Den u-forlignelige kærlighed                                                     5. søndag efter påske 2011

Jesus sagde: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det. Indtil nu har I ikke bedt om noget i mit navn. Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen. Sådan har jeg talt til jer i billeder; der kommer en tid, da jeg ikke mere skal tale til jer i billeder, men ligeud forkynde for jer om Faderen. Den dag skal I bede i mit navn, og jeg siger ikke til jer, at jeg vil bede til Faderen for jer, for Faderen selv elsker jer, fordi I elsker mig og tror, at jeg er udgået fra Faderen. Jeg er udgået fra Faderen, og jeg er kommet til verden; jeg forlader verden igen, og jeg går til Faderen.« Joh 16,23b-28

I begyndelsen var Gud. Ene og alene. Midt i ingenting. Men så sagde Gud Ordet. Og kaos lev til kosmos. Alle ting blev til. Et univers af verdener. Og midt i det hele den verden, vi kalder jorden.

Men Gud var stadig ene og alene på Mælkevejens Solitudevej. Hvad glæde er der ved al verdens glæde, når man er ene om den? Men er man Gud, kan man gøre noget ved det!

“Jeg vil gøre een i mit billede,” sagde han! Og således blev mennesket til. Alt var godt og Gud satte os til at være verdens herskere. Sådan begyndte livet i Paradisets herlige have. Herligheden ved skabelsen var, at mennesket skulle være Guds udtrykte billede i denne verden. Herligheden var, at vi skulle udtrykke Guds vilje i denne verden. Herligheden var et stykke af Gud i denne verden. Men da det kom til stykket, gik billedet i stykker.

Mennesket ville nemlig ikke nøjes med at ligne Gud, det ville være sig selv. Og være sig selv nok. Med biddet i frugten fra kundskabens træ forsvandt al verdens herlighed. Vi blev sat på porten. her ser vi kun bagsiden af medaljen.

Her lever vi så, omgivet af verdens vrangbilleder. Uden for haven. Her er det vores vilkår at leve og kæmpe. Kæmpe mod Gud og mennesker.

Sådan som stamfader Jakob kæmpede. Vi læste den for alteret før. Jakob Israel vandt, men blev mærket for livet. Mærket AF livet. Mærket af sit livs kamp. Som Jakob halter vi gennem livet. Mærkede. Vi har intet Penuel, hvor vi kan se Guds ansigt og redde livet. Det tyder på, at Gud i sin vrede har beholdt hele herligheden.

Men det skete i de dage…..at Gud gik fra herlighed til kærlighed! Guds kærlighed gik på erobringstogt i verden. Gud gik ind i verden. I menneskets form gik Gud her på jorden. For at omforme mennesket.

Guds kærlighed fik krop. Og Guds krop fik menneskenavn, den hedder Jesus Kristus. Alt sammen, fordi han var ude af sig selv af kærlighed.

Gud kan selvfølgelig ikke på den måde være ude af sig selv, så han både er sig selv og en anden. Gud er altid sig selv! Ellers var han ikke Gud. Og ingen tvivl om det, Gud og Jesus er een og den samme. Men de to er ikke ens. Hver har sin tid og sit sted. Og hver har sit at passe. Og hver og een passer til sit.

Gud den Første – ham kalder vi traditionelt Far, ja ligefrem Fader…… Han har det bedst derhjemme, i det som vi kalder Det Himmelske. Og dér er der nok at se til. For det er fra Det Himmelske, at man har overblikket. Og den, der kan overskue verden, han har mere end nok at se til!

Gud den Anden kalder vi traditionelt Søn… Det hænger sammen med det hebraiske.aramæiske sprog, jesu modersmål. Det hebraiske ord for søn er ordet Ben… Ben-Gurion / Gurions søn… Gurion-sen. Hans’ søn – Hansen.

Men ordet BEN betyder egentlig ”en del af”. Når vi derfor siger, at Jesus er Guds Søn, BEN-Gud… så udtrykker vi dermed, at Jesus ER Gud. En del af Gud blev sendt af sted hjemmefra. Det var nød-vendigt, at Gud tog af sted hjemmefra. Det var den eneste måde, hvorpå han kunne vende nøden i verden. For således elskede Gud verden, at Han blev eet med sin elskede.

Sådan sprængte Guds kærlighed alle grænser, da Gud gik over SINE grænser og gjorde verden til sin krop i mennesket Jesus, Marias søn. På grund af kærlighed lagde Gud sig i menneskenes hænder.

Men Guds kærlighed måtte slippes løs uden sikkerhedsnet. Kun i den yderste konsekvens, kun ved at blive en del af lidelsen og døden, kun dér kunne Guds kærlighed gøre sin genoprettende gerning i denne verden. Kun derude kunne grænserne sprænges! Kun gennem Guds egen død kunne der opstå liv af død.

Det er den kors-død, Jesus var på vej hen til, da han tog ordet, og sagde det, vi lige har lyttet til. Dagens evangelie-tale holdes, lige da Gud begynder at tage de sidste skridt på denne jord. De skridt, der ender med det store spring ind i døden. Guds anden skabelse fra kaos til kosmos, fra død til liv.

Jesu død og opstandelse er den eneste vej for menneskets tilbagevenden til Guds herlighed!  Det er påske. Det gamle er forbi, se noget nyt er blevet til! Se dig selv i spejlet, og du ser Gud! Mennesket er guddommeligt. For alene mennesket kender den eneste sande Gud. Den første… den anden…  og hvad deraf følger.

Det der SNART følger, er den tredje del af Gud… ham som vi traditionelt kalder Ånd. “Hellig Ånd” endda! Nu, hvor Gud den Anden ikke længere er i verden, så er Gud den Tredje her i hans sted.

Og på Torsdag, hvor vi skal fejre Kristi Himmelfart, bli’r vi mindet om, at Kristus, Gud den Anden, ikke længere er bundet af tid og sted, som han var det for 2000 år siden i Palæstina.  Kristi Himmelfartsdag vender Gud den Anden tilbage til det himmelske, for til alle tider at være sammen med Gud den Første.

I stedet er Gud i sin tredje skikkelse på vej til denne jord. Det bli’r Pinse. Så vil Gud fortsat være midt iblandt os. Og denne verdens ånde-nød skal ophøre.

Men tag ikke fejl af sproget. Guds Ånd er ikke luftig og flyvsk. Den er jordnær og holder os nede og holder os hjemme, her hvor vi hører til. Ved jorden at blive, det tjener os bedst. Og her er godt at være, for Gud den Tredje holder til her, og så står himmel og jord for alvor i eet!. Og så kan alt ske!

”Beder I Faderen om noget i mit navn, skal han give jer det!” Så skal I få kærligheden at føle. Livets mening er nemlig kærlighed.

Det er meningen at vi skal leve i kærlighed. Det betyder bl.a., at vi er afhængige af hinanden. Det er derfor vi skal bede, banke og søge. Og gi’, lukke op og hjælpe med at finde.

Det er alt sammen kærlighedens frugter.

Levende kærlighed kan man hverken handle med eller forhandle sig til.

På arbejdsmarkedet, i underholdnings-industrien og i vores almindelige liv med hinanden gælder det: Lige for lige, hvis venskab og overenskomsten skal holdes.

Men hvis vi vil være sammen med Gud, gælder det: Lige for u-lige. Sådan er det nemlig med kærligheden. Den er u-forlignelig.

Man kan ikke gøre sig selv elsk-værdig. I den forstand er kærligheden blind, at den ser bort fra alt det skæve hos den elskede. Sådan er det med GUDS kærlighed først og fremmest. Den gør alle dine skæve lige, fordi Gud er forelsket i dig.

”Bed, og I skal få, så jeres glæde kan være fuldkommen,” sagde Jesus!

At bede er ikke det samme som at kræve. At få, er ikke det samme som at ha’ krav på. At kræve sin ret er ret beset det modsatte af at bede om.

Det er ikke ved præstationer og pukken på rettigheder, at livets store øjeblikke indtræffer. Størst er den, som er så lille, at hun ved, at det bedste er at ta’ imod.

Størst er den, som er så lille, at han ved, at han KUN kan gi’, ved at have fået.

Livet er een stor bøn. DET er den rigtige måde at ta’ livet på. Tag det for givet, livet. Livet er een stor gave.

Bøn er en måde at sige tak på. Bøn er at håbe og vente og at vente det bedste af livet. Bøn er at åbne sig for kærligheden, så du bagefter kan gå ud og gøre kærlighedens gerninger.

Bøn er at standse op. Bøn er en tilstand…. Bøn er stilstand…. Bøn er pause.

Bøn er stilhed….

(kort stilhed)

At bede er ikke et spørgsmål om HVAD du får. Det er et tilsagn om AT du får.

For Gud er som en mor og far. Det kan ikke siges enklere og tydeligere: Gud er som en mor og far. Bibelen mener, at Gud er som en far. Jeg ser mere Gud som en mor…  For: Du er liv af din mors liv. Navlestrengen gav dig liv af hendes liv. Sådan direkte. Og selv om de klippede navlestrengen over, så kan sådan en forbindelse – billedligt talt – aldrig klippes over. Den er klippe-stærk.

Gud er alt livs navlestreng. Enhver kan forestille sig, hvilken styrke der skal til for at holde al verdens liv fast. Det er en styrke som kun den, der findes i en mors kærlighed.

Så hold dig da til hos din himmelske mor. Hun holder til dig. Hun ligefrem elsker dig, selv om hun kender dig ud og ind.

Ved dåben blev du mærket med korsets tegn for pande og bryst, så alle kan se, at du ikke er dig selv, men tilhører den korsfæstede Herre Jesus Kristus.

Og hold du så også ud i din slåskamp med livet. På en ganske urimelig og uretfærdig måde er Gud såvel modstander som dommer i den kamp. Reglerne i kampen er alene den forelskede Guds kærlighed. Det er din eneste overlevelses-mulighed. Fars og mors kærlighed er større end skuffelsen over vores svigt og selvoptagethed. Thi således elskede Gud verden, at han blev med barn. Gud gik i sin mor. Det er din frelse! Deri en din lykke. Hjertelig til-lykke    

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s