Hvem ta’r opvasken?                                                4. søndag efter Trinitatis 2002

Jesus sagde: »I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!« Matt 5,43-48

Det er meget nemt at få dagens  tekst i den gale hals. Så man ikke ka’ trække vejret. Og derfor blir handlingslammet. At skulle elske sine fjender??!! Og at være fuldkommen??!!  Det ka’ jeg ikke! Vi må hellere stoppe her!

Derfor er dagens tekst blevet vendt og drejet og fordrejet af skiftende tiders prædikanter, der har forsøgt at klare den, ved at forklare og bortforklare den.  F.eks. ved at hævde, at Jesu ord er krav, der går langt ud over hvad mennesker kan præstere. Og for resten slet ikke SKAL præstere! Dagens ord er nemlig sagt FOR AT vi skal kløjs i dem… og når vi så er ved at opgi’  ævret, SÅ  lyder evangeliets afspændings-pædagogiske  tilgivelse. For det var bare noget Jesus sagde for at få os på plads og for derved at gi’ plads til sig selv.  Gud er fuldkommen… og han er den eneste, der er det… Du og jeg kan og skal ingenting…, andet end ta’ imod syndernes forladelse.” Prædikanter, der siger sådan, eller tilhørere, der hører det sagte sådan, de har garanteret IKKE været i kirke i søndags… ihvertfald har de ikke hørt efter.

I søndags fik vi forud-sætningen for dagens skrappe krav, nemlig historien om Gud Faders urimelige, ubegrundede og ganske og aldeles uretfærdige kærlighed.

Vi kalder teksten fra i søndags for lignelsen om den fortabte søn…..  skulle vi lige minde os med dårlig hukommelse om indholdet af den historie…? Det er historien om sønnen, der får arven udbetalt i utide, rejser udenlands, bruger hele formuen, og ender med at gå i hundene… eller rettere i svinene… og det er det værste for en jøde… for hvor svinene er, der er Gud ikke!

Men lige før han går til, går han hjem til sin far. Dér får han så en omfavnelse og en tilgivelse, der sir spar to til alt andet: Han bli’r genindsat som søn af huset – han får signet-ringen på sin finger… det ville svare til, at far’en udleverede ham PIN-koden…. og der bli’r straks inviteret til gilde med steg på spid… En faderfavn, en  fedekalv og en fingerring. Og de begyndte at være glade… som der stod i den gamle oversættelse.

Men hvad med fortsættelsen… Hvem ta’r opvasken? Kan det virkelig tænkes, at den far er ligeglad med, hvordan man opfører sig EFTER sådan et gilde med forsoning på menuen. Og HVIS der forventes en eller anden form for oprydning, hvordan lever man så videre, efter at have været genstand for en sådan omfavnelse? Kan man overhovedet leve med sådan en kærlighed? Er den ikke nærmere en ubærlig byrde? Findes der en  kærlighed, der er helt uden interesse for efterfølgende retfærdighed, opdragelse og fairness? Elsk jeres fjender og vær fuldkomne som jeres far er fuldkommen. Det ER for meget….

Nu er det vi er i gang med her – det at fejre gudstjeneste – det er jo ikke sådan en særlig raffineret udgave af den almindelige folke-underholdning med VM og Wimbledon og ferie og hvad det ellers er lige nu, der sætter lidt boller på den tynde sommersuppe. Det er et spørgsmål om liv og død, er det. Men i dag skal vi ikke så meget tale om, hvori DIN svinesti består…   At jeg er galt afmarcheret, det ved jeg for øvrigt udmærket fra min dagligdag. Det behøver jeg ikke at gå i kirke for at blive mindet om. Det jeg behøver er DET faderlige favntag, der knuser fortidens kampesten og brolægger fremtidens vej med skærverne.

Dagens Jesus-ord er sagt til mennesker, der har været ude i svineriet, men er blevet frikendt. Og rækkefølgen er altafgørende. Det var derfor, det var så vigtigt, at du også fik hørt den fortabtes evanglium.  Kun den fortabte, men nu fundne, kan høre dagens ord som et evangelium…. en glædelig meddelelse.   For alle andre er dagens tekst et ligegyldighedens evangelium, en bekræftelse på, at det hele ER lige gyldigt, for når det, jeg kan præstere ikke er godt nok, så kan det hele også være lige meget. Eller rettere altså: lige lidt. Ska’ vi ikke hellere snakke om noget andet? Hvornår er det, finalen kommer i TV?

Vi bli’r altså nødt til begynde med den urimelige, uretfærdige og uberegnelige kærlighed, Alle begreber om rimelighed og retfærdighed ophæves af den kærlighed. Det forholder sig nemlig sådan, at kærlighed ikke er en følelse men et forhold. Kærlighed er en måde at forholde dig til hinanden på. Kærlighed er holdning og handling. Kærlighed går altid i møde. Kærlighed er altid i bevægelse. Kærlighed bevæger os. Kærlighed er ligeglad med forklaringer. Kærlighed tænker kun på festdragt, fingerring og fedekalv! Med den kærlighed i ryggen er dagens tekst IKKE udtryk for krav eller betingelser. Den er elementær konsekvens…

Det at elske sine fjernder er udtryk for kærlighedens glæde. Det er udtryk for mod til at  handle i risiko – uden egen nytte – og uden andet formål end det, at kærligheden får et mål og bliver til virkelighed!

Det hele begynder med Guds kærlighed. Thi således elskede Gud verden, at han blev med barn! Og da det barn kom til verden, fik verden et nyt syn. Det syn har Gud indtransplanteret i alle sine sønner og døtre… alle de, han har taget imod kærlighedens knusende favntag.

Det er løgn, at kærlighed gør blind. Kærlighed gør seende! Kun kærlighedens øjne kan skelne det sande fra dets skin. Kun i kærlighedens lys kan du se forskel på ven og fjende… hvis der da ER en forskel. Kun den, der er elsket, kender længslen efter kærlighed. Og savnet efter den elskede. Kun den, der ved om det gode af egen erfaring, ved, hvad der er ondt. Og kun den, der ved, hvad der gør godt, ved, at hun kan gøre ondt.

I den kærlighedens sammenhæng kan skyld, straf, fortjeneste og retfærdighed ikke bruges til noget.  Skyld og fortjeneste er ikke problemet. Det er LØSNINGEN. Det du er i Guds øjne, det er ikke det, du kan præstere eller ikke præstere, alt det er ingenting. BEGGE DELE er ingenting, hverken på debet- eller kredit-siden. Det er det, der er befrielsen. Overfor Gud har du nemlig altid uret. Uanset hvad du kan eller ikke kan. Og tillykke med det! OG SE SÅ ELLERS AT GÅ IGANG!

Der var det igen, det med rækkefølgen, der er så væsentlig. Det begynder med den guddommelige frifindelse. Det er ikke længere rigtigt, at du er svag og intet kan ud over hænder-vridende at vaske dem. Og ovenikøbet begrunde din handlingslammelse med kristelig ydmyghed og den slags. Du ved jo udmærket godt, at du beholder hænderne i lommen, fordi du i virkeligheden er bange for at få beskidte fingre. Magen til tvivlrådighed! Men lad ikke tvivlen, men TROEN råde. Jesus siger jo ikke, at vi skal elske det onde… eller de onde. Hvem siger, at dine fjender er onde? Det er typisk, at vi taler om fjende-billeder… netop ikke fjenden selv, men billeder af fjenden…

Mon ikke vi alle kender fra en eller anden erfaring, at NÅR man får SET sin fjende, måske ligefrem får set hende i øjnene, SÅ kan det være svært at opretholde det der fjendebillede…. For det er som regel et falsk og forvrænget billede af virkeligheden og af den, som du kalder din fjende. Vis mig dit ansigt, før alt er forbi, synger Benny Andersen.  For HVIS ikke vi får set hinanden i øjnene, så ER det forbi, for os begge.   

Jeg bilder mig ind, at nedbrydningen af fjendebilleder er mere nødvendig i vor tid end før… det kan bl.a. høres af sproget. Før i tiden sagde man, at mænd bevæbnede sig…. nu om dage bemander vi våbnene…. Men våben har intet ansigt. Våben har ingen øjne. Elsk jeres fjender… og bed for dem… for I er alle børn af den himmelske

far…. ham med den urimelige, ubetingede og uberegnelige kærlighed.

Du er Guds udtrykte billede. Udtryk nu hans kærlighed… især over for den, der mindst af alt venter det…ham som du kalder din fjende.

Vi skal have lidt hjælp fra et af teologiens mest centrale, men samtidig mest ukonkrete slagord, nemlig ordet retfærdiggørelse. Som gode lutheranere tilføjer vi straks, sådan nærmest pr. automatik: Retfærdiggørelse ved tro alene! Hvorefter vi med teologien i ryggen kan genoptage vores gensidige kristelige håndvask til handlingslammelsens fremme.

Den snart ikke længere så nye bibel-oversættelse kommet os til hjælp. Før i tiden hed det: Vi mener, at et menneske retfærdiggøres ved tro, uden lovgerninger…  Det er altså en tilstand….  en stilstand.   Nu skriver Paulus: For vi mener, at et menneske GØRES RETFÆRDIGT ved tro, uden lovgerninger…. Nu er det ikke længere abstrakt men aktivt handlende.  Nu kan vi komme på arbejde. Og nu KAN vi arbejde.

For et menneske, der er blevet gjort retfærdigt, gør retfærdige gerninger… uden tanke på belønning og lov og skyld og fy-fy skamme sig!  Det er rækkefølgen, der er afgørende. Ufortjent, på trods af alt svineriet, GØRES vi retfærdige, så vi kan GØRE retfærdige gerninger og derved VÆRE retfærdige.

Den, der lever af Guds barmhjertighed, må være barmhjertig. Selv over for ham, der ser ud til at være fjenden. Ellers dør hun selv. Den, der lever af Guds tilgivelse, MÅ tilgive andre, selv sine fjender. Ellers dør han selv. Den, der lever i frihed p.gr.a. en frikendelse MÅ frikende sin næste. Ellers går også hans vej tilbage til kachotten!

Så vær da I fuldkomne, som jeres himmelske far er fuldkommen.

Vi behøver ikke ar være almægtige, det er ikke nødvendigt…Det er en Guds lykke, at VORT ansvar kun gælder det mulige. Det umulige kan vi lade Gud om!

Brug derfor din gode stemme. Og giv det gode liv stemme. Gør de gode gerninger. Og giv det gode liv krop. Træk vejret frit. Og lev livet frit.

Lad dig ikke overvinde af åndenød og åndløshed. Den sande Guds Ånd er kommet til verden og har besat verden. Vær med til at sætte verden på den anden ende, for verdens ende er jo alligevel nær, Gud ske tak og lov for det! Slip kærligheden løs, du elskede. Du som Gud elskede så meget, at han opgav Ånden og sendte den udenlands, så den også nåede frem til os! DU elskede. Du kan sagtens. Du KAN sagtens. I Jesu navn.   

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s