En mand var på vej…                                              13. søndag efter Trinitatis 2011

Så vendte Jesus sig til disciplene og sagde til dem alene: »Salige er de øjne, som ser det, I ser. For jeg siger jer: Mange profeter og konger har ønsket at se det, I ser, og fik det ikke at se, og at høre det, I hører, og fik det ikke at høre.« Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!« Luk 10,23-37

Det er virkelig en go’ historie. Man sku’ tro, at den var virkelig. Den er blevet en del af vores virkelighed, og det bedste bevis herpå ligger sådan ca. midtvejs på vejen mellem Jerusalem og Jeriko. Jeg var der i tirsdags: ”Den barmhjertige samaritaner’s kro” hedder stedet, og mens chaufføren sætter farten lidt ned, så fortæller guiden, at det var her samaritaneren bragte den overfaldne hen og sørgede for ham. Hvorefter vi fortsætter til næste turistattraktion, der for øvrigt er en kamel!

Det, som ikke fandt sted i virkeligheden, men kun i en historie, er altså blevet til en historisk virkelighed. ”Den barmhjertige samaritaner’s kro” er selvfølgelig opfundet af en smart turistmand, og er trådt ind i rækken af bibelske steder.

Det gør desværre, at selve historien om de bibelske steder og deres historie bliver temmelig blakket og troens virkelighed dermed bliver noget sløret. Og det er jo ikke så godt, når det drejer sig om kristen tro.

Som kristne tror vi nemlig ikke på en bog, en ide, en filosofi eller et partiprogram. Vi tror på en person og på det han sagde og gjorde, på en bestemt tid i historien og på et bestemt sted på jorden. Så gælder det for enhver slægt at om-sætte og over-sætte indholdet til vores tid og vores sted.

De skal fortælles igen og igen, de historier. Og de skal gerne opleves på stedet.   

Men troens historier bliver let slidte med gentagelsen. Man kan også blive så tykhudet, at de ikke længere trænger ind. Vi kender jo alle pointerne. Men lad os forsøge om vi kan høre som var det første gang!

F.eks…..  Den, der fremhæves som forbillede, fordi han gør det rigtige, han er en fremmed, såvel nationalt som religiøst. Og den, han hjælper, er oven i købet lige præcist en, som ellers foragter ham. Hjælperen er til daglig den undermåler, som den, der bliver hjulpet, måler sig selv i forhold til. Det er altså en stærkt provokerende historie! Det kan næsten ikke være værre!

For den overfaldne var det livs-vigtigt, at nogen kom til hjælp. Men det var ikke særlig sandsynligt at det vil ske på den virkelige vej fra Jeriko til Jerusalem.

Det er en øde vej. Den går lige midt igennem ørkenen, oven i købet en stenørken. Ud over kroen er der i dag kun spredte beduiner-telte. Dem bliver der oven i købet færre og færre af, for vi er i det af israelerne besatte palæstinensiske område, hvor besættelsesmagten gør det stadig sværere at leve for den oprindelige befolkning.

Jeriko har i århundreder været den by, hvor palæstinenserne fra Jerusalem forsøgte at finde frihed og fred…. det er de riges Hornbæk….

Ud over at Jericho er verdens ældste kendte bysamfund, så er den nu det administrative centrum for det selvstyrende Palæstina.

Området fuld af israelske soldater og checkpoints. Vejen fra og til Jericho er altså både direkte og i overført betydning et skrapt stykke vej.

Oppe fra det højtliggende Jerusalem går vejen nedad og nedad, til Jordan-dalen, der ligger 270 meter under havoverfladen. Det er dobbelt så langt ned, som Himmelbjerget er højt! Og tænk så at skulle den anden vej, fra Jeriko op til Jerusalem, sådan som ham, der blev overfaldet, skulle det. Det er i dobbelt forstand op ad bakke. På sådan en vej er det MEGET let at falde blandt røvere!

I enhver forstand.

Det kommer sig af at røvere aldrig ligner sig selv. Djævelskab ligner sjældent djævelskab. Og på livets vej er det oftest almindeligt godt-folk, som viser sig at være røvere. Det er ikke altid man slipper godt fra det, så det er bedst er at slippe godt forbi.

Religionens folk i historien, præsten og levitten, teologen og den kirkelige lægmand, – han er nok medlem af menighedsrådet -, de gik forbi. Så de slap.

Rent faktisk var der gode grunde til at de ikke standsede op. Det var sådan set det rigtige af dem at gå forbi.

For problemet er, at de er på vej på arbejde. Gudstjenesten skal passes, det er vigtigt… og religionens folk mente dengang, at de blev urene, og derfor ikke kunne lede gudstjenesten, hvis de rørte ved noget urent, sådan som nødens folk som regel altid er temmelig urenlige.

I både fysisk og rituel forstand skulle man i bad bagefter. Blod, sved og tårer kræver meget, både af den der græder. men så sandelig også af den, der skal tørre op.

Så det er godt at have folk til det grove. Nu om dage har vi oven i købet fagfolk til at pleje og passe… og vi andre betaler os fra det. På en måde er det en moderne måde at slippe forbi på.

I religionernes verden var det sådan dengang, at en samaritaner skulle man holde sig fra livet. For jøden var han en kætter, og det af den værste slags, for han var også jødens fætter, og egne frafaldne folk er ofte farligere end fremmed folk. For resten er nutidens jøder og palæstinensere også fætre… det er faktisk mange israeleres kælenavn om palæstinenserne: Vores fætre. Hvem der er røver og hvem der er den overfaldne i nutidens familiefejde i landet, det er ikke sort-hvidt… det er nærmest gået helt i sort. Men allerede på Jesu tid var det politisk og religiøst dynamit at hævde, at en foragtet samaritaner gjorde det rigtige. Jesus fortæller historien som svar på spørgsmålet fra en lovkyndig, hedder det, altså en af dem som har sit på det tørre og som derfor er i stand til at tørre alle de svære sager af sig.

Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv? spurgte han.

Lukas lader det skinne igennem, at han ikke mente det alvorligt, spørgeren… Han var blot ude på at hænge Jesus ud. Jeg tror mere, han var ude på ikke selv at blive hængt op på noget som helst: “Hvad er mindste-ydelsen fra MIN side, for at Gud på SIN side vil gi’ højeste rente?  Giv mig en køreplan, så skal jeg nok køre mit liv efter den. Vis mig også gerne en magtfuld fører, som kan holde mig på måtten, hvis jeg skulle skride i svinget! Så skal jeg nok selv sørge for at jeg kommer i salveten.”

DET var den lovkyndiges spørgsmål dengang….og det er vor tids spørgsmål…  Giv mig livets drejebog…. Giv mig et fundament… og nogle retningslinier. Fundamentalisme kalder vi den slags i dag. Den er vor tids religion overalt i verden. Og i hos os selv.

Man skal tage vare på sig selv.. hedder en af læresætningerne i den religion. På den måde er der orden på systemerne.

Andre moderne færdselsregler lyder: Du høster som du sår. Årsag og virkning. Sandhed og konsekvens. Skyld og straf. Gode gerninger og belønning.

For øvrigt: Hvis VI skulle finde på at stille det der spørgsmål, som den lovkyndige stiller: Hvem er min næste?….  så regner vi vel med at få et svar i retning af at alle mennesker er din næste….  og det manglede da også bare, selvfølgelig skal vi da hjælpe alle mennesker,som når der er Danmarksindsamling eller de rasler med bøssen uden for vores dør.

De bor jo så langt værk, de, der sulter… men nu har vi så sat vores kryds og så må det være op til politikerne at finde ud af hvor mange promille, der bliver til overs af vores skattepenge til den slags…..

Jo, det er en god drejebog for livet…. og hvis man lever efter den kan man få verden til at dreje rundt som man vil, så det hele drejer sig om mig!

Nej, siger Jesus og dagens historie. Den går ikke! Det er rigtigt, at det er DIG, det drejer sig om. Men i en anden betydning, for det er DIG, der er brug for.

DU er næste for den, der ligger en foran DIN dør. Den dør er ikke kun 2830 Virum, der er tale om en ret omfattende adresse i en tid, hvor verden er ret omfattende… Jeg er jo ikke den eneste, der lige har været på rejse i det store udland!

Lad vær’ at hoppe på den limpind med, at næsten skulle betyde den nærmeste i betydningen vores egne. Det er ikke muligt at indføre permanent grænsekontrol, så du kan være sikker på ikke at møde fremmede på Kongevejen. Din livs-vej går fra Jeriko til Jerusalem. På tværs af land og folk.

Og det er ikke en særlig vej. Det er den vanlige. Det drejer sig om det sæd-vanlige, og ikke det u-sæd-vanlige. DER, på den vej, er din næste, lige foran dig. Og hvis du går uden om, så er du selv ude om det.

Så er du ikke bare ude af det gode selskab. Og en af dem vi andre i ophøjet forargelse ikke vil lege med. Gud vil heller ikke lege med, hvis du går uden om din næste.

Pas på… HER er en fælde. For det KUNNE jo lyde som om, at bare vi gør som den barmhjertige samaritaner, så venter der en belønning…  det der med at arve det evige liv, hvad det så ellers måtte betyde. Det bliver ikke bedre af, at vi fra Det gamle Testamente i dag læste den udvidede beskrivelse af De ti Bud.

Det er ikke en opnåelse af en himmelsk fortjenstmedalje, vi får anvist i dag, så næsten bli’r en genstand, der er stillet til min rådighed. Som om meningen med al verdens elendighed skulle være, at vi andre skal have nogen, der kan være middel for os til en adgangs-billet til saligheden.

Det er det, Galater-brevet med sit snørklede teologi-sprog fastslår: ”Vi ved, at et menneske ikke gøres retfærdigt af lovgerninger, men kun ved tro på Jesus Kristus.” Fordi Kristus lever i dig og når du lever dit liv her på jorden i troen på ham som Guds Søn, så ikke bare SKAL men også KAN du gøre det rigtige. ”Wie ein frodiges Hervorquellen”, kaldte Luther det. Det kommer af sig selv som en kilde…  Du skal gøde gode gerninger, Ikke for at gøre dig lækker over for Gud, men FORDI Gud i din dåb har gjort dig til sit barn og du derfor ikke kan lade være!

Rækkefølgen er helt afgørende. De gode gerninger, det at gøre det rigtige, det er ikke vejen til Guds kærlighed, men Guds kærlighed anviser dig kærlighedens gerninger.

Jesus vender som sædvanlig det hele på hovedet og gør samaritaneren til den overfaldnes næste,… gå du hen og gør ligeså!

DU er den nødlidendes næste. Ham foran din dør. Hende på Afrikas Horn. Ingen af dem kan du komme uden om. Du er afhængig af dem. De er afhængige af dig. DU er hans og hendes næste.

Det med Gud, det med livets mening, det med etik og moral, det sidder i hænderne og i benene… ikke i hovedet eller i principper eller i sindelaget.

Det sidder i håndelaget. Hænder læser ikke filosofi eller teologi eller partiprogrammer. Hænder holder og hænder handler.

Vi har aldrig tomme hænder. Vi har altid et andet menneske i hånden. Og det nytter ikke noget at tage benene på nakken.

For så ta’r GUD dig i nakken og viser dig hen til hende, der faldt blandt røvere. Ikke på en fjern vej til Jeriko, men her. Midt iblandt os.

Men det går jo aldrig, tænker du måske. Det ved jeg da af erfaring! For min livsvej fra Jeriko til Jerusalem er brolagt med dårlig samvittighed og fuld af huller.

Så tar vi den lige én gang til: Der står intet i det ansættelsespapir du fik, da du blev døbt, om, at du skal gøre dig fortjent til det livs-job, du har! Tværtimod! Gud har ansat dig på dit glatte ansigt….

Dér ser han nemlig sit eget billede. Du er GO’ nok… men det går galt, hvis du vil GØRE dig go’ nok!

Godt nok er du skabt i Guds billede, og derfor go’ nok. Men billedet er godt nok krakeleret, det ved du også godt.  Men det ER stadig godt nok.

Og hvis du synes, DET er for billigt, så har du et problem, for hvis du selv vi spare op og betale prisen, så er det altså, at DEN – prisen – ganske enkelt er så høj, at du ikke har råd til det, hvad enten du regner med at kunne betale med den perfekte godhed, den perfekte skyldfrihed eller den perfekte retfærdighed.

Årsagen til, at du med dine egne præstationer hverken kan eller skal købe dig til frelse, den ligger i den frelsende kærligheds eget væsen. I himlen og på jorden gælder det, at i samme øjeblik kærligheden kvantificeres, altså når vi begynder at tælle og lægge sammen og snakke om at være NOK… så forsvinder den, kærligheden, fordi den er blevet til noget andet end det, som den er i sit væsen. Som var kærlighed en vare du kan handle med.

Du kan aldrig gøre dig elsk-værdig over for Gud. Men den forelskede Gud elskede dig sådan som du er. Han har tillid til dig. Så kan du da også have tillid til dig selv. Selv-tillid er Guds livs-gave!

Hvad du skal bruge livet til? Ja i hvert fald ikke til at skaffe dig evigt liv, hvad det så ellers betyder. Du skal overhovedet ikke bruge livet, du skal lade livet bruge dig! Der ER ingen vejvisere og køreplaner og andre former for sikre fundamenter. Der er kun livet selv. Lev det, sammen med din næste. Og sammen med din kætter-fætter. Det er ikke kun en ny regering og et nyt Folketing, der skal i arbejdstøjet, det skal du også!

Og du kan godt! For du har nemlig fået en himmel-broder. Han er ikke alene faldet blandt røvere. Han er også hængt ud og hængt op på et kors blandt røvere. Uden egen skyld. Uden årsag. Fra himlen er han faldet. For at åbne dig vej til himlen.

Vejen fra Jeriko til Jerusalem er op ad bakke. Og der ligger en mand i grøften. Hvem synes du er næste for ham? Du har et helt liv til at svare!

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s