit barn!

Jeg ville så gerne vide, hvad far’en forestillede sig om Jesus. Jeg ville så gerne ha’ været med ham på vejen fra Kapernaum til Kana. På vejen til Jesus. VI ved jo, hvem Jesus er. Og vi har et forspring på 2000 år. Vi kender resultatet. Vi ka’ sagtens. Men hvad tænkte han, far’en, på vejen til Kana. Han har løbet, det er jeg sikker på… måske har han haft mulighed for at ride… er man kongelig ansat eller ej? Men han vidste jo ikke, om Jesus KUNNE hjælpe hans søn. Han vidste jo heller ikke, om Jesus VILLE hjælpe.

Mon han virkelig troede, at det var Guds Søn, der var i Kana…  Nej, hvem kunne tro det? Det ER jo så utroligt, at alle tings skaber har tid til at være i Kana!!

JEG har været der. Det er en lille flække af en landsby som nu har vokset sig til at være er del af Nazareth.…. Og så er det for øvrigt én lang kedelig vej med masser af forretninger der sælger Kana-vin… jeg har aldrig smagt den vin. Man må håbe den er lavet på andet end vand! Kana er et osende trafik-knudepunkt, hvor det faktisk slet ikke er rart at være. I dag, i hvert fald. Dengang et par småhuse… provins af værste slags, fristes man til at sige.

Men den dag var det verdens centrum! De siger at Mssias, Guds gesandt, er i Kana! Så må jeg derhen!

Jeg tror… jeg tror…. jeg tror…. sagde far’en indvendigt, mens han benene af sted. Hans tro gik ham i benene….jo mere han troede, jo hurtigere løb han.

Når nu det gælder DET, som er væsentligere end mit eget liv.

Og så står de to mænd overfor hinanden. Den ene kalder sig søn og taler på vegne af Gud, som han kalder sin far, den anden kalder sig far og taler for sin syge søn.

Jeg oplever det første, Jesus siger, nærmest som en vrissen: ”Hvis I ikke får tegn og undere at se, så tror I ikke!” Det er bestemt ikke nogen imødekommende Gud, der siger sådan. Men manden fra Kapernaum lader sig ikke skræmme…. Herre, kom, før mit barn dør!

Er det det, der får Jesus til at skifte sind…?  I hvert fald lyder hans næste ord: ”Gå du bare hjem… Din søn lever… ” Først vrisser han.. så la’r han far’en få sin vilje…

De to udsagn harmonerer dårligt. Og man kan da ikke tro på en disharmoni! Den trækker i hver sin retning. Og alligevel går faren altså tilbage, i retning af sin syge søn.  Men han går alene tilbage. Han får kun et ord. Et løfte!

Jeg ville så gerne ha’ været sammen med den kongelige embedsmand, på turen hjem fra Kana til Kapernaum. Som sagt: Noget i retning af 15 kilometer.

En smuttur for os nu om dage i bil, men den dag for far’en var det en livs-rejse.

Jeg har en fornemmelse af, at han ikke var lisså hurtig på tilbagevejen, som på udvejen… Uanset hvordan det gik med hans søn, så skulle han jo hjem og se. Hjem og få syn for sagn. Få virkelighed frem for tro

Man kan ikke leve af ord alene. Ikke engang Guds ord er nok. For man VED jo ikke…. Han måtte hjem og se! Hjem og røre ved drengen…. hjem og mærke om han havde feber…. fornemme, hvordan hans vejrtrækning var.

Ser han rask ud, skinner hans øjne… alt det, som enhver far og mor kender det med et sygt barn. Han MÅ fremad. Og hjemad.

Hvad mon han har tænkt, mens han gik de femten kilometer hjem, hvad har han tænkt om Jesus… og ikke mindst om sin søn?  Hvad vil det sige, når fortællingen påstår, at han troede Jesus på hans ord og altså gik hjem i tro på at sønnen var blevet rask.?

Igen er det fødderne der taler:  Jeg tror… jeg tror ikke… jo, jeg tror, nej jeg gør ej….  Nej, ikke tro, men vide…..

Og så FIK han det at vide…!  Ovenikøbet før han kom hjem….  Farten blev sat endnu mere op… hjemad… Og så SÅ han ham, sønnen, og rørte ved ham… Han konstaterede: Han er rask!

Far’ens glæde er ubeskrivelig. Den kan vi ikke dele med ham. Den er hans og hans alene. Vi andre kan så i stedet tænke efter… og så har vi fået et nyt problem: Man ka’ jo sådan set ikke vide, om det var på grund af Jesus, at han var blevet rask… vel? Og bortset fra det: Nu hvor han først har fået vished,

så behøver han jo ikke længere at tro!

For når man VED, så behøver man ikke at tro, vel? Og det er meget bedre at vide, end at tro, er det ikke? Det med at tro, det stadium i menneskehedens historie er vi vel for øvrigt efterhånden også ved at være ude over.. ???      

Og hvad hvis sønnen IKKE var blevet rask, havde vi så også – 2000 år senere – hørt historien om den kongelige embedsmand? Forudsætter kristentro, at den døende alligevel ikke dør? Er succes en forudsætning for tro? Og har man succes, fordi man tror? Der er desværre i disse år en del kristne på verdensplan og med afkast herhjemme også, for hvem troen måles i fremgang og succes

og hvor manglende kreditværdighed i direkte og overført betydning påstås at være udtryk for manglende tro.   

Hør her, hvad historien fortæller mig om tro. Hør her, hvad jeg hører, som var jeg alligevel med på turen frem og tilbage mellem Kana og Kapernaum.

Far’en – ham med den syge søn – han troede ikke, fordi han havde set. Men han så, fordi han troede. Det er ikke sådan, at når man ser fantastiske ting, så kommer man til tro. Det forholder sig modsat: Når man tror, ser man fantastiske ting.

Tro er en måde at se verden på. Tro er øjne som Gud transplanterer ind i sine mennesker.

Troens øjne er en slags kærlighedens røntgen-øjne. De ser dybere end det, man kan se med det bare øje. Og dybere end det, man kan mærke og måle og veje. Kun tro kan se kærligheden.

Og kærligheden kan man kun tro på. Kærlighed kan man aldrig få vished om og beviser for.

Den kærlighed, der begynder det hele, Guds kærlighed, DEN kan du være sikker på. Den gi’s dig til og med UDEN din indsats. Det eneste du kan og skal er at tage imod. Du kan aldrig være tro-værdig, altså værdig til Guds kærlighed, elsk-værdig!

Men kærligheden kan værd-sætte dig så meget, at du BLIVER tro-værdig.

Tro er ikke noget man vælger. Sådan at troens verden er som et supermarked, hvor man så kan vælge den tro, der synes at gi’ bedst afkast. …  Tro er ikke noget man vælger. Men man kan vælge at VÆRE tro. Tro over for kærligheden. Tro overfor livet. Her er dit liv!

Man kan vælge at være tro… Og man kan vælge at leve troværdigt.

I troen kan du holde fast i livet. Og være trofast over for livet. Du behøver ikke at rende fra Herodes til Pilatus for at finde tegn og undere, som du kan tro på. For lige foran dig er det liv, som er et tegn på Guds kærlighed til dig.

Hans kærligheds under er så under-lig, at han gjorde det modsatte af det far’en fra Kapernaum gjorde. Gud præsterede verdens mærkeligste feberredning, og sendte sin Søn i døden, for at overvinde den. Døden fik fat i ham, men den kunne ikke holde ham fast.

Og det betyder, at her efter skal ingen febersyg menneskesøn og menneskedatter bukke under for sygdom og død, selv om måleapparater af enhver art viser, at vi alle bliver syge og alle skal dø.

Det eneste under, du har brug for, er troens viden om, at du er i Guds hånd.

Han ta’r hånd om dig. Han holder dig i hånden og holder hånden over dig.   Tror du det, så skal du leve, selv om både du og din søn og datter skal dø.    Gå hjem, din søn lever!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s