Det grænsesprængende brød-fællesskab                            Midfaste søndag 2015

Derefter tog Jesus over til den anden side af Galilæas Sø, Tiberias Sø. En stor folkeskare fulgte ham, fordi de så de tegn, han gjorde ved at helbrede de syge. Men Jesus gik op på bjerget, og dér satte han sig sammen med sine disciple. Påsken, jødernes fest, var nær. Da Jesus løftede blikket og så, at en stor skare kom hen imod ham, sagde han til Filip: »Hvor skal vi købe brød, så disse folk kan få noget at spise?« Men det sagde han for at sætte ham på prøve, for selv vidste han, hvad han ville gøre. Filip svarede ham: »Brød for to hundrede denarer slår ikke til, så de kan få bare en lille smule hver.« En af hans disciple, Andreas, Simon Peters bror, sagde til ham: »Der er en lille dreng her, han har fem bygbrød og to fisk; men hvad er det til så mange?« Jesus sagde: »Få folk til at sætte sig.« Der var meget græs på stedet. Mændene satte sig; de var omkring fem tusind. Så tog Jesus brødene, takkede og delte ud til dem, der sad der; på samme måde også af fiskene, så meget de ville have. Da de var blevet mætte, sagde han til sine disciple: »Saml de stykker sammen, som er tilovers, så intet går til spilde.« Så samlede de dem sammen og fyldte tolv kurve med de stykker af de fem bygbrød, som var tilovers efter dem, der havde spist. Da folk havde set det tegn, han havde gjort, sagde de: »Han er sandelig Profeten, som skal komme til verden.« Jesus forstod nu, at de ville komme og tvinge ham med sig for at gøre ham til konge, og han trak sig atter tilbage til bjerget, helt alene. Joh 6,1-15

Og så siger man, at der er kedeligt i kirken! Her midt i den alvorlige fastetid har vore kirkelige fædre bestemt, at vi skal høre om folk, der får rigeligt at spise, og – stik imod hvad vi lærte som børn – godt må levne!

Det er nu ikke en typisk Jesus-situation. Normalt er det noget med at Jesus hjælper syge og handicappede. Men der var nu ingen fare på færde den dag selv om folk var blevet sultne. Mange havde madpakke med. Nærmeste landsby var lige om hjørnet, Og købmanden var sikkert med til friluftsmødet, og han ville hellere end gerne have åbnet butikken.

Der var meget græs på stedet, fortæller Johannes… det betyder, at vi kan både sted- og tidsfæste begivenheden, for på de kanter er der kun græs en måneds tid her i marts. Jeg ved det, for jeg var der i lørdags…  I høj sol, med grønt til alle sider og farvestrålende blomsterpragt

Lige nede ved vandkanten af Genesaret Sø har tyske katolikker bygget en kirke til minde om dagens begivenhed, Brotvermehrungskirche, hedder den på deres herlige sprog, Brødmangfoldiggørelseskirken i Tabga!

Med den berømte byzantinske mosaik af dagens historie.

Der er en skøn udsigt ved skråningerne mod Genesarets sø. Også dengang for 2000 år siden. De havde det så hyggeligt på skovturen. På trods af romersk besættelse havde de et godt liv, de boede i landet med mælk og honning og det var længe siden folket havde været på ørkenvandring, sådan som vi hørte om, i det vi læste fra alteret.

Jesus var ikke nødhjælpsmedarbejder. Der må være tale om noget andet…

Som altid, når vi går i kirke, får vi noget at vide, vi ikke kan sige os selv. Dagens meddelelse – det vi kalder evangeliet – er lysende klar:

Hvis vi deler med hinanden, er der mad nok til alle!

Kristentro handler OGSÅ om vores fælles jordiske, menneskelige hverdagsliv. Det vi kalder det politiske.

Da den første kristne menighed i Jerusalem havde oplevet den første Pinsedag fortæller Apostlenes Gerninger: ”Men alle de troende var sammen og de var fælles om alt. De solgte deres ejendom og ejendele og delte det ud til alle efter enhvers behov.” Gud gi’r maden, vi administrerer den. Gud er på marken, vi bestyrer markedet. Egentlig er det ganske lige til.

Men hvis vi vil BRUGE Jesus til noget, enten til at etablere et jordisk himmerige med ham som statsminister eller hvis vi holder ham hen i  verdensfjern åndelig ophøjethed. SÅ er det han trækker sig tilbage til bjergene, helt alene.

Hvor er det godt at vi har bibelske historier til at regulere os. Men man skal høre godt efter, for ikke få dem galt i halsen. I bogstavelig forstand.

Der var den vi læste fra alteret. Israelitterne havde brudt op, fordi de ville bryde ud af deres fangenskab. For ganske vist havde de levet fedt af de fyldte egyptiske kødgryder. Men fed føde fører til fangenskab.

Nu – efter revolutionen og befrielsen – nu befandt de sig i frihed, men det viste sig at være en ørkenvandring med tomme sind og ikke mindst tomme maver.

Indtil Gud sendte dem brød fra himlen. Men Guds brød er himmel-brød med datomærkning. Det fremgår af en af de andre ørkenhistorier. Hvis ikke de spiste det samme dag, blev det til maddiker og råddenskab.

Det var Guds måde at hjælpe dem på, så de over-levede, men det var også Guds måde at sikre dem mod over-forbrug. VI klarer det selv, vi med dybfryser og mikroovn. Vi er friske med det hele..  Så det halve kan være nok…   Det halve ER nok. Så hør det dog!

Det er for meget, sådan som vi opfører os i forbrugets skamløse hedenskab. Der stinker af råddenskab omkring os. Det forbrugersamfund, som vi alle er en del af og alle ta’r del i, det er et råddent samfund.

Og dertil er det ukristeligt! I en verden, hvor halvdelen af alle mennesker ikke bare har for lidt at spise, men direkte og ganske klart sulter, i den verden samler VI kristne til bunke! Det er da ikke så mærkeligt, at de ikke bare render os på døren, men også forsøger at komme indenfor.

Og det ER en kendsgerning, at én af årsagerne til, at de andre sulter, er at VI spiser for meget og derved stjæler DERES mad.

Vi kan sende folk til månen, så kan vi vel også fordele maden ordentligt!

Det kan godt være, at vi med moderne marketings-overtalelse og reklame-brøl kan holde os tanken fra livet og stanken fra næsen, Men stank æder sjæle.

Ganske langsomt ødelægger vi hinanden, mens vi lægger verden øde.

Kan I huske den Storm P.-tegning, hvor en fed mand møder en tigger. Goddag, siger den fede, jeg er ude for at samle appetit til frokosten. Nå, siger tiggeren, jeg er ude for at samle frokost til appetitten.

Så enkelt kan det siges!

Hvad angår både vores som de andres liv og vel, så VED vi godt, at problemet er den skæve fordeling. Og vi VED, at det er OS, der sidder på flæsket.

Det er Gud selv, der deler ud. Al den næring, som denne rige jord kan frembringe, er Guds gave til ALLE jordens skabninger. Vi er sat til at fordele til alle og dele med alle. Ellers bliver livets brød til død.           

Herre, Gud Fader i himlen, forbarm dig over os!

Hvis blot vi ville nøjes med det til dagen og vejen, så ville vi alle kunne leve af de fem brød og to fisk…

Og det er så den anden historie. Den med drengen med de fem bygbrød og to fisk til fem tusinde mænd… plus endnu flere kvinder og børn, må vi vel undskyldende tilføje.  Fy Johannes!

Man kunne ha’ ventet, at Gud sagde til os: Se så at få ryddet op i det roderi. Gør noget ved det! Og når I så har ændret verdens tilstand, SÅ vil jeg ha’ med jer at gøre.

Men nej, det er omvendt. Gud vil den omvendte verden. Han sender os først sit levende brød. Det er fordi der kun er én ting, der kan ændre verden, og det er Guds kærlighed. Thi således elskede Gud verden, at han blev til brød.

Ordet blev brød, og tog bolig iblandt os. Jeg er brødet, sagde Jesus på Guds vegne. Jeg er alt det, der skal til. Til liv og glade dage.

Det siger sig selv, at sådan en himmerigsmundfuld MÅ gøre underværker. Det BURDE sige sig selv, at et jord-menmneske, der har fået himmel-mad i rette tid, ikke har behov for at samle til bunke, men i stedet glad og gerne åbner sin madpakke for de andre. Kan I huske, hvor sjovt det var i skolen, når vi delte madpakke med hinanden?

Sådan var det også den dag ved Genesareth sø. Den nødvendige nærings-indtagelse blev til en klasse-fest!   

Når man FÅR til dagen og vejen, hvad skulle der så være i vejen for at gi’?

Og hvordan kan man andet end dele med de andre?  Fornøjelsen ved at gi’, hjælper på fordøjelsen, det er gammel erfaring!

Himmelsk brød, ja, men det vokser her på jorden. Det skal først i jorden. Der ved selv vi stenbroens folk. Frøet skal i jorden, for at kunne gi’ aks. Kornet til livets brød skal dø, for at kunne gi’ liv.

Det er forskellen mellem brødet, bagt af mannaen i ørkenen, altså Det gamle Testamentes brød, og så Det nye Testamentes brød, Livets brød. Mannaen var PÅ jorden. Kristus var I jorden. Mannaen gav liv på overfladen. Kristus gi’r liv i dybden. Kristus ER i livets dybeste og inderste kerne. For Kristus er livets kerne.

Men der er mørkt i livets kerne og inderste dyb. Dér er man langt på den anden side sultegrænsen. Dér er sulten blevet til hunger. Og nøden er stor. Det er en hungers-nød med kvælende varme. Det er ad Helvede til.

Derfor skulle man tro, at jorden er et sted uden Gud. Men  Gud har været her.  Gud serverer nemlig ikke nådsens-brød. Gud ER Nådens brød. Nådsens brød er almisser, der ikke ændrer på noget som helst.

Nådens brød er livsforandrende næring.

Livets brød er bagt i en rensende ild, der kommer fra livets dybeste rod og værste roderi. Gud er på arbejde i livets mest stinkende råddenskab.

HER er Gud. HER giver han sig selv. Herefter er der friskbagt brød til hele verden.

Om lidt serveres der brød og vin her i Vor Frue kirke. En gudstjeneste er fyldt af mange ord. Men at være til gudstjeneste er også at opfatte med maven. Vi skal fejre nadver.

Åh, det er så tosset et ord… det er bare det almindelige, gamle danske ord for aftensmad. Typisk, at fordi det er gammelt, tror vi det er religiøst! Andre kristne har meget bedre ord: Fællesmåltidet, communionen, som katolikkerne kalder det, eller taksigelsen, eukaristien…

Dertil kommer, at måden vi gør det på nærmest udtrykker det modsatte af det, som Jesus ville fortælle os den dag ved Genesareth sø og ikke mindst ved sit sidste jordiske måltid lige inden sin henrettelse.

Jesus indstiftede det grænsesprængende brød-fællesskab.

Han tog et brød og deler det med alle disciplene. OGSÅ med forræderen Judas og fornægteren Peter.

Vi får hver for sig en tør kiks, der er SÅ svær at forholde sig til som brød. Og værst: Det er så privat som tænkes kan, når nu Jesu pointe netop var det med at spise af samme brød, som det ultimative udtryk for fællesskab.

Men alt det skal ikke ta’ glæden fra os, når vi i fællesskab holder livets fest-måltid, med mad, der sprænger tid og sted og gi’r os forsmag på den himmelske fest.

Livets brød er Kristus selv. Vinen er Jesu blod. Sagt i en semitisk sammenhæng betyder det, at blodet ER personen. Identiteten er i blodet. Det er altså Jesus selv, der indoptages i hver enkelt af os. Som den 7-årige sagde, da han gik ned ad Højdevej, efter at have deltaget i nadveren: Nu går jeg hjem med Jesus i maven. YES… .

Gudstjeneste er at gå TIL kirke for at høre og smage, hvordan Gud har tjent os i alle ting.  Gudstjeneste er at gå FRA kirke for at tjene din næste i alle ting. Himlens og jordens skaber, din himmelske far, er med dig alle dit livs og din døds dage.

Herefter er hverken Nørregade, du eller jeg den samme.

Spis, drik og vær glad. Og gid det må bekomme både dig og din næste.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s