Gud som far og mor og vi som Guds børn                    2. pinsedag 1998 (radiotransmission)

»Ingen kan komme til mig, hvis ikke Faderen, som har sendt mig, drager ham, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag. Der står skrevet hos profeterne: ›Alle skal være oplært af Gud.‹ Enhver, som har hørt og lært af Faderen, kommer til mig. Ikke at nogen har set Faderen, undtagen den, der er fra Gud; han har set Faderen. Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der tror, har evigt liv. Jeg er livets brød. Jeres fædre spiste manna i ørkenen, og de døde. Men det brød, som kommer ned fra himlen, gør, at den, der spiser af det, ikke dør. Jeg er det levende brød, som er kommet ned fra himlen; den, der spiser af det brød, skal leve til evig tid. Og det brød, jeg vil give, er mit kød, som gives til liv for verden.« Joh 6,44-51

Det har været jul. Det har været påske. Nu er det Pinse! Jul er, at et himmelsk barn bliver født på jorden. Således elskede Gud verden, at han gav sin søn… Jul er at Gud bli’r Far. Påske er, at den voksne mand bliver henrettet, men han overvinder døden. Det er historien om en Moder. Hun ofrer sig selv for sit barns skyld. Påske er, at Gud bli’r Mor. Pinse er, at rygtet om manden fra Nazareth får mund og mæle og ben at gå på. Pinse er, at vi bli’r Guds børn. Pinse er far, mor og børn. Vi er ikke forældreløse, selv om livets far og mor ikke længere er hos os. For kærlighedens talsmand er midt iblandt os.

     Det siges ellers, at Pinse ikke siger nogen noget. Selv om Pinse netop er, at evangeliet siger nogen noget. Pinse er, at ordene fra den himmelske far kan høres på jorden. Pinse er, at moders navn er en himmelsk lyd. Pinse er, at Ordet  – med stort, det store ord om liv og død, – at det kan høres på fædrenes og mødrenes eget sprog. Pinse er, at vi hører, hvor vi hører hjemme, og at vi hører, at vi hører til og tilhører et fællesskab.

Pinse er, at vi forstår, hvad der bli’r sagt. Selv det, som kaldes Kanaaens sprog, det særlige, mærkelige fagsprog, som religionen gennem århundreder har udviklet som sit eget kliche-sprog, selv DET kan blive forståeligt, når det bli’r Pinse.

Siden første pinse-dagen i Jerusalem, hvor tunger af ild fordelte sig på hver enkelt af meget forskellige og hinanden fremmede festdeltagere og gjorde deres tale forståelig for hinanden og siden hen for al verden, siden da har mennesker brændt for evangeliets fællesskab. Og gløden har bredt sig som en steppebrand, så ingen menneskefod den plet har rørt, hvor ikke den røst blev hørt!

Rygtesmedene har formeret sig, så verden nu er fyldt med kirker og menigheder, hvor Guds familie samles for at tale om den himmelske far og mor og om alt det, som de har givet liv.

Ganske vist er vi kommet af jorden. Og jord er der ikke meget liv i. Men Gud blæste sin ånde i os jordmennesker. Og så blev vi og jorden fuld af liv. Livet bli’r til, når Ånd og krop bli’r forenet..

Gud åndede på os, for at vi ikke fortsat skal ha’ jord i hovedet. Af jord er du kommet… Men du skal blive til liv!

     Derfor: Modtag dit liv i den ånd, som Gud har givet dig det. Og lev dit liv ved hjælp af den Ånd.

Sig ja til livet. Ånd det ind og ud. Krop skal der til. Ånd uden krop er luftighed. Krop uden Ånd er biologi. Krop OG Ånd er Guds menneske-skabning.

     Pinse er liv og ånd i balance. Først hvis man har problemer med at få vejret, bli’r vejrtrækningen  interessant. O)g vor tid gisper efter vejret. Vi har ånde-nød, fordi vi er ved at kvæle os selv i brød og skuespil. I fællesskabets navn fylder vi stadig mere i vore nedfrosne overskudslagre. Mens vi sætter os foran fjernsynet og lader underholdningens pengemænd servere de tomme kaloriers underholdning. Nogen flygter til åndelighedernes overdrev, såvel på “der-er-mere-mellem-himmel-og-jord”- markedet, som på kristelige abrakadabra-møder.

    Begge dele er lige sygeligt, altså udtryk for sygdom i ånden. Berøringsangst helbredes ikke ved snak, men ved berøring. Og Pinse er berøring! Gud og verden bli’r eet!

    Pinse er et guddommeligt JA til DENNE verden. Sådan som verden nu er… En far og mor elsker sine børn, sådan som de ER. Man kan aldrig ved sin opførsel gøre sig fortjent til sin mors og fars kærlighed. Men man kan godt forandre sin opførsel, PÅ GRUND AF mors og fars kærlighed.

Du kan ikke gøre dig fortjent til hverken guds eller din elskedes kærlighed. Men såvel Gud som din elskede fortjener, at du gør kærlighedens gerninger.

      Vi lever i forrådnelsens og fortvivlelsens verden, og vi bærer selv ved til forråelsens og forfængelighedens ild. Alligevel holder Gud ved os, og holder af os.

     Gud har omvendt sig selv til denne verden. Det er VERDEN, det vil sige dig og mig og alle de andre, det er OS, der er genstand for Hans kærlighed. Det er os han elsker. Man skulle ikke tro det muligt! Der skal Pinse til, for at jeg tør tro det.

      Ånden er ikke mærkelig, den er nøjagtig lisså underlig, som det at vi ånder. At vi ånder er ligetil, vi behøver ikke at skænke åndedrættet en tanke. Det for-underlige ved ånd og åndedræt er, at vi hverken kan eller skal bestemme over den. Hvor der er liv er der Ånd… og hvor der er ånd er der liv.

    Derfor: Træn dine lunger, så du får dine lungers fulde kraft til at sige nogen noget. Sig til og sig fra. Sig til tiden det Ord, som du har fået fra Gud. Tal Guds ord ind i tiden, mens det er tid og mens du har tid.

    Men sig også fra! Sig nej, når døden tager over og overtager ordet. Døde ord er dødens udtrykte billeder. De gør tungen tam og tømmer tanken for Ånd.

    Pust i stedet til ilden! Slip kærligheden løs, du elskede, du som Gud elskede så meget, at han gav os sin eneste søn og lod ham blive som en af os. Og da vi havde slået ham ned og hængt ham op, efter at han var blevet hængt ud, så pustede Gud nyt liv i ham og dermed i os og opgav Ånden og sendte den udenlands, så den også nåede frem til os! Du elskede, du kan sagtens, for det er Pinse!

   Men vi KAN jo ikke sagtens. Johannes har jo ret, når han i teksten i dag siger, at mennesket elskede mørket mere end lyset, og at vi derfor, på trods af, at vi har modtaget kærlighedens ånd, alligevel gør det forkerte. Den anklage gælder jo både dig og mig. Og både du og jeg vil nødigt lade nogen sige os noget, fordi vi er bange for, at de skal sige os noget på. Og så meget værre, hvis det er Gud selv, der har stævnet dig som tiltalt, så tiltaler det dig sikkert slet ikke. Men der er ingen vej uden om. Hvad har den tiltalte at sige til sit forsvar?

     Det mærkelige, nej, det vid-underlige er, at når Gud således anklager os, så gir han os samtidig en advokat… det er det latinske ord for det vi fra græsk oversætter med Talsmanden, et af Helligåndens mange kæle-navne, ku’ vi sige. Gud såvel anklager som forsvarer os. Når han anklager os, peger han på os. Når han forsvarer os, peger han på Kristus. Vores eneste forsvar er Jesu Kristi gerning, hans liv, død og opstandelse, det han gjorde for dig og mig. Gud elskede verden, det vil sige dig og mig, han elskede verden så meget, at han GAV sin søn…overgav ham, udleverede ham, til straf og afsoning, i stedet for dig og mig.   

    Det er ikke til at forstå. Det er helt urimeligt og ganske u-retfærdigt. Pinse er, at det bli’r til til at forstå. I en særlig forstand.

   At kommunikere er at forstå. De kommunikerede den første pinsedag i Jerusalem. De var folk fra alle hjørner af den daværende kendte verden og de talte mange og meget forskellige sprog. Men pludselig sagde det dem noget på tværs af sprog og kultur! Og så blev fest!

At forstå og forstå er to ting. Man kan umiddelbart forstå ordene eller man skal slå dem op i en ordbog, men det er ikke ensbetydende med, at man forstår, hvad de betyder. Man kan forstå hinanden uden at komme til forståelse. For ”at kommunikere” er at være fælles. Og når man kommunikerer,  BLI’r man fælles.

    Den Ånd, som forårsager den himmelske kommunikation er kærlighedens Ånd… Det er kærligheden, der får os til at forstå Guds Ord, kærlighedens tungemål. Og er der kærlighed mennesker imellem, så forstår de også hinanden. ”Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet han først ej havde kær!”… som Grundtvig sagde det.

    Det er kærlighedens og sandhedens Ånd, der slår over dybet sin vidunderbro. Så vi som sole kan gå op og ned i Guds enbårnes herlighed. (Ja, man bli’r nødt til at gribe til de store sang-ord, når det store  forståelses-under skal ha’ ord).

   Derfor: Hvad end verden siger og hvad verdensmagten vil, står og falder jordens riger dog med kærlighedens ild. hvor DEN blusser, bor livsgrøden, hvor den slukkes, hersker døden.

Fortsat glædelig Pinse.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s