Guds kærlighed åbner lukkede døre.                                  1. søndag efter påske 2017

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn. Joh 20,19-3

De gik i baglås. Ind bag lukkede døre.  Alt håb er ude, for han ligger død inde bag den store sten. Ganske vist havde nogle af kvinderne tidligere på dagen påstået, at graven var tom. En af dem havde ligefrem påstået, at hun havde talt med Ham. . men kvinder kan man ikke regne med. De snakker så meget… og ser så meget anderledes på tingene…. Og så kan de for øvrigt ikke være vidner i en retssag. Dengang altså.                                                                                                    Det kan ikke være anderledes. Han er død! Alt er gået i sort. Og fremtiden ser sort ud. Nu skulle de tilbage til provinsen, udkannts-Palæstina. Tilbage til kone og børn. Og naboerne. Hvad ville de ikke sige! Det bli’r ikke nemt at skulle forklare dem, at det hele havde været en misforståelse. De havde taget fejl!                                                                                                                         For 9 dage siden, på den lange fredag, da blev alt liv til død. Da rullede de stenen for graven. Og forseglede den med skuffelsens asfalt. Af himlen er du kommet… på jorden var du en kort tid… men i jorden skal du åbenbart blive. Det holdt altså ikke, alle ordene og tegnene om nyt liv og Guds rige midt iblandt os. Kom lad os grave os ned. Kom lad os lukke døren efter os. Der er ikke mere at tro på. Eller håbe på. Skuffelsen over fortiden, frygten for fremtiden, angsten for alt det usikre….  det er ikke til at bære.                                                                                                           Så er det bedre at lukke døren bag sig… og bygge beskyttende mure… det gi’r dog en vis form for sikkerhed. Bag sikre mure og lukkede døre kan man holde angsten ud, og holde fjenden ude, så livet dog bli’r til at holde ud. Og så er det godt at de andre også er her… bare man har meningsfæller, andre med-tabere…..  jo mere vi er sammen….  Sådan sagde de første disciple….. Og sådan siger og gør mangen en af os, når vores personlige liv går i stykker. Så gemmer vi os…  både i direkte og i overført betydning, for så tror vi, at vi er i sikkerhed…  Men det ER et gravkammer. Og døren til livet er gået i baglås Graven, både den rigtige jord-grav og den sindets grav vi talte om, en sådan grav er et u-troligt sted. Den er uden tro, for dér er alt håb ude… det er tvivlens sted. Men først og fremmest er den et for-tvivlet sted. Stedet for den for-tvivlelse, der er frugten af manglende tro. Derfor er det også et sted for de skuffede og tvivlende disciple dengang og os magtesløse og fortvivlede ditto i dag.

Men pludselig står han der og siger: Fred være med jer!  Asfalten for graven slår revner, sådan som vi ser det her ved forårs-tide. Selv den mindste lille erantis kan få asfalten til at krakelere og åbne sig. Håbet bryder igennem….  Ikke som et alment ideal og ukonkret ønske, men som en konkret virkelighed. Som en person!

Håbet har fået navn. Håbet hedder Jesus Kristus. Han bryder ud. Og får os til at bryde op. Han gør opstand.

Hans opstandelse er banebrydende. Han baner sig vej ud af graven og ind til os. Han går igennem den dør, som du i din fortvivlelse har lukket godt og grundigt efter dig. Og han baner vej ud i det fri for dig. Han gør dig fri.

I den forstand er Jesu opstandelse ikke enestående, men den er den første af en verden af opstandelser, når du og jeg hver dag og på den yderste dag skal bryde op og bryde ud af død, forrådnelse og glemsel. Og den nye, store gen-skabelse ta’r fat.

Opstandelsens virkninger er i verden. Man siger, at hvor der er liv er der håb.

Vi ved, det er løgn, for hvor ofte har vi ikke set, at også livet kan dø. Ja, det er livets vilkår.Men Påskens, ord lyder: Hvor der er HÅB, er der LIV. Og håbet hedder Jesus Kristus.

NU er håbet ude… ude i det fri. Eller rettere: Håbet er inde i dig. Kristus er i dig. I to er to alen af samme stykke. Kærlighedens stykke. Og hvad Gud har sammenføjet kan selv et menneske ikke adskille. Heller ikke du kan, hverken din indelukkethed eller din egen for-tvivlelse.

Det kan godt være, at du har tabt vejret. Enhver Lang Fredag, af hvilken art den end er, kan få enhver til at tabe pusten. Lidelse giver åndenød. Men vejret har slået om! Den står på Pinse: Modtag Helligånden, sagde den gennembrydende opstandne til dem. Og til os!

Han brød gennem forsvarsmuren og ind til de ånds- og handslingslammede disciple på den første kristne søndag i Jerusalem, ligesom han gør det denne søndag i Annisse.

Ånden er på vej, NU, hvor Kristus er midt iblandt os vender livet tilbage til vore trætte menneskekroppe.

Når du så har fået vejret, og er blevet dit nye selv, du Guds elskede, nu hvor du og Kristus har fundet sammen i samme lave person, så ser verden anderledes ud. Så er verden blevet fri.

Og du er blevet fri, for kærligheden har sat dig fri.

Det er kærligheden, der bevæger verden. Du er, fordi dine forældres kærlighed var. Dagen i dag er, fordi kærligheden driver den. Og hvilken bevægelse!

”Ræk din finger frem… her er mine hullede hænder… ræk din hånd frem og stik den i min side…”  Kærligheden rækker altid hånden frem. Kærligheden kommer altid i møde. De elskende får altid mulighed for at mødes.

I berøring og omfavnelse. Det er den nær-kontakt, som skaber bevægelse og begejstring. Be-åndelse.   

Selv om det måske kunne høres sådan, så tror jeg altså ikke der i Jesu ord til Thomas er nogen bebrejdelse… de andre, de tror uden at se, men du, du er vel nok den vantro Thomas… Fy-fy skamme sig… stil dig bagest i køen….

Nej, tværtimod kan man sige, at Thomas – og dermed du og jeg – er genstand for Jesu særlige og kærlige omsorg, lissom når forældre ikke ka’ la’ vær’ med at tage sig kærligt af den af børneflokken, som volder problemer. Den opstandne kommer så at sige igen, for at samle os op… vi som så ofte ikke er der, når det gælder. Men Jesus henter altså Thomas og os ugen efter!

Man må for øvrigt sige, at Thomas siden gjorde sit. Traditionen vil, at det var Thomas der bragte kristentroen til Indien.. De Thomas-kristne i Indien er en af verdens ældste kirker.

For resten: Den kristne kirke har nogen interessante grund- og gudfædre, må man sige: Den Indiske Kirkes grundlægger var altså ham vi kalder den vantro Thomas, den katolske kirkes grundlægger var den fornægtende Peter! Vores lutherske kirke stammer fra den 500-årige Martin, som kloge hoveder siger var noget blakker i sine udgydelser.  For slet ikke at tale om forræderen Judas, som en del af discipel-flikken!

Alligevel er troen i verden, og Jesu Kristi kirke med. Det siger noget om Guds grundlæggende kærlighed! Men Guds kærlighed til denne jord og dens skabninger sled så stærkt på Gud selv, at han gik i stykker på det. Kærlighedens slid og slæb er en opgave, der kræver krop. Derfor måtte Gud selv komme til stede.

Kærlighed drejer sig nemlig ikke om, hvad du føler. Den drejer sig om din næste. Og den drejer DIG om mod din næste. Omvender dig. Vender dig om fra dig selv til den anden. Fra dit eget til noget andet. Det er også derfor, kærligheden kan være farlig. For i kærligheden ligger afhængigheden… og den deraf følgende angst for at miste.

Tvivl og fortvivlelse findes kun der, hvor der er tro. Troen er forudsætningen for tvivlen. Thomas var for-tvivlet, fordi han kendte til troen… da han gik sammen med Jesus på vejen,

DA troede han. Men nu…   Hvis ikke…. så tror jeg det ikke! Tro og tvivl er samme sag. Thomas rummer begge dele. Hans tilnavn, Didymos, betyder for øvrigt tvilling. Altså: Tro og tvivl er tvillinger.

Dagens historie er ikke fortalt for at gi’ os medhold i, at det nok alligevel er bedst at tvivle.. indtil der er ført bevis. At Jesus altså går ind for tro ved berøring!

Nej, tro er stadig tillid, overbevisning om ting, man ikke ser. Og altså heller ikke kan berøre sig til og dermed det vi kalder bevise. Tro er heller ikke noget man har, som, en privatsag til indvortes brug eller måske for at have noget at gøre sig til af.

Tro er noget man ER.

Dagens evangelium, den glædelige meddelelse til os, er en historie om en imødekommende, kærlig Gud. En historie om en spillevende kærlighed, der går igennem ild og vand for at nå dig. En bevægende kærlighed, der ikke lider af berøringsangst. En guddommelig kærlighed, der er stærkere end døden.

Der findes kun én vej ud af fortvivlelsens lukkede rum, og det er kærlighedens indbrud,

Kun den kan få de indespærrede ud. INTET kan modstå den opstandnes kærlighed.

Ingen af de indespærrede kan ved sin opførsel få kærligheden til at holde sig væk. INGEN smerte er så stor, at kærligheden ikke vil tage den på sig og tage del i den.  DET er det glædelige Påske-budskab.    

Fred være med dig! Og se så ellers at komme af sted….. Du BEHØVER ikke at ta’ helt til Indien…. Det er nok, at du vender dig mod din næste henne om hjørnet. God fornøjelse.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s