Guds rige er et gilde                                               17. søndag efter Trinitatis 2016

Da Jesus gik videre, så han Levi, Alfæus’ søn, sidde ved toldboden, og han sagde til ham: »Følg mig!« Og han rejste sig og fulgte ham. Senere sad Jesus til bords i hans hus, og mange toldere og syndere sad til bords sammen med ham og hans disciple, for der var mange, som fulgte ham. Da de skriftkloge blandt farisæerne så, at han spiste sammen med syndere og toldere, spurgte de hans disciple: »Hvorfor spiser han sammen med toldere og syndere?« Men da Jesus hørte det, sagde han til dem: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge. Jeg er ikke kommet for at kalde retfærdige, men syndere.« Johannes’ disciple og farisæerne holdt faste. Da kom der nogle til ham og spurgte: »Hvorfor faster Johannes’ disciple og farisæernes disciple, men dine disciple faster ikke?« Jesus svarede dem: »Kan brudesvendene faste, mens brudgommen er sammen med dem? Så længe de har brudgommen hos sig, kan de ikke faste. Men der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste. Ingen sætter en lap af ukrympet stof på en gammel kappe; for så river den nye lap det gamle i stykker, og hullet bliver værre. Og ingen fylder ung vin på gamle lædersække; for så sprænger vinen sækkene, og både vin og sække ødelægges. Nej, ung vin på nye sække!« Mark 2,14-22

Det er utroligt, som de spiser og drikker, når Jesus er i nærheden! Det begyndte med et bryllup i Kana. For Jesus var det det rene vand at sørge for god årgangsvin. Det var tegn på, at Guds herlighed var kommet på besøg.

Hver gang Jesus siden da skulle fortælle en historie om Guds rige,  fortæller han om et gilde med mad og drikke. Himlen må være fuld af fedekalve, hvis vi ellers skal tro historierne, og det skal vi jo!

Hver gang der føjes nye disciple til Jesu følge på Palæstinas støvede veje, så går de indenfor og får en bid brød og noget til halsen. Sådan var det i Jeriko, da tolderen Zakæus var kommet ned fra træet og over et glas vin lovede at gi’ halvdelen af sin formue til de fattige. Sådan var det altså også, som vi hører det i dagens historie, da Jesus havde opfordret Zakæus’ tolderkollega Levi til at følge med sig. Straks skal der spises og drikkes.

Og sådan bliver det ved i hele Det ny Testamente, indtil Jesu sidste store festmiddag på denne jord, dér hvor de fejrer det jødiske påskemåltid i Ovensalen i Jerusalem. Det måltids-fællesskab har vi, hans seneste disciple, tænkt os at fortsætte om lidt, ganske vist i en noget stiliseret form. Jeg må på forhånd på firmaets vegne undskylde dens form og temmelig besynderlige ydre, men vi må jo stole på, at det er, hvad vi påstår det er, nemlig udtryk for Guds riges tilstedeværelse midt iblandt os.

Når den himmelske herlighed skal skildres, så er der altså én ting, der går igen og igen, både i dette liv og i det kommende: Mad og drikke!

Der er ingen tvivl om hvad det betyder: Livet er en foræring! Derfor består det i fortæring!

Hvad er det særlige ved det at spise og drikke? Begge dele er nødvendige for at kunne leve. Uden mad og drikke duer livet ikke! Det er ikke det samme som at sige, at livets mening ER mad og drikke. Vi lever ikke for at kunne spise og drikke, men vi spiser og drikker for at kunne leve. Sig mig, hvad du spiser, og jeg skal sige dig, hvem du er. Du er, hvad du spiser.

Vor tids mad er fast food. Den hurtige mad, den med de hurtige kalorier, der brænder så hurtigt, at varmen er væk, når det bli’r koldt. Livet bli’r derefter. Det bli’r tyndt, mens du bli’r tyk.

Og mikroovnen gør det at tilberede maden til en så kort proces,        at vi glemmer, hvordan det hele hænger sammen.

Giv os i dag vort daglige brød… når vi be’r den bøn, be’r vi om at vi må være på plads i den rette sammenhæng. Så vi i vores fortæring er til nytte for og i balance med naturen og ikke udnytter den til egen fordel, så føde-kæden knækker. De gamle vidste af erfaring om brødet, at af jord er det kommet, til mel skal det blive, og fra ovnen skal duften af liv-givende brød brede sig.

For os er mad blevet en del af vores forståelse af livet som eet stort forbrug. Vore forbrugs-templer er tidens egentlige helligdomme, og mad er blevet føde i farten. Og det er ikke fordi jeg har flyttet vores samvær her i dag fra kirkeministeriet til fødevareministeriet. Det handler om forståelsen af hele vores liv.

Det er på tide, at vi går fra fast food tilbage til fast føde. Den solide mad. Den mad, der har ild til en motor, der skal gå i lang tid, et helt liv.

For der kommer dage, hvor festen er forbi, og den dag skal vi faste. Måske er vi i menneskehedens historie nået til faste-tiden. Måske er det sådan, at vi, der ellers vil mene om os selv, at vi er raske og rørige, at vi i realiteten er syge til døden. For vi er ved at ta’ livet af livet. Vi har brug for en læge,

Da Jesus, Guds udsending – sådan som de gjorde det dengang –    lå til bords sammen med os mennesker, da var der grund til fest og farver. Han var festens midtpunkt og festens årsag. Dér hvor han var, dér var det tid til fedekalv og årgangsvin.

Nu til dags er det tid til faste. For brudgommen har forladt os, og har overladt os til os selv.”Der kommer dage, da brudgommen er taget fra dem, og den dag skal de faste”, sagde Jesus. Festen er forbi, vi lever post festum.

Vi lever i tømmermændenes tidsalder. Lægen HAR stillet diagnosen. Behandlingen består af faste.

Faste er at give afkald på det, du ellers tror, er det faste. Det, du tror, er nødvendigt til livets opretholdelse.

Det er forholdsvist nemt at faste i forhold til det med mad og drikke. Man skal bare spise mindre end man plejer og drikke lige til væskebalancen.

Men faste er mere end at skrue ned for blusset. Faste er et livs-værktøj. En måde at leve livet på. Fasten rør ved livs-balancen.

Det er at undvære det ligegyldige, for bedre at kunne huske det uundværlige.

Det er gammel visdom, det med at faste. Men vi lever i en tid, der tror, vi kan leve uden de gamles visdom. Vi har ikke de gamle lædersække liggende. De er gravet ned sammen med de gamle.

Nu om dage ville ingen drømme om at lappe noget som helst. Det kan slet ikke betale sig. Smid væk og køb nyt, siger vi.

Når Jesus siger det med lappen på kappen og advarer mod ny vin i gamle sække, så bruger han billeder fra tidens hverdag for at sige, at det nye kan være så stærkt, at det ødelægger det gamle.

Den unge vin, der endnu gærer, kan ha’ så stor indre styrke, at hvis sækken ikke kan udvide sig, og det kan gamle sække ikke, så sprænger den rammerne, indefra.

Ingen tvivl om, at Jesus tænkte på det, som han kaldte Guds rige. Altså det budskab og de konsekvenser af budskabet, som han var udsendt for at formidle.

Det var dens virkninger, de sad midt i, da Jesus tog til gilde i tolderen Levi’s hus. Det var den historie som disciplen Levi, der senere fik navnet Mattæus, og skrev sin egen fortælling om Jesus, det var det han  MÅTTE fortælle om. Tolderen blev til evangelist. For han oplevede, at Guds repræsentant satte sig til bords sammen med toldere og syndere, hvorved tidens mange gamle sække-skikke blev sprængt i stumper og stykker.

Det var jo et ganske utænkeligt selskab for folk fra det gode selskab, og så meget mere for den, der påstod, at han stod i det godes tjeneste, ja ligefrem kaldte sig Guds Søn. HAN måtte da kunne se, hvad det var for en samling bordfæller. Toldere var kollaboratører og værnemagere. Det er ikke mere end 70 år siden, at vi i vores samfund slog sådanne folk ihjel.

Og syndere er alle tiders udskud, de som åbenlyst har forbrudt sig mod samfundets skrevne såvel som uskrevne love. Det er DEM, det Godes gesandt spiser og drikker sammen med! Det ka’ han ikke! Det kan INGEN gammel sæk rumme og forargelsen over det kan ingen kappe skjule. Gør han det alligevel, så står verden ikke længere.

Netop! DET er evangeliet, det glædelige budskab. Verden står ikke længere! Den gamle verdensorden er sprængt. Gud har ordnet u-ordenen. Det som mennesker ville kalde retfærdighed, gør Gud til u-nødvendighed. Og det, som vi vil kalde u-retfærdigt, det viser sig at være himmelsk ret færd.

Det hænger sammen med, at da Gud som en anden flygtning forlod sin himmel og lod sig integrere med os her på jorden, så medbragte han noget, som slår benene væk på alle mennesker.

Inklusive toldere, farisæere, syndere og disciple. Det, som han kom med, har vi siden kaldt Guds kærlighed.

Kærlighedens revolution begyndte med ham fra Nazareth.         Det er løgn, at kærlighed gør blind. Det forholder sig modsat: Kærlighed gør seende. Kun kærlighedens øjne kan skelne det sande fra dets skin. Kun kærligheden kan give dig dit sande jeg. Og kun i kærlighedens lys kan du se den andens værd.

Kun den, der er elsket, kender længslen efter kærlighed. Og savnet af den elskede. Kun den, der ved om det gode, ved, hvad der er ondt.

Kærlighed er ikke løn som forskyldt. Det er derfor al den snak omkarma er ukristelig og uærlig. Guds kærlighed er, på trods af din skyld. Eller måske rettere: Guds kærlighed er PÅ GRUND AF din skyld. Det er din skyld, at Gud nødvendigvis måtte blive som et menneskebarn. Det var din eneste redning.

Gud har gjort din hjemløshed til sit hjem. Og hvor Gud er, der er der godt at være. Også selv om det ikke ser sådan ud.

For brudgommen har alligevel ikke forladt os. Gud går her på jorden! For din skyld! Og det er ham, der kommer til dig. Husk, at det ja, som lød da vi døbte Eddie, det er ikke et ja og Ama’r og hovedet på blokken. DET er den slags ja’er, vi bryder hele tiden. Det JA som Gudmor sagde på Eddies vegne, det er et JA TAK.

Guds kærlighed er en foræring. Du kan aldrig blive din egen løn værd. Eller selv tjene til livets ophold Alle dine forsøg på at gøre dig fortjent til livet er på forhånd dømt til at mislykkes. I den forstand hører vi alle til blandt toldere og syndere.

I troen kan du bære alt det, du får skyld for. Og mere til. For i den tro ligger alt det begravet, som tynger dig til jorden.

Han tog det med sig i graven. Gud har taget din skyld på sig og påtaget sig at bringe den det rette sted hen. Til Helvede med den. Dér hører den hjemme.

Men du hører hjemme her på den himmelske jord. Din chance er, at Guds Søn sætter sig til bords sammen med dig og alle andre af din slags. Alle os små-snydere og stor-selfier. Gud kommer kun til den, der ikke er det værd.

Gud lader nåde gå for ret. Han lader nåden være for-ret i det                                                                glædens måltid, han sætter foran dig.

Til liv og salighed!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s