At leve Gud nær er min lykke                               15. søndag efter Trinitatis 2012

Mens de var på vandring, kom Jesus engang ind i en landsby, og en kvinde ved navn Martha tog imod ham. Hun havde en søster, som hed Maria; hun satte sig ved Herrens fødder og lyttede til hans ord. Men Martha var travlt optaget af at sørge for ham. Hun kom hen og sagde: »Herre, er du ligeglad med, at min søster lader mig være alene om at sørge for dig? Sig dog til hende, at hun skal hjælpe mig.« Men Herren svarede hende: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.« Luk 10,38-42

Det må du undskylde! Også jeg har umiddelbart svært ved at se, hvad vi skal med en tilsyneladende banal historie om to kvinder og Jesus. Jeg er bange for, at det gi’r prædikanten mulighed for almindelig kedsommelig lommepsykologi og lidt tyndbenet rollesnak. Hvor vi alle kan sidde og heppe og sige: Helle for at være Maria… alt imens vi sætter os veltilfredse tilbage i kirkebænken, for vi HAR jo gjort det ene fornødne, nemlig sat os for Herrens fødder klar til at ta’ imod hans vikar, pastorens, ord. Bagefter kan vi så i fællesskab sige AMEN

og gå hjem til søndags-middagen!

Men det er for lidt! Og for let! Der MÅ stå mere på spil! Hvorfor skulle vi ellers komme til kirke. JEG er kommet, fordi jeg er bekymret for min sjæls frelse, for nu at udtrykke det meget gammeldags! JEG er dybt fortvivlet over mit liv og er tung om sindet. JEG elsker bare at sidde her i kirken i fred og ro og lytte til go’ musik og synge med på de vidunderlige salmer! Der er mange årsager til kirkegang, men ingen af os kan nøjes med åndelig fast-food.

En ting er sikker: Herinde siges noget andet, end det vi kan sige os selv!

Dybest set er det vel derfor vi er kommet. For at høre noget andet end det, vi kan høre i os selv og fra det, som ellers omgi’r os.

Det første vi hørte fra bibelen i dag var fra Det gamle Testamentes salmebog. Jeg minder lige om noget af det: ”Nu er jeg altid hos dig… du leder mig med dit råd… Hvem har jeg ellers i Himlen? At være Gud nær er min lykke, jeg tager min tilflugt til Gud Herren, så jeg kan fortælle om alle dine gerninger.”

Det er stærke ord. De udtrykker en stærk, levende tro. Men er de ord som jeg kan tage i min mund?

Det synes mig ikke, at mit liv er sådan, at den slags ord kan være i den hverdag, som er min og som volder mig problemer eller måske ligefrem virker meningsløs.

Og jeg KAN ikke ændre på det, vende mig om og tage min tilflugt hos Gud… lytte til hans råd, hans ord… være hos ham… altid.

Ham, der sang sådan for 4.000 år siden, kunne han? Var det sandt, det han sang? Eller var det også for ham ”poesi”… måske en drøm? Det er et digt, der er skrevet for at blive sunget ved gudstjenesten eller ved den personlige andagt… og det er dejligt og nødvendigt ind i mellem at sætte hverdagen i stå, men vi kan jo ikke gå i kloster alle sammen.

Selv de af os, som er pensionister, kan ikke sætte os hen og blot VÆRE, uden at GØRE…?

Der ER ting og sager, der skal laves og passes…..  At være Gud nær… ja, meget gerne, men vil Gud ta’ med mig på arbejde? Eller bli’r han her i denne hellige hal?

Og så er der det med himmel og jord, som salmisten synger om… ”Hvem har jeg ellers i Himlen? Hos dig ønsker jeg intet på jorden… ”

Jamen, jeg lever jo ikke i himlen. Jeg er et menneske på denne jord! Af jord er jeg kommet! Og det med at længes efter himlen siger mig egentlig ikke så meget. I hvert fald må det godt vare rigtigt længe, før der skal ske forandringer i den henseende. Der er trods alt ganske godt her. Jeg ved ikke rigtigt om det, vi kalder himlen, er mit mål!?

Bl. a. fordi det godt nok er svært at forstå himmel-mål! Himmelsk tale skal oversættes og omsættes til jordens tungemål, og det er ikke så ligetil, for nu at sige det ligeud. Himmelsk poesi er dejlig, men mennesket lever ikke af ord alene! Og i hvert fald er det nødvendigt, at forstå ordene.

Hvad ville der for øvrigt ikke ske, HVIS vi hørte og forstod! Så ville vi og verden stå på den anden ende og alt ville være omvendt! SÅ ville vi ikke blive siddende her på bænkene ved Herrens fødder, men så ville vi kun være optaget af det ene fornødne… ”Så jeg kan fortælle om alle dine gerninger…” sang salmisten.

Men se om det sker!

Hvorfor ikke? Er det fordi vi ikke hører efter, eller ikke forstår?

Vi har brug for vejledere!! Disciplene, de første elever, der siden blev lærere,

de har for længst opstallet sine heste.…   apostlene står her omkring os i død marmor. Ret stillestående, må man sige.

For resten: I kender godt de der hvide pæle, der står langs landevejene…  med lidt selvlysende refleks på. Ved I hvad de kaldes?  De kaldes præster… for de viser vejen, men de går den ikke selv!

Vi har ansat statstjeneste –kvinder og – mænd til at være vejledere. Med fagforening og tjenestebolig i sikker løn-ramme, naturligvis. At være Gud nær er min lykke!

Forstår vi, hvad vi læser?  Og gør vi derefter? Og hvad gør vi nu bag-efter,

når vi har læst og hørt og sunget og i en besynderlig ydre form spist og drukket, altså været til det vi kalder gudstjeneste. Hvad gør vi så? Bagefter….

En dag kom Jesus forbi. Og kom indenfor. Og satte huset på den anden ende. Historien om Martha og Maria er en omvendelseshistorie. Efter det besøg er alt omvendt!

I det ydre bli’r der pillet kraftigt ved de almindelige borgerlige dyder og normer. At en mand overhovedet taler med husets kvinder, det var ganske uhørt og forargeligt!

Og svært at forstå dybden af for sådan nogen som os, der er opvokset med bibelske glansbilleder af Carl Bloch og frk. Petersen, som min lærerinde hed i søndagsskolen.

For slet ikke at tale om den nyeste kirkelige udvikling, hvor det vi anså for at være faste samfundsordner og lisså faste kønsroller og seksuelle opdelinger er blevet sprængt. Og den omvendelse er sket i vores tid. De første år jeg var præst, skulle jeg en bestemt søndag i gudstjenestens indlednings-bøn sige; Gud, vi takker dig, fordi du af din nåde har givet os børn og tyende!

Gud ske tak og lov for den fortsatte omvendelse, der også sker i vor tid!

I forhold til husets beboere den dag, har vi altså en langt større viden om, hvem husets gæst er. Vi har 2.000 års vejlederes ord og gerninger.

De dengang havde lige hørt om ham… For os er han den gamle nyhed…. nogen taler ligefrem om at vi lever i en efter-kristen tid.

Kan det at HØRE historien og måske forstå den, kan det gøre os samtidige med historiens indhold…. kan der slås bro over de tusinde år…  kan det for os blive sandt, at himmel og jord kan stå i eet, fordi Gud er kommet os nær… At være Gud nær er min lykke??? Er det sandt??

Det påstår den kristne gudstjeneste. Det kan det levende ord skabe, siger evangeliet. Det kan en levende menighed opleve. Så lad os da ta’ historien om Martha og Maria til os og gå ind i den og blive en del af den.

Så er Guds udsending på besøg hos os. Så er Han Guds nærvær på denne jord. Og det er klart, at hvis Gud har banket på min dør, så sprænges døren og der bli’r åbent hus.

Så skal der flyttes rundt på nogen møbler!

Så får mit liv et nyt perspektiv, for kærligheden har taget bolig hos mig!

Det er ikke MIN kærlighed… og det er ikke mig selv, der skal gøre hovedrent, for at Gud kan få plads. Men det er Guds kærlighed, der rydder op og gør rent bord. ”Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed…  ” digter en anden af vejlederne.

Der har altid været folk der har ment, at man ka’ nøjes med at hygge sig inden døre. De her himmelske haller, de ER jo flotte! Men det særlige ved Guds besøgende kærlighed er, at den skal ha’ krop. Den skal ud! Og videre…

Undertiden i kroppen af en mor, der lærer sit barn at bede aftenbøn. Undertiden i kroppen af en kvinde, der har hørt nogen kalde og som tar’r afsted for at gøre noget ved verdens undertrykkelse og uretfærdighed.

Undertiden får Guds kærlighed krop i kroppen af den mand, der bruger sit liv på at lindre den smerte og den nød, som findes lige uden for døren.

Dagens historie vil sige os, at det hele begynder med at vi lytte til kærlighedens stemme og så gøre kærlighedens gerninger!

Vi ved ikke, hvad det var Jesus sagde til Maria, da hun sad ved hans fødder.

Men vi ved, hvad han sagde i fuld offentlighed. Skal vi lige minde hinanden om noget af det: ’I har hørt at der er sagt: Øje for øje og tand for tand. Men jeg siger jer, at slår nogen jer på den højre kind, så vend den venstre til.’ Overvej lige et kort øjeblik, hvad de ord betyder i dit liv!   (pause)                                                                                                            

’I har hørt at der er sagt: Du skal elske din næste og hade din fjende. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer.’ Der er vist behov for en meget lang personlig eftertanke-pause oven på det…!  (pause).                        

’I har hørt at der er sagt: Du må ikke begå drab. Men jeg siger jer: enhver som bliver vred på sin bror skal kendes skyldig for domstolen.’ Pludselig blev en københavnsk eftermiddags-menighed til en samling forbrydere!                             

’Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden.    I kan ikke tjene både Gud og Mammon……’  Måske det mest umulige af alle Jesu krav!                                                                                                                           Listen er meget længere. Alt sammen opgaver, krav og formaninger der synes at ligge langt uden for vores muligheder. Jesus MÅ da ha’ været klar over, at ingen kunne opfylde det. Og at han ved at kræve det umulige af os gør os handlingslammede og frustrerede. Vi KAN jo IKKE gøre alt det, han forlanger af os!                                                                                      

Hvordan kan sådanne krav og opgaver være udtryk for kærlighed?

Det ligger i selve Guds kærligheds natur. Gud elsker dig ikke, fordi… og så et eller andet som du tror, har gjort dig elsk-værdig i Guds øjne. Det, du er i Guds øjne, det er ikke det, du kan præstere eller ikke præstere, alt det er ingenting. BEGGE DELE er ingenting, såvel på debet- som på kredit-siden. Det er det, der er befrielsen. Over for Gud har du nemlig altid uret. Uanset hvad du kan eller ikke kan. Og tillykke med det!                                                                                                      

Den Gud elsker, velsigner han. Og den Gud velsigner, siger han kun godt om. Han godkender dig. Han kender dig god. Thi kendes for ret: Du er go’ nok!                                                                                                           Det er smadder hamrende uretfærdigt, og Gud ved udmærket godt, hvordan det i virkeligheden forholder sig med dig. Men han er så fuld af kærlighed til dig, at han ikke kan se klart. Kærlighed gør blind, ved du.                                                               

Og så følger det andet, det med, hvad vi gør, det følger deraf. Den, der lever af Guds barmhjertighed, MÅ være barmhjertig. Ellers dør hun selv. Den, der lever af Guds tilgivelse, MÅ tilgive andre. Ellers dør han selv. Den, der lever i frihed p.gr.a. Guds velsignelse og den deraf følgende frikendelse, MÅ frikende sin næste. Ellers går vejen tilbage til kachotten.                                                             

Du er godkendt! Du skal vove at være den, du er i Guds øjne. Det ER et vovestykke at tro, at du er Guds elskede barn og borger i Guds rige, fordi det er så u-troligt. Og derfor er det kun muligt at være det, ved at vove at tro det.                                              

Hvorfor har vi så svært ved at gøre troens og kærlighedens gerninger?  Det er fordi vi tror, at det er dem, der skal bane os vej til Gud. At vi altså over for Gud af egen kraft skal gøre os fortjent af egen kraft til hans kærlighed. Fordi vi tror, at vi skal producere os til Hans kærlighed, ved at frembringe både det ene og det andet, som vi så kan handle med og købe såkaldt kærlighed med, i stedet for at handle ud af og i HANS kærlighed.

Luther sagde, at det vi gør, skal komme som fra en kilde ”wie ein freudiges Hervorquellen”… det du gør, skal du gøre glad og gerne…. fordi du ikke kan la’ vær’!                                                                       

Kilden til den kærlighed kom engang på besøg. Kilden har et navn. Gud hedder Kristus. Det er vor bror, Jesus af Nazareth, der er på besøg. Det er ham, hvis fødder du sidder ved. Han er Guds kærligheds konkrete, håndgribelige himmelske nærvær her på jorden.

Jeg vover at sige det SÅ konkret, at når vi i nadveren tager imod brød og vin og siger, at det er Jesu legeme og blod, så tager Han bolig i os, så vi i den forstand bli’r ude af os selv. Kristus ta’r bolig i dig. Og så ka’ alt ske!

Den kærlighed, som Maria sad for Jesu fødder og lyttede til, den tog bolig i hendes krop, så hun kunne rejse sig og gå ud og gøre derefter. Og så blev der plads til Martas trætte fødder og hænder og hele arbejdsomme krop til at sætte sig for den besøgendes fødder, så også hun hos ham kunne få fornyede kræfter.

Vi skal alle arbejde som besatte…  fordi vi ER besatte. Det er ikke længere os selv, men Gud, der er i os og med os. Gud kom forbi. Og han gik ind hos os. Herren han har besøgt sit folk! At være Gud nær blev min lykke…

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s