Det jeg ikke kan sige mig selv                                20. søndag efter Trinitatis 2006

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Matt 21,28-44

Det gælder om at holde ørerne stive, når man er til gudstjeneste. Det er krævende tekster, der læses. Og der er som regel flere lag i dem, dels det historiske, dels det teologiske og undertiden også noget af det vi kan kalde det psykologiske. I dag er der rigeligt af alle tre lag i alle tre tekster.

Den sidste historie, den hvor vingårds-forpagterne snyder ejeren for høsten og slår hans folk ihjel, den er klart historisk, for Mattæus fortæller den vel vidende, at hans tilhørere vidste, at jøderne netop havde gjort det samme: brudt deres aftale med Gud og slået hans søn ihjel. Nu var Jerusalem som straf blevet jævnet med jorden, og jøderne var drevet på flugt. ”Der kan I bare se, I mine tilhørere,” sagde Mattæus indirekte. ”De har fået løn som forskyldt. Gud har nu udvalgt sig et andet folk, nemlig jer, I kristne.” Lignelsen har en klar, historisk betydning og sammenhæng.

Det samme gælder det, som Paulus skriver til de kristne i Rom. Han skriver, at de skal passe på med at udelukke nogle fra Gud. ”Gud vil alles frelse.”  Frelsen blev først tilbudt jøderne. De sagde nej tak. Så gik tilbuddet videre. Nu gælder det for alle jer andre om at tage imod. Paulus historiske opgave var at forvandle den oprindelige jødiske sekt af Jesus-troende til en universel religion, hvor det ikke var nødvendigt først at være eller blive jøde.   

Det var ellers lidt af en nyhed! For hidtil havde det været helt klart, at den eneste ene Gud, han var jødernes Gud og havde på Sinajs bjerg alene knyttet sig til det jødiske folk, sådan som vi idag hørte det fra det gamle testamente i en anden vingårdshistorie, sangen om Larsen, kunne man næsten sige, dér hvor omkvædet lyder: Det sku’ vær’ så godt, og så blev det faktisk skidt!

Ejeren af vingården ventede sin ret, huslejen, men der kom rets-løshed, vold og mord i stedet.

Det gamle Testamente en lang række af historier om folkets snyd og bedrag over for den Gud, de havde en klar aftale med. Og Gud må som følge deraf naturligvis måtte straffe løftebryderne.

Selv om vi i dag har kunnet sove en time længere, så er der vel næppe mange af os, der har brudt normal-danskerens søndagskema og gået  i kirke, for at blive undervist i religionshistorie. Der må være noget mere at sige om dagens tre fortids-historier.

Foreløbig lader vi de tre de religionshistoriske tekster ligge, og i stedet ser vi på historien om at følge faders vilje. Det er den ene af to Jesus-lignelser med en far og to sønner. Den mest kendte er den med sønnen, der vil hjemmefra, og ender med at gå i hundene, eller som det hedder på jødisk, han går i svinene. Den fortabte søn fortryder og vender hjem til far, fest og fedekalv. Mens den anden søn, han som blev hjemme og tog sig af driften, skuler og skælder. Med rette, må man sige, for faren er ganske uretfærdig. Han er tilsyneladende lige glad med, hvad sønnerne gør. Den ene overser han, den anden tager han imod med åbne arme.

Ifølge den historie er det åbenbart lige meget, hvad man gør. I modsætning til i dagens sønne-historie, hvor det alene drejer sig om, hvad man gør eller ikke gør. Her ser Vorherre ikke på viljen, som Ingemann ellers påstår. Far vil se resultater!

Han er en hård negl, er han. Men med den første far-søn-lignelse i baghovedet, den med faderkysset til den hjemvendte, og desuden med Paulus-ordene til romerne om alles frelse i tankerne, så må vi på den anden side konstatere, at det går det nok alt sammen. Den fortabte søn tages til nåde, og Gud har sørget for, at alle er ulydige, for at kunne vise alle barmhjertighed.

Er De forvirret? Det er måske også meningen. For én ting er i hvert fald sikkert: Guds frelse er ganske uden beregning! Du bliver kun forvirret, hvis du tror, at man kan planlægge sig til at få adgang til Guds Rige. Det kan man nemlig ikke.

Adgangen er alene afhængig af Guds kærlighed, og kærlighed – især Guds kærlighed – er principielt ganske uberegnelig og ubetalelig, fordi den altid er ren gave. Lisså snart man måtte begynde at overveje, hvad der skal til, for at opnå Guds kærlighed og barmhjertighed, så vender den sig til sin modsætning.

Det er i den sammenhæng, at vi skal forstå det med at love noget og at holde det, man lover.

”At love er ærligt, at holde besværligt,” sagde de gamle. I evangeliets lys skulle man nærmest sige det omvendt: At love er besværligt, at holde det er ærligt.

Hvad mener jeg nu med det? Det grundlæggende i historien er, at handlingen, det man gør, er det afgørende. Det svarer til flere andre Jesus-historier. Træet skal kendes på frugterne, hedder det ofte. Selv om det, der kommer ud af munden, er væsentligt, ”hvad hjertet er fuldt af løber munden over med,” som det hedder et sted, så er det det, vi gør, vi skal dømmes på.

Hvad nu, hvis den nej-sigende søn med rette er tilbageholdende med sine ord og løfter, måske ligefrem blufærdig og fuld af bekymret mistillid til sig selv, fordi han ved af bitter erfaring, at det han kan gøre, ikke er noget at skrive hjem om. Det er måske ligefrem ganske klogt af ham – og i hvert fald ærligt – på forhånd at sige fra overfor farens ønske om at han skal gå på arbejde i vingården: ”Jeg kan ikke love noget!” siger han forsigtigt.  Om han så bagefter ligefrem angrer sit nej, det ved jeg ikke, men han gør altså alligevel et forsøg. Han går og gør. Godt gået, ville vi sige.

Og ham den anden søn, den selvsikre. Ja-drengen. Dydsmønsteret. Han tiltaler sin far med ”herre”, for at demonstrere sin ubetingede lydighed og underdanighed. Sådan skulle man principielt forholde sig til sin far dengang. Hans øjeblikkelige ja var måske nærmest en tillært reaktion på farens spørgsmål. Over for sådan en autoritet har man at slå hælene sammen. Sønnens manglende gøren det,  han lovede, er tilsvarende måske ikke nødvendigvis udtryk for u-lydighed. Det er jo ikke sikkert, at arbejdet i vingården er det væsentligste at gøre lige den dag, bare fordi man har lovet det.

Hvad nu – for resten – hvis ingen af de to brødre var gået hen og havde arbejdet i vingården.

Ja, så var der ingen der gjorde, som der blev sagt. Men hvem af dem var så alligevel den sandeste? Ja, det var vel nej-sigeren. Det han gjorde, – eller rettere altså IKKE gjorde – det var i overensstemmelse med det, han lovede! At love er besværligt. At gøre er ærligt. Og sådan kunne vi blive ved. Men igen engang: Det er vel ikke husmand-psykologiske amatør-tanker, vi er kommet til kirke for at skulle høre på.

Jesus fortæller historien om de to sønner for at opfordre sine tilhørere til at blive hans disciple! Det var det, der engang hed at omvende sig!   Pointen er ganske lige til: Igen er vingården et billede på Israel. Ejeren af vingården er igen Gud. De to sønner er jøderne. Nogen af dem, de store ords folk blandt jøderne, de har svigtet deres løfte – den pagt de indgik på Sinajs bjerg – og selv om de er blevet advaret gang på gang af fortidens profeter, og senest af Johannes Døberen, indtil han tabte hovedet, så er det ikke blevet til noget. De har fortsat med ikke at gøre det, de skal.  Men småords- og småkårs-folkene, toldere og skøger, nej-sigerne – har angret og har i bogstavelig forstand vendt sig om mod Jesus.

Det store spørgsmål er nu, hvordan vi kommer fra dengang og til nu. Er det det samme, Jesus vil sige til os i dag. Gælder det også os, at nogen af os er ja-sigere, men til gengæld også nej-gørere? Mens andre af os er af færre ord, men af så meget mere dåd?

Og hvis vi inddrager den anden vingårdshistorie, så må vi spørge os selv, om nogen af os også i en eller anden forstand har undladt at betale Gud vores husleje for livet, så at sige…

Har vi undladt at give Gud del i vores livs høst, ja, måske ligefrem igen engang slået hans søn ihjel? Sådan i overført betydning. Hvad er det for frugter vi tilbageholder eller holder for os selv?

Måske var det på dette tidspunkt i en prædiken, at man skulle være helt kontant og konkret.

Måske var det her, prædikanten skulle pege på dette eller hint forhold i vores måde at være menneske på. Alle de manglende sammenhænge mellem vore ord og vore gerninger. Alle de gange vi ikke gjorde, som vi havde lovet.

Men denne prædiken er lavmælt. Prædikanten er det i hvert fald, og jeg behøver ikke gå nærmere ind på det, for du ved det udmærket godt selv. Det siger jo sig selv. Jeg ved det i hvert fald udmærket godt for mit eget vedkommende. Det er derfor jeg må i kirke, ikke for at høre min manglende indsats beskrevet, den kender jeg alt for godt, men jeg er kommet her for at høre, at den er tilgivet. En stor tak til Paulus for dagens ord om, at Gud ikke fortryder sine nådegaver og sit kald. DET kan jeg nemlig ikke sige mig selv. Det må jeg herind for at høre, igen og igen….

Det er det med hoved-hjørnestenen. Den er ikke til at komme uden om. ”Den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse,” sagde Jesus. Billedet stammer fra Det gamle Testamente, her hentyder det vsit nok til hele Israels folk. Men her bruger Jesus det om sig selv. Bygmestrene, jøderne, har sagt nej til ham, derved har de ikke nogen bærende konstruktion i deres tro. Templet, troen, vil styrte sammen og knuse dem.

På den ene side er jeg sønderknust. Alt det mislykkede og forkerte ligger tungt på mine skuldre.

På den anden side ved jeg godt, at jeg alene skal bygge min tro på Jesu Kristi tro. Det mærkelige og på mange måder uforståelige, at såvel Jesu gerninger som hans trofasthed overfor Gud træder i stedet for mine manglende gerninger og min manglende trofasthed. At Jesus træder i mit sted. Det der på den ene side er så enkelt, på den anden side næsten umuligt, fordi det jo forudsætter, at der er plads til Jesus i og omkring os. Når jeg nu ellers selv fylder så meget…”Knus selv mit hjertes stene, bøj høje tankers grene, giv ydmyg kærlighed”, skal vi synge med Kingo til sidst i dag. Stenen falder både på hjertet og fra hjertet.

”For Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed.” Tænk, at vi vover at tro, at truslerne og alvoren i dagens evangelie-ord om at vi skal gøre en indsats, ikke er udtryk for, at vi skal præstere noget, men at det, vi skal gøre, er en frugt af Guds kærlighed. Evangeliets krav skal få os til at tro på kærlighedens gerninger, d.v.s. få os til at have tillid til Gud.

Det er vores erfaring, at mismod og mistro kan gøre et menneske mindre. Men så kan tillid og tro også gøre et menneske større. Du ved jo selv, hvordan du i dit liv er afhængig af de andres kærlighed. Derfor skal du også gi’ videre af den til andre. IKKE af frygt for repressalier. Men af GLÆDE. Fordi du ikke kan lade være med andet. Alt det andet snakker vi ikke om, i hvert fald ikke i dag.

Og husk så: Det er en alvorlig sag. Han holder øje med dig….ham vingårds-faren. Og endelig: Ordet alvor findes ikke i Det ny Testamente! Mens der er masser af ord om glæde, fred, liv, håb og ikke mindst kærlighed. Det ENESTE krav der tæller i Guds Rige er, at du ta’r glæden alvorlig!
Og synger med, af dit ganske, sønderknuste hjerte: ”Her, hvor alt vort eget knuses, hører vi dit ord og løfte om at se dig, som du er.”

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s