At være med i det go’e selskab                                               2. s. i Trinitatis 2007

Jesus sagde: »Der var en mand, som ville holde et stort festmåltid og indbød mange. Da festen skulle begynde, sendte han sin tjener ud for at sige til de indbudte: Kom, nu er alt rede! Men de gav sig alle som én til at undskylde sig. Den første sagde til ham: Jeg har købt en mark og bliver nødt til at gå ud og se til den. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. En anden sagde: Jeg har købt fem par okser og skal ud at prøve dem. Jeg beder dig, hav mig undskyldt. Og en tredje sagde: Jeg har lige giftet mig, og derfor kan jeg ikke komme. Tjeneren kom tilbage og fortalte sin herre dette. Da blev husets herre vred og sagde til tjeneren: Gå straks ud på byens gader og stræder og hent de fattige, vanføre, blinde og lamme herind. Og tjeneren meldte: Herre, det er sket, som du befalede, men der er stadig plads. Så sagde herren til tjeneren: Gå ud på vejene og langs gærderne og nød dem til at komme, så mit hus kan blive fyldt. For jeg siger jer: Ingen af de mænd, som var indbudt, skal smage mit måltid.« Luk 14,16-24

Nej, det manglede da også bare…. Selvfølgelig skal de ikke smage noget som helst. Først siger de ja tak til invitationen. Og så kommer de alligevel ikke.  Sådan nogen utaknemmelige skarn!

Nu var deres opførsel nok ikke helt så slem, set med datidens øjne. Det var ganske almindeligt på Jesu tid i Palæstina at man inviterede to gange. Først sagde man: Kom til fest om et par måneder….  sådan ved midsommertide….  Ja tak, det vil vi da gerne, svarede de så… Og så gik der et par måneder og det blev tid til fest:  Så er det NU, lyder anden del af invitationen.  Men der kan jo ske så meget på et par måneder….. og nu ku’ man måske bruge de dér herlige lyse nætter til noget andet….   Så nu lyder svaret altså: Jeg be’r dig, ha’ mig undskyldt! Men det ændrer jo ikke på, at har festholderen al mulig grund til at blive sur, når nu de ikke vil være med.

Dagens historie handler om at blive inviteret indenfor eller sætte sig selv udenfor… om at være med i det go’e selskab. Vil du være med eller ej?

Dagens historie fortælles af Jesus som en del af en slags “festtale”, som han holdt ved et middagsselskab hos et medlem af en af dem, der bestemt hørte til det go’e selskab. Jesus og hans følge er nemlig til middag hos en farisæer. Det er i sig selv en provokation: Den omvandrende prædikant fra provinsen og hans slæng til middag hos en fra samfundets støtter! Jo, byen har noget at snakke om.

Læg mærke til, at selskabet – både dem i historien og dem historien fortælles til – begge selskaber består udelukkende af repræsentanter for den ene halvdel af menneskeheden, nemlig mænd. Og ved farisæer-bordet har de lige talt om, hvem af dem, der er fornemst!  Mænd går meget op i det med rangorden. Adgangskort, bordkort, visitkort, de er skønne at ha’, for så kan vi sætte hinanden på plads. I god ro og orden. Men så er det, at Jesus sætter selskabet på plads og som sædvanlig vender op og ned på alting. Jesu samfundsomstyrtende virksomhed begynder nemlig ved middagsbordet!   

Enhver ved jo, at man ikke kan ha’ hvem som helst med til bords. Er enhver – altså ”sådan en” –

først kommet indenfor, så er det svært en anden gang at holde ham ude. Når nu man ellers ikke KAN holde ham ud. Og mange af den slags folk kommer jo udefra. Tilhører ofte et andet folk, og kommer så langt væk fra, at de burde være blevet dér. For deres egen skyld, naturligvis. Det er da meget bedre de bli’r i nærområdet…  og de er jo alligevel vant til at sulte. Vi har i hvert fald ikke inviteret dem! Og slet ikke til at spise med… de spiser jo VORES mad!

Dagens historie, historien om det mærkelige festmåltid, hvor gæsterne kommer til at bestå af folk af en anden slags end de inviterede, for nu at sige det mildt…. den historie er altså i sig selv en historie, der kommenterer den situation, den fortælles i, dengang som nu… ja i mange henseender er den mere aktuel nu end nogensinde.

Historien viser Jesus som en eminent – og overraskende morsom – lejlighedstaler. Han er verdens første stand-up-komiker. Og mande-latteren har rullet i spisestuen, efterhånden som selskabet hørte historien om lamme, blinde og fattige ved festbordet.

Jeg be’r dig have mig undskyldt, sagde de først inviterede. Der er ingen tvivl om, at i kirkens historie er de først inviterede blevet forstået som jøderne. De havde jo også en særlig aftale med Gud. Den pagt, som Gud havde indgået først med Abraham, siden med Moses i form af stentavler.

Jøderne var specielt inviterede, de havde en aftale. De holdt ikke aftalen, jøderne, de faldt fra, som det hedder i bibelen, og da Jesus kom som den ventede Messias, Frelseren, og på trods af frafaldet alligevel igen inviterede de på forhånd inviterede til livs-fest, så sagde de nej til ham…Vi ber dig, hav os undskyldt.…

Dem på vejene og langs gærderne forstod man som hedningerne, d.v.s. alle ikke-jøder, altså i historisk perspektiv også sådan nogen som OS..

Vi er historiens fattige og vanføre, i første omgang. Nu er der så gået 2000 år siden historien blev fortalt første gang. Nu er VI er de udvalgte og først inviterede…. har vi også en undskyldning, ligesom først jøderne havde? Går invitationen til os så videre til nogen andre. Nutidens multihandicappede, socialt udstødte og kontant-hjælps-modtagere? I hvert fald er det en historie med en pointe der er oprørende, revolutionerende, samfundsomstødende…….  og pragtfuld!

Enhver, der kan sin bibelhistorie, og den kunne Jesu tilhørere dengang, han/hun ved, at livet ender med et stort gilde. Vi hørte før en af de mad-historier, vi har fælles med jøderne. Den med de marv-fede retter og den lagrede vin… en af de go’e ting ved det himmelske fest-måltid er, at vi ikke behøver at tænke på kalorier og kolesterol.

Dagens Jesus-historie er altså kun en af mange, der sammenligner Guds rige med et veldækket bord. Og ikke nok med, at det venter engang i fremtiden… den afgørende pointe, når Jesus fortæller historier om mad og drikke, er, at det er mad til tiden, NU-tiden: Kom, NU er alt rede!

Men så er der altså nogen af de inviterede, der alligevel ikke vil komme. Jeg be’r dig, ha’ mig undskyldt!

Jeg har aldrig kunne forstå, hvorfor de si’r nej tak. Og de tre undskyldninger?!! De er SÅ dårlige! De ku’ lisså godt ha’ sagt det, som det er: Vi gider ikke! For det er lige præcist det, der er galt: De gider ikke! Hold mig udenfor, siger de.

Begrundelserne for deres nej, altså indholdet af de tres undskyldninger, de er egentlig

u-interessante. Det vil være helt galt at begynde at overveje, om der skulle være en dybere mening med dem. Det er der ikke. Det er bare tre dårlige variationer af melodien: ”Jeg gider ikke!”

Men det nytter ikke noget med de undskyldninger. Du KAN ikke holde dig selv udenfor, hvis du skal kunne holde dig selv ud som menneske. Det er faktisk livet om at gøre, at være med. Og sådan har det været lige fra begyndelsen!

Det hele begyndte nemlig også med en fest. En paradisisk fest, dengang Gud i skabelsen satte sit præg på mennesket. Han skabte os i sit billede….  Men inden længe begyndte VI at skabe os. Det sku’ vær’ så godt, men så gik det faktisk skidt og VI fik det skidt….:

Du må ha’ mig undskyldt, Gud…. men JEG skal nok selv bestemme!  Jeg KAN og VIL selv…

Og så lød det for første gang: Ingen af dem, som var indbudt, skal smage mit måltid! Farvel… ud med jer. Paradiset er lukket land!  Og dér – udenfor – levede mennesket så. Adskilt fra Gud.

Udenfor hans have og som manden på risten, hvor man må nøjes med duften af ribbenssteg’n!

Men det værste er, at vi synes duften ER nok… for vi VED jo bedre… vi, der er skabt i Guds billede…. Vi HAR siddet med til højbords, vi HAR smagt stegen… men ville altså hellere stege selv… og rette an på vores egen manér.

Når man er udenfor, med duften i næseborene, så er det, at Kain kan blive jaloux på Abel, og så kan det nemt blive til brodermord… når man lever uden for det gode selskab, så fører det osse nemt til en synd-flod. Og når man er henvist til at opholde sig på gader og stræder, så kan det hænde, at man i frustration begynder at bygge Babelstårne.

Men så var det, det u-trolige skete. Der var én, der frivilligt forlod det gode selskab, og gik ud af haven. Han satte sig selv udenfor. Gud var i den grad ude af sig selv af kærlighed til det selvhævdende menneske, at han forlod sin ophøjede himmel. Med et skrig i Bethlehem begyndte kærlighedens revolution. Thi således elskede Gud verden, at han blev med barn. Barnet er Guds udtrykte billede. Og barnet er udtryk for Guds verden. Derfor måtte Gud blive som et barn, for at komme indenfor hos os, der har sat os selv udenfor. Gud blev et menneske.

Det er den kristne tros helt afgørende påstand. Gud blev ovenikøbet en af dem, der IKKE var inviteret. Et barn, hvis barselsgæster var indvandrede fremmede og ufaglærte daglejere. Ganske vist kalder vi dem – typisk ufarligt – for vismænd, ja ligefrem konger… findes der noget mere ufarligt end en konge? Og de andre ved krybben var hyrder, men ingen af dem hørte til DET gode selskab, der var inviteret i første omgang, de var udenfor. Men det var dem, der kom inden for.

Gud blev et menneske, der frivilligt levede udenfor. Han levede sammen med de invitations- og festløse. De, der holder til i sidegaderne, og langs grøftekanterne. Dem dækkede han bord for.

Kom. Alt er rede. Der er fest!  Det er ikke blot noget med et gilde engang på et himmelsk bjerg. Det er NU, de fede retter og årgangsvinene er serveret.

Hører du, du som i fortvivlelse er gået udenfor for at græde, så du har forvildet dig langt bort. Nu er der serveret, for DIG! Hører du, du som aldrig fik nogen mulighed for selv at gøre dig fortjent til at sidde ved højbords, og som derfor føler dig livs-handicappet. NU er der serveret! Hører du, du som står uden håb overfor livets vilkår og manglende retfærdighed eller hvis sygdom synes at ta’ livet af livet, før det er slut. Nu er der SERVERET.

Det særlige ved den himmelske festmenu er, at den er ganske gratis. Ordet gratis betyder: Af nåde. Pointen i Jesu historie er, at kun den, som intet har, kan modtage gratis…. og den som intet har at bidrage med selv, hun er god til det med at tage imod.

En fattig kan kun blive rig ved at få. Den rige har derimod ikke plads til gaver. Derfor kommer den rige ikke med til fest. Mark, okse og kvinde skal passes. Man skal passe på det man ejer!

Men kærlighed er ikke noget man har, det er noget man får. Kun den, der er elsket, kender længslen efter kærlighed. Og savnet af den elskede. Kærlighed er risiko. Kærlighed er, ikke at vide alt, men alligevel at tro. Kærlighed er at satse alt det, man ikke har. Kærlighed er at håbe, på trods af diagnosen. Og i kærlighedens måltid er de, der før var udenfor, inviteret indenfor.

Og så lige en kort tilføjelse:  Vi er nogen, der er tungnemme… For os nytter det ikke, om vi så hører det her gang på gang på gang….. Det er SÅ utroligt, at vi ikke TØR tro det. Til os handicappede er der særlige hjælpemidler. Hvis man ikke kan høre, så må man føle og smage.

Og det er jo for øvrigt netop det gode ved et ordentligt festmåltid. Der er både noget for øret, øjet og smagsløget!  Og sådan også med en gudstjeneste. Den har sans for det hele.

Derfor er der serveret om et øjeblik. Det kaldes nadver. Det bare et gammelt ord for aftensmad.

Det er i det ydre langtfra at sammenligne med et fest-måltid. Men i brødet og vinen er Gud til stede som en, der har sat sig selv udenfor… Den ydre form er udtryk for Guds selv-villede og selv-bestemte handicap. Han går selv ud på vejene og langs gærderne for at invitere. Han, der er ude af sig selv af kærlighed, han er ude efter dig. I nadveren bli’r du hans, med liv og sjæl. Og når Gud selv er indenfor, så er du ikke længere udenfor. Derfor: Spis, drik og vær glad.  Og gid det må bekomme dig vel.                     

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s