Kraftkarle, supermænd og får                                     2. søndag efter påske 2003

Jesus sagde: »Jeg er den gode hyrde. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. Den, der er daglejer og ikke er hyrde og ikke selv ejer fårene, ser ulven komme og lader fårene i stikken og flygter, og ulven går på rov iblandt dem og jager dem fra hinanden; for han er daglejer og er ligeglad med fårene. Jeg er den gode hyrde. Jeg kender mine får, og mine får kender mig, ligesom Faderen kender mig, og jeg kender Faderen; og jeg sætter mit liv til for fårene. Jeg har også andre får, som ikke hører til denne fold; også dem skal jeg lede, og de skal høre min røst, og der skal blive én hjord, én hyrde.« Joh 10,11-16

“Jeg er for jer, hvad en hyrde er for får”. Billedet er godt fundet på af Jesus.

Det er et af mange eksempler på Jesu fremragende formidling. Men Jesu fortælle-billeder er SÅ konkrete og samtidige, at de for eftertiden og til enhver tid volder problemer.

Det er i realiteten næsten umuligt at undgå at misforstå det, vi her har læst.. Vi bli’r nødt til at få renset ud i fåre-stalden. Vi ska’ ha’ noget at vide, som vi ikke kan sige os selv.

Alle dengang vidste, hvad en hyrde er. Nogen af tilhørerne VAR hyrder.

Jesu var omgivet af får og hyrder. Og desuden var hyrdebilledet et af de mest kendte billeder i deres religion. Vi hørte et af eksemplerne læst fra alteret, Psalme 23 i det Gamle Testamente.

For os er fåre/hyrdebilledet derimod så fjernt som tænkes kan. En og anden af os har måske en oldefar, der var hyrde. Men det er længe siden, og malkekøer er ikke får, og selv den jyske hede er ikke Palæstinas stenede sletter.

Og HAR vi endelig et eller andet sted et billede af en hyrde på vores indre nethinde, så er det SÅ idylliseret af Carl Bloch og Morten Korch, for ikke art tale om Thorvaldsens Kristusfigur i Kbh.s domkirke, at det er blevet et stærkt forvrænget og nærmest ødelagt billede.

Men værre er det nok, at du og jeg, mennesket, sammenlignes med et får.

Det går ikke i vor tid, præget som vi alle er af selvoptagethed, selvbehagelighed, selvudvikling, selvrealisation, selvstyre, selvtægt og alt det andet med mig selv i centrum.

Hvis det er et grundlæggende træk ved det kristne menneskesyn, at vi er som får, så er det ikke så mærkeligt, at vor tid er på kollisionskurs med kristen tro.   

Det vender vi om lidt tilbage til, for først vil vi forsøge at sætte os ind i reaktionen hos Jesu samtid.

Jesu tilhørere forstod fuldstændig, hvad han sagde, og derfor var det, han sagde, et chok for dem. Når den omvandrende prædikant, tømrersvenden fra Nazareth påstod, at han var folkets gode hyrde, så betød det, at han sagde lige ud, at han var Gud. ”Jeg er Messias, den af jer alle så inderligt ventede Guds udsending,” sagde han indirekte. Johannes-evangeliet bruger navnet eller rettere titlen Kristus, som er den græske oversættelse af det hebraiske Messias…

I en religion, hvor man ikke måtte udtale Guds navn, hvor Gud ikke måtte afbildes, og hvor selv Guds udvalgte, Moses, kun fik lov at se ryggen af Gud, da kan man næppe forestille sig noget mere chokerende udsagn end det, Jesus kom med den dag.

Det var sådanne udsagn der dømte ham Langfredag. Han gør sig selv til Gud… sagde de anklagende farisæere. Og de havde ret. Hyrdebilledet var forbeholdt Gud og den guddommelige konge. Absolut ikke en simpel håndværker fra provinsen.

Men det var også på en anden måde stødende og oprørende for samtiden, når Jesus påstod, at han var en hyrde. Jesu samtid hadede nemlig hyrderne.

Hyrder tilhørte laveste social-gruppe. Ja, de blev sådan set slet ikke regnet for at være en del af samfundet. Hyrder kunne – lissom kvinder – IKKE vidne i en retssag. De var – lissom kvinder – løgnagtige og utroværdige. Det gi’r jo unægtelig hele historien om hyrdernes rolle ved Jesu fødsel i Betlehem et ganske særligt perspektiv. For slet ikke at tale om det med at kvinderne er hoved-vidner til opstandelsen og den tomme grav Påskemorgen.

Når hyrder var samfundets udskud, hang det sammen med, at de var så dårligt betalte, at de – næsten nødvendigvis – MÅTTE fifle med de dyr, de skulle passe.  Om det var et rovdyr eller en god handel ned i foret, der formindskede fåre-bestanden, det ku’ komme ud på eet. Og mælk og ost ka’ man veje af på forskellig vis. INGEN ku’ ha’ tillid til en hyrde.

Det er det, Jesus er inde på, når han taler om forskellen på en hyrde og en dag-lejer, en løs-arbejder. Løn-arbejde er slemt nok, men løs-arbejde gør den ansatte ganske ansvars-løs.

Arbejdsindsatsen bli’r også derefter. Man ka’ ikke stole på dem. Derfor er det nødvendigt for Jesu at sige: Jeg er den GODE hyrde… men det er næsten en selvmodsigelse, at der findes en sådan….

Der er altså et gevaldigt sammenstød, en dialektik, i billedet af hyrden. Dels er der fortidens billede af Gud som vogter og værner, dels er der nutidens bitre erfaringer med den slags folk. Og desuden: Der, hvor der er får og hyrder, dér stinker det. Der er affald af enhver art, der er lange vandringer og lange nætter, der er hårdt arbejde, for såvel får som hyrde!

Alt det havde Jesu tilhørere i næse og for øje, da de hørte ham sige: ”JEG er den gode hyrde… vi kender hinanden og ingen skal rive mine får ud af min hånd. Jeg er Frelseren, jeres ventede Messias. Jeres ventetid er omme! Befrielsen er kommet.”

Den tids forventning om, at Gud skulle gribe ind, var temmelig høj. Og derfor var der også mange der bød sig til. Messias-markedet var velbesøgt, både af sælgere og købere. Der var mange daglejere blandt de åndelige hyrder.

Mange pastores var der (I ved, ordet pastor er det latinske for hyrde!) og mangen en ulv rendte rundt i fåreklæ’r.   

Man kan hævde, at der er mange ligheder mellem den tids Messias-forventning og vor tids nyreligiøse og alternative sælgere og købere på religions- og sundhedsmarkedet. Alligevel vil jeg mene, at vor tids problem IKKE er det med at skulle kunne høre forskel på den ægte og den falske hyrde.

Mit problem er først og fremmest, at jeg ikke bryder mig om at blive sammenlignet med et får…. Jeg vil meget ha’ mig frabedt at blive sammenlignet med et forsvarsløst og stinkende flok-dyr. Jeg er et menneske, der påtager mig såvel et personligt som et samfundsmæssigt ansvar. Jeg forsøger at sætte mig ind i tingene. Jeg danner mig en mening og så handler jeg efter bedste evne derefter.

Og det går jo meget godt. Jeg ER i stand til at lytte til alle de røster, der byder sig til, jeg sorterer og vurderer, og sætter så min lid til og mit kryds dér, hvor det svinger med min egen klangbund.

Jeg bryder mig bestemt heller ikke om den der med, at nogen skal kommandere med mig og at jeg alene skal adlyde. Autoriteternes blinde tyranni hører fortiden og diktatursamfundene til. Vi lever i et demokrati. Jeg har grundlovssikrede frihedsrettigheder. Jeg er et frit menneske. Og jeg er i god forstand mig selv i min frihed, jeg er uafhængig. Jeg er ikke et flokdyr, et viljeløst får.

Det er afgørende for kristentroens fremtid, at sådanne nutidige indvendinger bliver taget alvorligt.

Det er afgørende for mig, at jeg kan høre Jesu ord i dag på trods og på tværs af 2000 års kulturhistorie.

Jeg vil derfor forsøge at gi´ stemme til Jesu svar:

Ved du ikke, siger Kristus, at den sande frihed altid består i at høre til. Frihed er at ha’ et tilhørsforhold. Du ER kun, når du er sammen med den eller dem, du hører til hos. Du er aldrig dig selv. Og slet ikke dig selv nok.

Du ER kun, når nogen kalder dig ved navn. Det skete, da dine forældre gav dig et navn og derfor kunne kalde på dig. Den, der kender dit navn, kender dig.

Navnet binder jer sammen.

I dåben kaldte jeg dig ved navn, siger Kristus,  og ved dåben hørte du også mit navn. Vi kender hinanden på navnet. Vi er bundet til hinanden. Vi hørte noget sammen, derfor hører vi sammen. Jeg hører til hos jer. Og du hører til hos mig. Vi tilhører hinanden. Vi er hinandens tilhørere.

Alt hvad du siger og tænker, når frem til mig, og alt hvad jeg har sagt, når frem til dig, fordi vi er på bølgelængde.

At være fri er at være bundet. Til livet og til hinanden.

Frihed er ikke  tøjles-løshed. Frihed er, at du kender dig selv og din plads i livet.

Og når livet møder dig med både det ene og det andet og når du må forlade dit sted for at gå en anden i møde, da ved du, hvor du har dit udgangspunkt.

Dåben er både et ståsted og et udgangspunkt. Dér hvor du står, dér kan du slå rod og gennem dine rødder hente kraft til dagen og vejen. Dine rødder giver styrke og retning for dine fødder. Dåben er dit livs vandingssted.

Men dåben er også dit livs udgangspunkt. Derudfra kan du begive dig ud i verden. Du ka’ se dig omkring, og når du sådan kommer vidt omkring, så ved du alligevel, at du altid kan vende tilbage til stedet, hvor vi mødtes første gang, og hvor jeg altid vil være at finde… siger Kristus, Guds mand på jord.

Så langt så godt. Hvis det er det, fåre/hyrdebilledet indeholder, så tror jeg alligevel, at jeg kan acceptere det. Men hvordan kan jeg vide, Kristus, at du er den GODE hyrde? Hvad ligger der i fremhævelsen af det med den GODE.

Hvordan kan jeg kende dig? Der er jo så mange der kalder. Og så meget der kalder. Og det lyder jo meget godt, alt det de siger. Hvordan kan jeg sikre mig, at den påståede gode hyrde i virkeligheden ikke er en Big Brother, der med kontrakter og overvågningskameraer vil styre mit liv og kontrollere min vej og mine tanker. Og selv om det er godt, hvis man er lille, at ha’ en store-bror, en Big Brother, så kan JEG godt styre mig i forhold til sådanne lejesvende, der kun er ude på at lege med mig, og vil gøre mig til deres daglejer, så det er dem og deres projekt jeg arbejder for i stedet for det fælles projekt.

Hvis du, Kristus, er den gode hyrde, på hvilken måde er din vej så bedre end de andres?  Hvordan kan jeg se, at DU er den GODE hyrde?

Du kan se det på mine gerninger, svarer Kristus. Den gode hyrde sætter sit liv til for fårene. De skal aldrig i evighed gå fortabt. Jeg satte mit liv på spil. Mit liv blev taget, i stedet for dit. Og min lidelse og død er dit pant på, at Gud altid er ved din side, også når du føler dig forladt af Gud og mennesker og synes at være alene i verden.

Mit forhold til dig er et kærlighedsforhold, hvor kraftkarle og supermænd ikke hører til. Jeg har vist dig den sårbare og kostbare kærlighed. Den kostede mig livet. Kærligheden er så kostbar, at den ikke kan købes, men kun modtages i gratis modtagelse. Gratis… ordet betyder af nåde.

Du skal vide, at min kærlighed er grænseløs. Jeg forlader de 99 andre, for at være hos dig, også når du går dine egne veje. Mon en daglejer ville gi’ fårene den frihed? Mon en daglejer ville løfte så meget som en finger for at hjælpe en andens får? Derpå kan du kende mig som den gode hyrde. Hør mine ord og se mine gerninger.

Men vores kærligheds-forhold skal være gen-sidigt. Hvis du er gen-stridig og ikke vil nøjes med at tage imod min kærlighed, men du tror, at du skal vise dig som en kraftkarl, for at jeg kan elske dig, så kan jeg naturligvis ikke tvinge dig. Den sårbare kærlighed er åben og modtagende, for begge parter.

Livets frihed binder os sammen i gensidig bundethed. Og fællesskabet er så stærkt, at også du skal og kan være som en hyrde for dit medmenneske, siger Kristus.

Jeg vover at svare og give troen ord og komme med min spinkle bekendelse:

Jeg bekender mig til troen på den Hellige Ånd, som viser os styrken i tavsheden og svagheden, for dér er de hellige kræfter. Det ved vi, når livets store øjeblikke gør os stumme, som når vi sidder med en døende i hånden eller står med et nyfødt barn i vore arme. Jeg tror på det blafrende lys midt i natten og på din fremtid, Kristus, midt i nutidens angst og frygt. Det håb, som kan opfylde os, trods tidens mangehovede terror.

Jeg tror på det hellige liv, der spirer frem netop nu i naturen og i vore hjerter. Jeg tror på det folkelige fællesskab, også selv om mange af mine med-får – og jeg selv med – opfører os aldeles fårede og dagligt ødelægger vores fælles fremtiden.

Jeg tror, at jeg ikke kun er overladt til de tanker, jeg selv tænker. Jeg har oplevet det, når et andet menneske har kunnet få mig til at se mit liv fra en ny og anderledes vinkel, så det ikke længere er fyldt med problemer, men fuldt af udfordringer og muligheder. Giv mig dine tanker, Kristus.

Jeg tror på de skjulte ord i tavsheden og på deres forvandlende kraft.

De er først og fremmest i vore sange. Lær mig håbets sange, så jeg kan synge livets pris.

Jeg tror på de åbenbare ord i din tale, Kristus, de ord som jeg kan høre, fordi du selv har skabt mit øre. Jeg tror, at du ikke er fjern, men når mig som lys og mening.

Som hyrden henter varme og lys i bålet, sådan henter jeg troens, håbets og kærlighedens ild hos dig.

Herre, gør mig til redskab for din fred. Lad mig bringe kærlighed, der hvor hadet råder, tilgivelse, der hvor der er begået uret, enighed, der hvor der er uenighed, tro, der hvor tvivlen råder.

For det er ved at gi’ at man får, det er ved at glemme sig selv, at man finder sig selv, det er ved at tilgive, at man bliver tilgivet. det er ved at dø, at man opstår til evigt liv.

Min hyrde og min frelser!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s