Nær-vær af den fra-værende                                                  3. søndag efter påske 2011

Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Joh 16,16-22

De burde sådan set ha’ været forberedt på det. Han havde sagt det flere gange. Også tidligere i den lange tale, som vi her har hørt et lille afsnit af, har hans sagt, at han skal forlade dem. Men de har ikke fattet det. Nu siger han det så igen. En gang til for tungnemme disciple. Og stadig forstod de det ikke…

Gør vi? Nu er forstå og forstå flere ting. Jeg kan for mit eget vedkommende konstatere, at jeg stadig ikke forstår det budskab, som Jesus af Nazareth formidlede til sin samtid og til os, denne sene

slægt af hans disciple: At himlens og jordens skaber og Herre kalder mig sit barn og at jeg må kalde ham far eller mor, det går langt ud over min forstand. Det er derfor jeg igen og igen og én gang til  må komme til kirke for at høre det. Forstå og forstå er altså flere ting. Ordet betyder egentlig:

At stille sig hen foran for at undersøge. At forstå er at undersøge. At sætte sig ind i. At arbejde med. At be-arbejde. At forstå er, aldrig at blive færdig med det. IKKE at forstå er at lægge til side… glemme og gå videre uberørt. Så på den måde forstår jeg.

For på trods af de 2000 års afstand er jeg blevet dybt berørt af Jesu ord og gerninger. Jeg forstår ham. Jeg står foran Ham. På trods af, at han kun blev et par og 30 år og hans offentlige fremtræden kun varede et par år, så har DET skabt MIN verden og ændret hele verdens gang. En kort tid var det. En lang virkning er det. Forstå det, hvo der kan!

Men hvad er TID egentlig? Egentlig eksisterer tiden ikke. Tid er en række øjeblikke i forlængelse af hinanden. Der findes kun øjeblikket og evigheden. Øjeblikket, en kort tid og atter en kort tid. Blomsten blomstrer en kort tid… resten af tiden er den som død. Græsset spirer og gror, en kort tid… så slår vi det og lader det tørre og formulde. Foråret dukker frem af vinterens søvn. En kort tid… og atter en kort tid. Om et års tid. Men evigheden er, at tiden ikke er.

Vi siger at vi har tid, men det har vi kun, hvis vi tager tid. Verden er fuld af tidtagere, men der er kun een tid-giver, nemlig Himlens og jordens skaber, vor far. Han er alle tiders Herre. Såvel øjeblikkets som evighedens Herre.

En kort tid ser I mig… og så er jeg væk, indtil I igen en kort tid skal se mig, siger Jesus i sin afskedstale til sine disciple. Vi vil prøve at forstå ordene og tanken. Undersøge og lade os berøre.

Han, der siger det, har bragt os kærligheden. Guds kærlighed, der er al kærligheds grund.

Kærlighed er at give et andet menneske liv. Du lever kun, fordi du er elsket. Du er en frugt af dine forældres kærlighed. Og deres kærligheds kraft stammer fra Guds gode skabelse. Kærlighed er at give et andet menneske livs-kraft. Kærligheden begynder med et kort øjeblik, hvor netop øjets blik fanger et andet menneskes øjne. Og holder dem fast. Kærlighed er at se et andet menneske i øjnene. Kærlighed er at TURDE se et andet menneske i øjnene. Kærlighed er at få øje på øjeblikkets evighed sammen med et andet menneske. Kærlighed er en kort tid.

Guds kærlighed er fra evighed til evighed, men for dig er den kun en kort tid. Fordi din tid er kort.

En kort tid ser I mig. Så er jeg borte. Var det så ikke bedre, at vi slet ikke så dig? Hvis kærlighedens øjeblik nødvendigvis må følges af det som føles som fraværets evighed, var det så ikke meget bedre, at jeg slet ikke så dig og slet ikke mødte dit nærvær? Hvorfor skal kærligheden i sig selv indeholde fraværets smerte? Det for-står jeg ikke!

Det hele begynder med at vente. Kærlighedens første anelse. Undfangelsens øjeblik. At undfange betyder egentlig at modtage. At blive til er at tage imod. Intet bliver til, uden at du først åbner dig og ta’r imod.

Ventetiden er forventningens tid. Man har sine anelser. Noget fornemmes at være på vej. Endnu ikke, men endnu en kort tid. Det, som er blevet til, det bli’r til nærvær. I et øjeblik.

Da føder kvinden sin kærligheds frugt. Men hun gør det med smerte. Fødslens øjeblik er smertefuld. I den anden ende af livet fratager døden os kærlighedens nærvær. Også det sker med smerte. Dødens øjeblik er smertefuld. Livets store øjeblikke ER fulde af smerte. Det er livets vilkår. Vi ved det af erfaring. Smertefuld erfaring, og vi ved også af, at vi undertiden, når kærlighedens øjeblik kunne ha’ givet os evighedens nærvær, at vi så i stedet sommetider lukker øjnene, så vi ikke kan se kærligheden. Hellere intet, end smerte… hellere evigt fravær end et nærvær, der alligevel kun er et kort øjeblik, når nu evigheden vil være fyldt af fravær og savn.

Men livet i vores verden ER en kort tid. Kun en kort tid skal vi leve med selv-værd, det selv-værd, der alene kan være på grund af den andens nær-vær. Først og grundlæggende er der Guds nærvær i Jesus Kristus, det gør dig til nogen. Dernæst et andet menneskes nærvær i det fælles samvær, det gør dig til den andens.

Det er kun gennem fødslens smerte, gennem tilstede-værelsen, at nærværets glæde kan være til stede i denne verden. Sådan var det også med Guds gennembrud, da glæde af en anden verden kom til denne verden. Det er den smerte, som Langfredag var nødvendig for at vende verdens nød og som fandt sted i opstandelsens glæde og derved har vendt verdens gang og gjort din verden til kærlighedens opholds-sted. Smerte OG glæde. Sorrig og glæde, de vandre til hobe. Det er livets nødvendige vej til den himmelske evighed.

Lige nu, i dit livs korte tid, er DET dine vilkår. Lige nu er det måske sorgen, der er dig nærmest. Da skal du især lytte til Jesu afskeds-ord. For det første ligger der i dem, at det er noget sludder, at tiden læger alle sår. Sorg går ikke over, for sorg er tabet af noget eller nogen, som man ikke kunne holde fast. Nogen, der ikke længere kunne fastholdes i fælles nærvær og samvær.

Sorg er at ha’ tabt sit selv-værd. Hvorfor skal jeg være, når han eller hun ikke længere er? Om det er adskillende sygdom eller død eller kærlighedens død, der nødvendigvis måtte resultere i en skilsmisse, lige meget fravær er det. Lige stor sorg forvolder det.

For det andet kan vi af Jesu ord lære at acceptere, at sorg KAN ikke gå over. Men den kan forvandle dig. Nærværet forvandlede dit liv. Tabet af den elskedes nærvær kan lissådan forvandle dig. Ikke sådan, at du igen bliver dit gamle jeg. Du kan aldrig vaske den andens nærvær af dig, selv ikke når han eller hun er fraværende. Han eller hun vil altid være en del af dig. Og tabet vil altid være

u-forståeligt og u-erstatteligt.

Men forvandlingen kan vise sig at blive et nyt nær-vær af den fra-værende. I ser mig, og så er jeg borte, men så skal I igen se mig. Den græske tekst bruger to forskellige ord om at se. Lissom der er mange måder at forstå på, sådan er der også mange måder at se på. Selv den blinde kan se! Troen kan se det, som viden ikke kan se. Og troen kan se gennem tiden eller den kan over-se tiden.

2000 års afstand er ingen ting for troens øje. På den måde er vi samtidige med de disciple, der sad til bords og hørte Jesu tale om afsked og sorg og smerte. Vi er fælles om det at se en kort tid og så ikke længere at kunne se. Det er vores fælles vilkår.

Og her kommer så det tredje, som vi der sørger, fordi vi ikke lever med Jesu nærvær i vores hverdag, det tredje vi kan lære i dag, og det er det, som disciplene gjorde, da de blev alene.

De fortalte om den fraværende! Vi kalder det evangelierne, vi kalder dem, der fortalte for apostle og missionærer. Sorg er en fortælling. Ikke en fortælling om AT miste… det overlader vi til terapeuter og behandlere, men i kirken og i kristentroen er sorg en fortælling om DEN, man har mistet. Disciplene gik ud i al verden for at fortælle om den LEVENDE, hvad han havde sagt og gjort, og hvad det gjorde ved dem, der hørte det, og igen og igen og igen hører det.

Han, som vi ikke – en kort tid – ser, men som vi oplever som nærværende i ord og gerning. Han som vi troede var død, men som er set og hørt af ham og hende og hende og ham og dem alle sammen. Derved har de fundet sammen i det vi kalder kirker og menigheder og derfra er de gået videre ud i al verden.

De er gået ud for at fortælle andre om hans nærvær. Verden, det vil sige de andre, de der ikke kan høre og ikke kan se, hverken på den ene eller den anden måde, de som derfor ikke kan forstå, hverken på den ene eller den anden måde, den verden gnider sig i hænderne af skadefryd: Se, han er ikke mere! Og det kan skade os, fordi vi derved ofte mest tænker på vores sorg over, at vi lever i den tid, hvor vi ikke skal se på den fysisk nærværende måde, og så bli’r vores savn og smerte så meget des større. Men vi lever også i en forventning om, at om en kort tid skal vi se ham igen. Og DA skal glæden blive så meget større og ingen verdens ting skal kunne ta’ glæden fra os. Sorrig skal dø, saligheds frø blomstre på Himmerigs dejlige ø. I evigheden store øjeblik.

Det er kun en kort tid… så……

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s