At vende om                                                               3. søndag efter Trinitatis 1998                           
Jesus sagde også: »En mand havde to sønner. Den yngste sagde til faderen: Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig. Så delte han sin ejendom imellem dem. Nogle dage senere samlede den yngste alt sit sammen og rejste til et land langt borte. Der ødslede han sin formue bort i et udsvævende liv; og da han havde sat det hele til, kom der en streng hungersnød i landet, og han begyndte at lide nød. Han gik så hen og holdt til hos en af landets borgere, som sendte ham ud på sine marker for at passe svin, og han ønskede kun at spise sig mæt i de bønner, som svinene åd, men ingen gav ham noget. Da gik han i sig selv og tænkte: Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel. Jeg vil bryde op og gå til min far og sige til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere. Så brød han op og kom til sin far. Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham. Sønnen sagde til ham: Far, jeg har syndet mod himlen og mod dig. Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn. Men faderen sagde til sine tjenere: Skynd jer at komme med den fineste festdragt og giv ham den på, sæt en ring på hans hånd og giv ham sko på fødderne, og kom med fedekalven, slagt den, og lad os spise og feste. For min søn her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet. Så gav de sig til at feste. Men den ældste søn var ude på marken. Da han var på vej hjem og nærmede sig huset, hørte han musik og dans, og han kaldte på en af karlene og spurgte, hvad der var på færde. Han svarede: Din bror er kommet, og din far har slagtet fedekalven, fordi han har fået ham tilbage i god behold. Da blev han vred og ville ikke gå ind. Hans far gik så ud og bad ham komme ind. Men han svarede sin far: Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham. Faderen svarede: Mit barn, du er altid hos mig, og alt mit er dit. Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.

Luk 15,11-32         

                                                                                       

En far og to sønner. En historie om tre mennesker. Det er en gammel historie…. nåh, det er den, tænker vi…….  og hører næsten ikke længere efter. Vi ved jo, hvad den betyder. Tror vi. Lad os hjælpes ad med at høre den som ny.

Den handler ikke om den fortabte søn. Han er IKKE hovedpersonen. Hans bror er det heller ikke. De to brødre sidepersoner. De er to sider af samme billede. Nemlig et billede af menneskets måde at forholde sig til livet på. Det er et billede i stereo.

Men midt i stereo-billedet står hovedpersonen, far’en. Det er ham historien drejer sig om.

Far’en er Gud. Hvis du spø’r, hvordan Gud er, så er svaret: Gud er sådan som far’en i denne historie. Gud opfører sig overfor mennesket, sådan som far’en opfører sig overfor sine to sønner. Det kan samles i eet ord: Kærlighed. Det er en kærlighed, der udtrykker aktiv livs-hjælp. Det er en imødekommende livs-hjælp… “Mens han endnu var langt borte, så hans far ham, og han fik medynk med ham og løb hen og faldt ham om halsen og kyssede ham”.

Men for rigtigt at forstå arten og omfanget af den kærlighed, så skal vi se lidt nærmere på genstanden for kærligheden, Guds elskede, mennesket, sådan som vi bli’r skildret i historien .

Først den yngste bror.

Han går hjemmefra… efter egen vilje, og temmelig selvbevist. Og snart efter befinder han sig i en selvvalgt svinesti. Det er ikke et sted for mennesker. Selv om det har været foreslået i ramme alvor, at vi kan dele hjerter med de øffende Guds skabninger – transplantation af grisehjerter, når nu der mangler menneske-ditto – så er der afgørende forskel mellem mennesker og svin. Grise er et alt for fint ord. For svin er de. Og svineri er det der omgi’r dem.

Svin er især problematiske, hvis vi tænker på den tid, hvor historien blev fortalt og det miljø, historien blev fortalt i. For i den jødisk-muslimske verden er svinene SÅ svinske, at der er gået religion i dem, så selv GUD menes at have forladt dem. Svinekød er af religiøse grunde forbudt spise. Og at passe svin og leve i en svinesti er det samme som at leve uden Gud… og hvor Gud ikke er, er der heller ikke noget menneskeligt fællesskab. Man kunne blive religiøs uren. Den, der passer svin, må passe sig selv.

Og hvis du tror, at den dér selvvalgte svinesti er noget med cigaretter, whisky og nøgne pi’er, så må du tro om igen. SÅ enkelt er det ikke… Ganske vist har kirken og kirkefolk ofte svært ved at tælle til mere end sex… når synd og syndere skal katalogiseres, men den slags må folk selv rode sig ind i og tilsvarende selv rode sig ud af…. Hvis man vil… og kan. Den menneskelige deroute og u-gudelige svinesti er meget større og ikke mindst meget mere omfattende.

Den formue, som VI fortabte døtre og sønner ødsler bort i VORES udsvævende liv i svinestien, den formue er DET guddommelige billede, som ellers blev præget i os fra verdens begyndelse, og som blev genoptrykt og tydeliggjort ved vores dåb. Mennesket ER Guds udtrykte billede. Og det, vi skal udtrykke i verden, er GUDS kærlighed. Men vi ville hellere selv… “Far, giv mig den del af formuen, som tilkommer mig!”

Og siden har mennesket så levet et ud-svævende liv uden rodforbindelse. Guds billede er blevet sløret og rystet. Et udsvævende liv er et rodet liv. Og et liv, der er uden rod, er uden frugt. Og uden kærlighed. I hvert fald uden kærlighed til andet og andre end til sig selv. Og det var ikke meningen. Meningen med kærligheden er altid den anden, den elskede. Livets mening er altid de andre. Når vi glemmer det, bliver livet som at leve i en svinesti. Og så hjælper der ingen kære mor…

Hu optræder for øvrigt slet ikke i dagens historie. Mor’en….. Det har altid generet mig. Jeg er HELT SIKKER på at Jesus ta’r fejl på det punkt, når han fortæller sin historie.

det er MOR’EN, der kommer sin søn i møde. Det skulle ha’ været historien om en mor,

Jesus skulle ha’ sammenlignet Gud med en mor… men det er en anden historie…

For pointen er sådan set den samme… Pointen er, at Guds kærlighed er som en mors og fars kærlighed. Den eneste redning for mennesker er Guds kærlige indgriben. Og hvis vi presser historien en anelse, så kan vi sige, at pointen i kristendommen som fortællingen om Guds kærlighed er, at Gud selv går i svinene!

Det er derfor han sender SIN søn til vores jordiske svinesti for at gøre samme sag som os. For kun ved at Gud kommer på niveau med os, er han i stand til at råbe os op, og derved få os til at vende om og bryde op og ta’ afsted. Ud af svineriet, også ellers hjemad! Sammen med Jesus, vores bror.

Det er sådan noget, der kaldes omvendelse. Omvendelse er nødvendig. Omvendelse er det eneste, der kan vende nøden. Omvendelse er det eneste, der kan frelse. Ellers dør man. Midt i svinestien… uden mad og drikke… Af enhver art.

Men hvis vi igen nærlæser historien, så bemærk, at det IKKE er den fortabte søns angrende og oprigtige bekendelse af synd og skyld, der får far’en til som det, der kunne ligne en belønning, at slagte fedekalven. FØR noget er sagt dem imellem, FØR erklæring om bod og bedring, FØR alle ting.. stormer far’en ham i møde og gir ham kærlighedens knusende favntag. BAGEFTER får de sat ord på det, som far’ens imødekommende kærlighed ellers havde knust og fjernet for altid, synden, skylden, undskyldningerne og hele svineriet..det var væk, da far’en løb ham imøde.

Og de begyndte at være glade, som det hed i den gamle oversættelse… “Så gav de sig til at feste”, hedder det nu…. Når synden og skylden og hele svineriet er væk, er der grund til fest.

Ind på scenen kommer så den anden bror, ikke egentlig et andet menneske med en anden livs-holdning. Det er en anden side af forholdet mellem far og søn… mellem Gud og menneske. Det er den holdning, der holder ved. Og bliver ved at holde Guds bud og holde ud.

Det er den side af os, der får os til at gå i kirke… døbe vores børn… mene om os selv, at vi er  go’e nok… og såmænd også et langt stykke er det. Eller sagt på en anden måde: Det er bestemt ikke noget kristeligt ideal at gå hjemmefra, stryge hjemmets snærende bånd af sig og blive landsstryger. Flid, slid, tro-fasthed og udholdenhed er stadig gode, kristelige dyder. At BEREGNE sig til faderkys og fedekalv, ved næsten på skrømt at gå hjemmefra, det er naturligvis aldeles u-kristeligt og forargeligt. Men det er lisså galt på forhånd at regne sig for at være i salveten, blot fordi man bli’r hjemme og passer sit arbejde. Beregnende rethaveriskhed og tøjlesløs frihed er to sider af samme dårlige sag. Begge dele slører billedet af det, som er Guds urimelige kærlighed, og grunden til den sande livs-glæde.

Sand glæde er ikke den ellers prisværdige retfærdighed, hvor du kan kræve din ret, når du har gjort din pligt. Den gør dig nemlig blind over Guds u-rimelige kærligheds urimelige glæde, og udelukker dig derfor fra at tage del i festen.

Sand glæde er heller ikke den beregnende forventning om at skulle belønnes for sin bodfærdige anger over et forspildt liv. Det er ellers en ofte udøvet sport i kirkelige-religiøse kredse. Men den fører altså ikke til noget mesterskab.

Den STORE og SANDE glæde er den, som har sin grund i Guds urimelige kærlighed. Den kærlighed, der er totalt uden beregning, som Peter Belli sang engang.

Alle begreber om rimelighed og retfærdighed ophæves af kærligheden. Det forholder sig nemlig sådan, at kærlighed ikke er en følelse, men et forhold. En måde at forholde sig til hinanden på. Kærligheden går altid den anden i møde. Kærlighed er bevægende. Kærlighed sætter altid DIG i bevægelse.

Kærlighed er ligeglad med forklaringer. Den slags er altid bort-forklaringer. Kærlighed tænker kun på festdragt. “Sæt en ring på hans finger og giv ham sko på fødderne…”  Og de begyndte at være glade!

Focus midt i dagens billede er altså Guds urimelige, uforudsigelige og uberegnelige kærlighed.

Det er den, der får dig til at vende næsen hjemad. Den kommer dig i møde. Den er kun interesseret i, at mødet mellem Gud og dig finder sted. Og at I to finder hinanden.

Det er derfor vi kalder historien for godt nyt – for evangelium. Det er godt nyt for den, der ikke længere kan klare stanken i svineriet. Det er godt nyt for den trætte med-arbejder, der hjemme i bageriet har fået arbejdssved i øjnene og derfor ikke kan se klart. Det er – kort sagt – godt nyt til alle Guds døtre og sønner.

Her kommer Jesus, dine små, til dig i Bethlehem at gå. Og de begyndte at være glade.

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s