Når man ser det hele sådan lidt fra oven     Sidste søndag efter helligtrekonger

Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.« Matt 17,1-9

Jeg har kun været deroppe én gang… på Forklarelsens Bjerg. Jeg kører ellers forbi et par gange om året. Næste gang om en måneds tid. Traditionen siger, at Forklarelsens Bjerg er Tabor-bjerget, et kegleformet bjerg i Gallilæa, sådan lige i kanten af den frugtbare Jizzrael-slette… den er flad som Lolland, hvorfor Tabor-bjerget synes meget højere end det er, sådan rent målemæssigt… fuldstændig ligesom Himmelbjerget, I ved.

Men altså: Tabor ser ud som et bjerg SKAL se ud, og er man først deroppe,  har man en fin udsigt. Når man ser det hele sådan lidt fra oven… så kan man bedre se hvordan verden hænger sammen. Derfra og dertil, og den vej…

Men det er lidt besværligt at komme derop. Turistbusser og privatbiler må ikke køre derop. Der er noget med for meget sving i hårnålene. Så enten går man op og ned eller også gør man som jeg: Man ta’r en taxa, en af de berømte israelske fælles-taxaer, en sherut… Og så går det stærkt. Man kan næsten høre det på navnet:  SHERUT!  Hurtigt op… og ned igen.  ”Der er 20 minutters ophold… Vær tilbage til tiden, sherutten venter ikke”. Nej da, og alene TANKEN om at blive efterladt på Forklarelsens Bjerg!

Det er mærkeligt med det sted: Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har været i Fødselskirken i Betlehem, gået ad Via Dolorosa og sejlet på Genezareth sø. Men Tabor – Forklarelsens Bjerg? Her er man kun een gang i sit liv… kortvarigt!

Mennesker har altid søgt mod Himmel-bjerget. Både for at være ovenpå sådan i almindelighed, men også for at komme tættere på det, som vi forestiller os er i det himmelske, nemlig Gud og meningen med livet.  ”Lad os bygge et tårn,” sagde folkene i Babel. Og siden da har vi alle bygget sådan nogen. Babelstårne ser forskellige ud, men de har samme mål og formål: Nærmere Gud, til dig. Nærmere forklaringen.

Forklarelse er noget andet! Og skal man op på forklarelsens bjerg, så må man stå af hverdags-bussen, og GÅ eller i det mindste altså sherutte. Forklarelse ta’r sin tid.  Mening og sammenhæng ta’r tid!

Jesus samlede disciplenes forretningsudvalg for at vise dem sammenhængen. Som Moses og Elias før dem, måtte de bestige et bjerg for at blive forklarede og derved være afklarede. Deroppe står himmel og jord nemlig i et. Hernede er det skjult, men deroppe er alt åbenbart.

Og sådan skal det åbenbart være. Hernede skal alting være på det jævne og tilsløret. Deroppe er livet åbent og klart og gennemskueligt.

”I må ikke fortælle om det I har set, før Menneskesønnen, altså jeg, Jesus Kristus, er opstået fra de døde”, sagde han. Den gamle verdens orden skal stadig bestå, selv om den himmelske stråleglans ER kommet til jord og nogen derfor har set lyset!

Da Moses var til top-møde med Gud oppe på Sinajs bjerg og efter diktat skrev på De ti Buds sten-tavler, da smittede Guds herlighed af på ham. Og da han kom ned på jorden igen, så måtte han dække sig med et slør. Men derfor kunne han også af-sløre Guds herlighed, selv om den havde form af påbud og var skrevet på stentavler.

Moses var den første, der fik Gud til at tabe masken og vise sit sande ansigt. Gud blev afsløret, og meningen blev åbenbaret. Den stod dér, hugget i sten!

Men israelitterne havde stenansigter og hjerter af sten, så de glemte hurtigt. Snart gik dansen livligt om guldkalven. Guds stråleglans blev til frie markedskræfter og merværdi.

Og med det gik verden sin skæve gang. Gud, den almægtige, kunne selvfølgelig havde sat trumf på, fordi Han har flere kræfter og mer’ værdi end al verdens kapital, men Gud valgte i sin kærlighed at sætte alt på eet bræt. Og så lød der et barne-skrig i Bethlehem….

Barnet i Betlehem og den voksne Jesus af Nazareth afslørede Guds sande ansigt. Ja, endnu mere, Jesus VAR Guds ansigt…. ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag”…. For israelitten er det klart, at den, der sender sin søn, i virkeligheden kommer selv. Det hebraiske ord for søn betyder egentlig ”en del af”… Guds søn er en del af Gud selv. Når røsten lyder: Det er min elskede søn – så betyder det: Det er mig, din Gud, der står her foran dig!

Sikke et syn! ”Hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset.” Gud som en sol… den livgivende kraft. Det er et ældgammelt billede… gentaget igen og igen…

Gud, der er evig, er os nær i tiden. Ikke bare DEN tid, dengang, men også nu. Gud, der er overalt, i hele universet, står lige her. Dér, men også her. Gud, der er hellig, så det skræmmer os, han er som en af os. Kød og blod og ånd. I én stråleglans.

Forresten: Der er ingen grund til at overlade talen om stråleglans til de såkaldt ny-religiøse. Hvis ikke Jesus skulle ha’ aura, så ved jeg da ikke hvem der sku’! Og selvfølgelig er dagens tekst en fortælling om en gedigen religiøs oplevelse.  Måske har dine advarselslamper blinket længe, for sådan noget må man ikke snakke om i pæne, kirkelige kredse. Dagens bibelhistorie har da heller ikke været på prædike-tapetet ret ofte i den lutherske kirkes historie, og først med den seneste tekstordning fra 1992 har vi i folkekirken – Gud ske lov – fået den ind i varmen. Eller rettere altså: Ind i lyset!

Nu står de så dér på Tabor – og vi med dem – og oplever hele det hellige hierarki med Gud selv i spidsen.” Se og hør! Det er min Søn. Hør ham.”

Det fik de rig lejlighed til. Disciplene vandrede sammen med Gud i tre år. De hørte et og andet undervejs. ….

De hørte, at Guds rige var kommet til jord.  Det var altså ikke mennesket, der skulle til himmels, men Gud, der forlod sin himmel for at være os nær.

De hørte, at de sidste skal blive de første, og de mindste de største. De hørte, at Guds rige er for dem, der ingenting kan og ingenting har. Hvilket ikke er det samme som at sige, at det er for dem, der sidder med hænderne i skødet eller sidder og vrider dem, hænderne. Guds rige er en gave, og den, der har hænderne fulde af sit eget, kan jo ikke ta’ imod. Og DET er pointen: Guds rige er for dem, der ka’ ta’ imod. Børnene først og fremmest. Det er jo det eneste,

de kan. Ta’ imod…. Men først og fremmest hørte disciplene, at Guds rige er kærlighedens rige.

Man KUNNE godt ha’ ventet, at såvel Jesu forklarelse og Hans forklaring om meningen med det hele havde været mere tydelig, så det havde medført den totale afklaring. Men det er som om den er blevet deroppe på taffelbjerget.

Der er ikke megen over-bevisning i 2000 år gamle rygter om en omvandrende prædikant fra en provinsby i et afsides land. Det HAVDE været bedre, om Gud havde åben-baret og af-sløret sig klart og tydeligt og én gang for alle. ”Er du Gud? ER der en Gud? Hvor, Hvordan og Hvorfor! Så skal vi nok stille op til hellighed og herlighed og hvad du ellers har lyst til! Bare sig til!”

Men Gud åbenbarer sig altid i det skjulte. Og hans vidner er som regel ikke meget bevendt.

Hyrder kunne slet ikke VÆRE vidner i juridisk forstand i en jødisk retssal, kvinder naturligvis slet ikke. Og det VAR hyrder og kvinder, der var vidner, først til fødselen, siden til døden og især til opstandelsen.          

Og hvad skal man i det hele taget tro om den sølle samling fiskere, der står her oppe og lader sig forklare?  Nej, Guds rige åbenbares så sandelig i det skjule og aldeles til-sløret.

Det kommer sig af, at Gud er kærlighed. Der er forskel på herlighed og kærlighed. Hellighed og herlighed er godt nok. Men de er statiske. Der er ikke megen bevægelse i dem. De bli’r hængende oppe på bjerget. Når man er omgivet af hellighed og herlighed falder man så nemt i staver og når aldrig frem til sherutten i tide.

Kærlighed, derimod, er altid er i bevægelse. Nænsomt, blidt, forsigtigt, nærmer elskeren sig sin elskede. Alt andet ville være voldtægt. For kærligheden er varsom. Som om den bar et barn på armen, eller inde i sig.

Det er derfor Gud ikke kunne åben-bare sig i sin herlighed… han vil ikke voldta’ os…. han kommer nænsomt, blidt, varsomt og forsigtigt. Taler med os. Og taler til os. Uden at over-tale os.

Det var nok derfor de blev bange den dag, hvor de mødte utilsløret gud-dommelig hellighed og herlighed… De faldt ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt, hørte vi. Stråleglans og en stemme fra oven….  det er stærke sager.

Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: Rejs jer og frygt ikke. Der er genklange fra Maria Bebudelse, fra hyrderne på marken, fra kvinderne ved den tomme grav… frygt ikke.

Når vi så møder det guddommelige, eller rettere: når det møder os, så bli’r vi bange. For det guddommelige er det ekstra-ordinære… det som er uden for hverdagen. Det ukendte. Og så bli’r vi bange. Det sædvanlige er det trygge og det kendte, også selv om det sædvanlige ofte er mørkt og tungt og trangt.     Så er det alligevel trygt. Ved jorden at blive…

På den anden side: Når nu vi er her på toppen og møder det guddommelige, så er her jo ganske godt at være. Lad os mure os inde. Og slå rod. ”Herre, det er godt at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her,” sagde entreprenøren Peter. Det fremgår ikke  af historien, om han går i gang. Men typisk nok ER der faktisk TO hytter deroppe på Tabor… til højre en romersk-katolsk og til venstre en græsk-ortodoks kirke.

Vi sætter det guddommelige i system…  Sådan som vi nu og her befinder os indenfor murene. Det er jo en skøn hytte denne her. Vi er som på Tabors tinde. Se og hør.

Og det er ikke blot eksekutivkomiteen, men hele discipelskaren, der ta’r imod. Længst fremme står den af Thorvaldsen forklarede Kristus. Billeder, ord og toner. Forklarelsens stråleglans.

Men sherutten venter. Eller rettere: Den venter netop IKKE. For dagligdagen venter. Vel er det er livs-nødvendigt at være på forklarelsens bjerg. Så du kan se sammenhæng og retning og mening. Det er altid på høje tid at holde høj tid.

Men det er lisså livs-nødvendigt at komme ned igen. Så du kan leve hver dag ud fra livets høje mening og i den retning, som sammenhængen viser dig. Du kan ikke være høj hele livet. Det er hverdagens liv, der er livets scene.

Men hverken når du er oppe eller når du er nede, er du alene. Både oppe og nede står Guds Søn sammen med dig. Han er sammenhængen. Han peger i retning af din næste. Der er livets mening.

”De dybeste lag i mit hjerte, har set et forklarelsens land. Hvor alt var et fuldkomment billed og lykken var evig og sand. Men kun som et glimt, som en lysning, der strøg over marker og vand. I strejf lå mit landskab forklaret som livets og kærligheds land.” ”Rejs dig og frygt ikke!”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s